Hans Jensen Saxe

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Den 7. mai 1713 hadde presten i Håland et barn til dåpen, det må ha vært Hans. Han bodde i Stavanger og den 13. juni 1755 «blev han begraven i urtegaarden», mens man ringte med den største klokke. Hans søsken arvet efter ham 19 spand kornskyld i Nordre Kolnes i Sola.

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Jens Pederssøn. Han blev prest, og blandt hans efterkommere var det prester — sønn efter far — i tilsammen 6 slektledd, helt til 1927. Jens Pederssøn blev født i Stavanger i 1666 som sønn av tolderen Peder Saxe og Maren Godtzen. Da han var 21 år gammel blev han immatrikulert ved universitetet i København, og da han hadde tatt sin teologiske embedseksamen blev han, 25 år gammel, personellkapellan hos sogneprest Oluf Bentsøn Blomme i Håland på Jæren, en mils vei sønnenfor Stavanger. Dette var i 1691. Sognepresten og hans hustru Helvig Berthelsdatter, født Bonde, hadde en datter på 17 år som het Anna Blomme, og det varte ikke mange måneder før hun og kapellanen var trolovet. Året efter — den 26. juli 1692 —blev de gift i Tjora kirke. (Denne søndagen var det forresten dobbeltbryllup i kirken, idet kapellanens bror Frederik Saxe samtidig blev gift med Elisabeth Berthelsdatter Bonde, en tante av kapellanens brud.) Prestene i Håland bodde i de tider dels på gården Håland og dels på gården Jåsund (som i 1654 var blitt enkesete for prestenes enker). Jens Saxe blev trolovet på Jåsund, men bodde visstnok selv all sin tid på Håland prestegård. Det var kort tid i forveien blitt pålagt sognepresten å holde denne gården forsvarlig ved like «så at prestene derpå fornøieligen kan residere». Denne gamle prestegården står der fremdeles den dag idag i sin oprinnelige skikkelse — med undtagelse av at det er påbygd en ny fløi. Den eies nå av Sola kommune og brukes som gamlehjem for folk som ikke kan forsørge sig selv. Det var tre kirker i Håland prestegjeld: Sola, Håland og Tjora. — Sola er den eldste. Den står på Erling Skjalgssøns gamle gård og er en liten steinkirke bygd antagelig i det 12. århundre. Strøket er i det hele tatt rikt på historiske minner; man har gjort en hel del funn fra steinalderen, og Hafsfjord ligger like i nærheten. I kirken var bi. a. en altertavle, en døpefont av kleberstein og et maleri av dr. Jacob Hanssøn Agricola (Bonde); han var sogneprest i Håland 1599-1628 og var oldefar til Anna Blomme Saxe; disse tre tingene fins nå i den nye Sola kirke. Gammel-kirken blev brukt til 1842; kort tid efter blev taket og inventaret fjernet, og nå ligger det ærverdige gudshus som ruin — og som et kjent sjømerke. — Håland kirke var en trekirke som nå er helt forsvunnet; den lå på det høidedraget hvor Håland arbeidsgård ligger idag. — Tjora kirke var også av tre; den er vekk, men kirkegården ses fremdeles. Her stod det tidligere tre eldgamle steinkors; sagnet forteller at de før stod på Orshaug lenger nord, men en natt var de plutselig flyttet til kirkegården på Tjora. Det ene står der ennå, og ett er i Bergens Museum. — Noen slags varmeapparater fantes naturligvis ikke i kirkene på den tid — slikt kom ikke i bruk før 200 år senere — så prestene i slekten har sikkert frosset mangen gang sammen med sine menigheter. Det blev i de dager stilt store krav til prestenes gjestfrihet, idet det var almindelig at reisende folk tok inn hos dem og fikk herberge og mat. De syke i bygden kom også ofte til «han far» for å bli kurert. Og efter at lensstyret var ophevet i 1660, var det embedsgårdene som blev de små kultursentrer utover landet. Prestene hadde en ganske sterk standsfølelse i de tider; det hendte ofte at sønn fulgte efter far i embedet, og prestefamiliene var ofte knyttet sammen ved giftermål og utgjorde tilsammen noe av en makt i samfundet. — Prestene hadde fri prestegård og var fri for de fleste skatter, men inntektene var som regel ikke store. Den faste lønn var ussel, men utenom denne fikk jo prestene tiende og offer for barnedåp, vielse, begravelse og andre kirkelige handlinger; disse avgiftene blev oftest levert i form av korn og fisk og kjøtt o.l. og presten måtte da omsette dette på beste måte. Hvad prestenes lære angår, så var stridighetene efter reformasjonen stilnet av og man var nådd frem til ortodoksien, en gold og streng rettroenhet. Det var en «lærd» tid med lange — og sikkert kjedelige — prekener som kunde vare i flere timer. Blandt de religiøse bøker som fantes hadde man f. eks. «Den søde och velsmagende Catechisme Bryst-Melck» og andaktsboken «En from Christens Nathue». Salmene var danske. På denne tiden begynte forresten prestekonen Dorothea Engelbretsdatter i Bergen å dikte sine norske salmer. Og fra Nordland kom Peter Dass's friske og kraftige røst. I 1697 døde sogneprest Oluf Blomme, og Jens Saxe reiste da ned til København for å søke embedet. Hans søknad blev antagelig levert til kong Christian V personlig, og den lyder slik i utdrag: «Stormektigste, aller nådigste arvekonge og herre! Udi dypeste underdanighet nedfalder jeg, Eders Majestets ringe undersått, for Eders høie kongelige nåde — — — Ti haver jeg været forårsaket å påta mig denne lange og besværlige reise og nu innflyr til Eders Majestets høie nåde at jeg fattige mann med denne ringe leilighet (presteembedet), som består av 50 riksdalers innkomme, måtte benådes. Jeg derimot stedse vil anholde hos Gud i mine bønner at han vil utgyde sin rike velsignelse over det ganske kongelige arvehus. Eders kongelige Majestets underdanigste og ydmygste forbeder, undersått og tjener.» — Han fikk embedet, og 12. søndag efter Trinitatis blev kongebrevet om hans utnevnelse lest op i Håland kirke; dette kallsbrevet fins ennå i familien — sammen med kallsbrevene for de øvrige prester ned igjennem slekten. — Og i 1699 var Jens Saxe en tur i Kristiansand for å avlegge troskapsed til den nye kongen Frederik IV. Likesom i andre embedsmanns-slekter hadde de også i Saxe-slekten et «våben» som bl. a. bruktes som signet; det forestilte et skjold med dødninghode, og over dette en hjelm med et kors og en slange på. Fra gammel tid hadde rektoren ved latinskolen i Stavanger —«den latinske skolemester» — en viss inntekt av Madla kall mot å preke der noen ganger om året. I 1707 avtalte han med Jens Saxe i Håland at denne skulde utføre de prestelige forretninger i Madla mot en årlig godtgjørelse av 6 riksdaler, og bispen i Kristiansand godkjente dette. Men to år senere heter det at «ærverdig og vellærde mann hr. Jens Saxe haver frasagt sig denne tjeneste formedelst reisenes besværlighet». I 1716 erklærte han sig forresten på anmodning villig til å påta sig tjenesten på nytt. Jens Saxe hadde mange barn, minst 13. Det er vanskelig å få rede på dem, ikke bare fordi kirkeboken er ført med gnidret skrift og dårlig blekk, men særlig fordi hr. Jens — i likhet med mange andre prester på den tiden — undlot å føre inn sine egne barns dåp i kirkeboken! — Det fremgår av et bispebrev fra 1716 at to av barna det året gikk på latinskolen i Stavanger hvor Jens Saxes svigersønn Hans Lindal da var rektor. Skolen var forresten i en kummerlig forfatning. Presten måtte også ta sig av sin gamle svigermor Helvig Berthelsdatter Blomme. I anledning av «Parykk-skatten» i 1711 skrev han bl. a.: «Min værmor er en gammel, svak og uformuende presteenke. Efter kallets ringhet kan hun ei have livs ophold av det som henne aller nådigst er tillagt, medmindre jeg efter ringe vilkår må legge til.» Svigermoren døde i 1719 og blev gravlagt ved Sola. Sognepresten selv var også plaget av langvarige sykdommer, og i juni 1721 døde han 55 år gammel. Hans enke Anna Blomme Saxe overlevde ham i 20 år; hun døde 1741 i en alder av 67 år og blev gravlagt ved Sola kirke. Der hviler antagelig også hennes mann, men nå er alle gravene jevnet med jorden.

Jens giftet seg med Anne Olufsdatter Blomme 26 Jul 1692, Tjora kirke, Håland, Rogaland, Norway. Anne ble født 1674; ble begravet 1741, Sola kirke, Sola, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Jens Pederssøn. Han blev prest, og blandt hans efterkommere var det prester — sønn efter far — i tilsammen 6 slektledd, helt til 1927. Jens Pederssøn blev født i Stavanger i 1666 som sønn av tolderen Peder Saxe og Maren Godtzen. Da han var 21 år gammel blev han immatrikulert ved universitetet i København, og da han hadde tatt sin teologiske embedseksamen blev han, 25 år gammel, personellkapellan hos sogneprest Oluf Bentsøn Blomme i Håland på Jæren, en mils vei sønnenfor Stavanger. Dette var i 1691. Sognepresten og hans hustru Helvig Berthelsdatter, født Bonde, hadde en datter på 17 år som het Anna Blomme, og det varte ikke mange måneder før hun og kapellanen var trolovet. Året efter — den 26. juli 1692 —blev de gift i Tjora kirke. (Denne søndagen var det forresten dobbeltbryllup i kirken, idet kapellanens bror Frederik Saxe samtidig blev gift med Elisabeth Berthelsdatter Bonde, en tante av kapellanens brud.) Prestene i Håland bodde i de tider dels på gården Håland og dels på gården Jåsund (som i 1654 var blitt enkesete for prestenes enker). Jens Saxe blev trolovet på Jåsund, men bodde visstnok selv all sin tid på Håland prestegård. Det var kort tid i forveien blitt pålagt sognepresten å holde denne gården forsvarlig ved like «så at prestene derpå fornøieligen kan residere». Denne gamle prestegården står der fremdeles den dag idag i sin oprinnelige skikkelse — med undtagelse av at det er påbygd en ny fløi. Den eies nå av Sola kommune og brukes som gamlehjem for folk som ikke kan forsørge sig selv. Det var tre kirker i Håland prestegjeld: Sola, Håland og Tjora. — Sola er den eldste. Den står på Erling Skjalgssøns gamle gård og er en liten steinkirke bygd antagelig i det 12. århundre. Strøket er i det hele tatt rikt på historiske minner; man har gjort en hel del funn fra steinalderen, og Hafsfjord ligger like i nærheten. I kirken var bi. a. en altertavle, en døpefont av kleberstein og et maleri av dr. Jacob Hanssøn Agricola (Bonde); han var sogneprest i Håland 1599-1628 og var oldefar til Anna Blomme Saxe; disse tre tingene fins nå i den nye Sola kirke. Gammel-kirken blev brukt til 1842; kort tid efter blev taket og inventaret fjernet, og nå ligger det ærverdige gudshus som ruin — og som et kjent sjømerke. — Håland kirke var en trekirke som nå er helt forsvunnet; den lå på det høidedraget hvor Håland arbeidsgård ligger idag. — Tjora kirke var også av tre; den er vekk, men kirkegården ses fremdeles. Her stod det tidligere tre eldgamle steinkors; sagnet forteller at de før stod på Orshaug lenger nord, men en natt var de plutselig flyttet til kirkegården på Tjora. Det ene står der ennå, og ett er i Bergens Museum. — Noen slags varmeapparater fantes naturligvis ikke i kirkene på den tid — slikt kom ikke i bruk før 200 år senere — så prestene i slekten har sikkert frosset mangen gang sammen med sine menigheter. Det blev i de dager stilt store krav til prestenes gjestfrihet, idet det var almindelig at reisende folk tok inn hos dem og fikk herberge og mat. De syke i bygden kom også ofte til «han far» for å bli kurert. Og efter at lensstyret var ophevet i 1660, var det embedsgårdene som blev de små kultursentrer utover landet. Prestene hadde en ganske sterk standsfølelse i de tider; det hendte ofte at sønn fulgte efter far i embedet, og prestefamiliene var ofte knyttet sammen ved giftermål og utgjorde tilsammen noe av en makt i samfundet. — Prestene hadde fri prestegård og var fri for de fleste skatter, men inntektene var som regel ikke store. Den faste lønn var ussel, men utenom denne fikk jo prestene tiende og offer for barnedåp, vielse, begravelse og andre kirkelige handlinger; disse avgiftene blev oftest levert i form av korn og fisk og kjøtt o.l. og presten måtte da omsette dette på beste måte. Hvad prestenes lære angår, så var stridighetene efter reformasjonen stilnet av og man var nådd frem til ortodoksien, en gold og streng rettroenhet. Det var en «lærd» tid med lange — og sikkert kjedelige — prekener som kunde vare i flere timer. Blandt de religiøse bøker som fantes hadde man f. eks. «Den søde och velsmagende Catechisme Bryst-Melck» og andaktsboken «En from Christens Nathue». Salmene var danske. På denne tiden begynte forresten prestekonen Dorothea Engelbretsdatter i Bergen å dikte sine norske salmer. Og fra Nordland kom Peter Dass's friske og kraftige røst. I 1697 døde sogneprest Oluf Blomme, og Jens Saxe reiste da ned til København for å søke embedet. Hans søknad blev antagelig levert til kong Christian V personlig, og den lyder slik i utdrag: «Stormektigste, aller nådigste arvekonge og herre! Udi dypeste underdanighet nedfalder jeg, Eders Majestets ringe undersått, for Eders høie kongelige nåde — — — Ti haver jeg været forårsaket å påta mig denne lange og besværlige reise og nu innflyr til Eders Majestets høie nåde at jeg fattige mann med denne ringe leilighet (presteembedet), som består av 50 riksdalers innkomme, måtte benådes. Jeg derimot stedse vil anholde hos Gud i mine bønner at han vil utgyde sin rike velsignelse over det ganske kongelige arvehus. Eders kongelige Majestets underdanigste og ydmygste forbeder, undersått og tjener.» — Han fikk embedet, og 12. søndag efter Trinitatis blev kongebrevet om hans utnevnelse lest op i Håland kirke; dette kallsbrevet fins ennå i familien — sammen med kallsbrevene for de øvrige prester ned igjennem slekten. — Og i 1699 var Jens Saxe en tur i Kristiansand for å avlegge troskapsed til den nye kongen Frederik IV. Likesom i andre embedsmanns-slekter hadde de også i Saxe-slekten et «våben» som bl. a. bruktes som signet; det forestilte et skjold med dødninghode, og over dette en hjelm med et kors og en slange på. Fra gammel tid hadde rektoren ved latinskolen i Stavanger —«den latinske skolemester» — en viss inntekt av Madla kall mot å preke der noen ganger om året. I 1707 avtalte han med Jens Saxe i Håland at denne skulde utføre de prestelige forretninger i Madla mot en årlig godtgjørelse av 6 riksdaler, og bispen i Kristiansand godkjente dette. Men to år senere heter det at «ærverdig og vellærde mann hr. Jens Saxe haver frasagt sig denne tjeneste formedelst reisenes besværlighet». I 1716 erklærte han sig forresten på anmodning villig til å påta sig tjenesten på nytt. Jens Saxe hadde mange barn, minst 13. Det er vanskelig å få rede på dem, ikke bare fordi kirkeboken er ført med gnidret skrift og dårlig blekk, men særlig fordi hr. Jens — i likhet med mange andre prester på den tiden — undlot å føre inn sine egne barns dåp i kirkeboken! — Det fremgår av et bispebrev fra 1716 at to av barna det året gikk på latinskolen i Stavanger hvor Jens Saxes svigersønn Hans Lindal da var rektor. Skolen var forresten i en kummerlig forfatning. Presten måtte også ta sig av sin gamle svigermor Helvig Berthelsdatter Blomme. I anledning av «Parykk-skatten» i 1711 skrev han bl. a.: «Min værmor er en gammel, svak og uformuende presteenke. Efter kallets ringhet kan hun ei have livs ophold av det som henne aller nådigst er tillagt, medmindre jeg efter ringe vilkår må legge til.» Svigermoren døde i 1719 og blev gravlagt ved Sola. Sognepresten selv var også plaget av langvarige sykdommer, og i juni 1721 døde han 55 år gammel. Hans enke Anna Blomme Saxe overlevde ham i 20 år; hun døde 1741 i en alder av 67 år og blev gravlagt ved Sola kirke. Der hviler antagelig også hennes mann, men nå er alle gravene jevnet med jorden.

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Peder Pederssøn Saxe var født 25. januar 1635. Han må ha kommet til Stavanger som ung gutt, for allerede 20 år gammel blev han gift med Maren Søfrensdatter Godtzen. [Anmerkning: I Ludvig Saxe sin bok fra 1940 blir det postulert at Peder Saxe kom fra Århus. Dette har vist seg å være feil. Han er sønn av Peder Saxesen (f. 1597 i Randers) og sønnesønn av Saxe Andersen fra Kolding, født en gang etter 1622. For videre lesning: Personalhistorisk Tidsskrift 2010:1, s. 43-73. En Saxeslægt i Danmark og Norge (av Kirstin Nørgaard-Pedersen)] Stavanger på 1600-Tallet La oss kaste et lite blikk på Stavanger slik som byen må ha sett ut midt i 1600-tallet. Domkirken, kongsgården og rådhuset lå tett sammen og dannet midtpunktet i byens liv. Til rådhus brukte man en liten kirkebygning fra middelalderen, og i denne var det bl. a. innrettet to arrestrum. Bebyggelsen strakte sig over odden som stikker nordover mellem Vågen og Østervåg, og på det høieste punktet blev nettop i denne tiden Valbergtårnet reist — et vakttårn av tømmer og med stormklokke til å varsle brand. Utenfor nordspissen av odden lå Koholmen (som senere er blitt landfast ved utfylling) og der var det anlagt en skanse med noen kanoner. Torvet var bare en liten åpen plass ved bunnen av Vågen, og på denne plassen fantes en brønn med tak over. Nede ved Vågen lå også tollboden, og ellers var det sjøhus og brygger her og der; på flere steder gikk det almenninger ned til de offentlige bryggene. Gatene var det ikke rart bevendt med, de var for det meste noen krokete smug, så smale at det mange steder ikke var mulig å kjøre med vogn, og de var fulle av dyp søle efter regnvær. I byvedtektene var det forbudt å «utslå nogen urenhet på gater og streder eller henlegge mødding på offentlige steder». Hvad husene angår, så var disse som regel små bordklædte tømmerhus med torvtak, og de lå enten tett i tett eller de var adskilt ved haver og fjøs — for det var jo mange av borgerne som holdt kuer og griser. Det er klart at brandfaren var stor, og sluknings-apparater kjentes ikke, og derfor blev da også byen hjemsøkt av den ene fryktelige ildebrand efter den annen. I 1633 gikk halve byen op i flammer, og halvhundre år senere, i 1684, raste en brand som la størsteparten av husene i aske. Assuranse var jo ukjent, og de brandlidte mistet derfor ofte alt det de eide. For å holde utkik efter brand var det alltid en vaktmann til stede i Valbergtårnet. Og hver natt gikk «4 myndige karle» som vektere i gatene; de skulde bl. a. rope ut hvad klokken var slagen. Og «natteravner og fulle kompaner som roper og skriker som uskikkelige bester» skulde de «antaste» og putte i hullet. Det som folk i Stavanger levde av i de dager var handel og håndverk, sjøfart og fiskeri. Det var en sterk opgangstid for Norge; handel og omsetning steg, og prisene steg også på grunn av den stadig økende tilgang av sølv fra Amerika. Det foregikk en økonomisk nydannelse i samfundet, og dette viste sig tydeligst ved at borgerstanden vokste frem i makt og innflytelse. En stor del av de borgere som slo sig ned i de norske byene på denne tiden var for øvrig ikke norske av fødsel. De kom fra andre land, særlig fra Danmark, men de blev hurtig nasjonalisert og følte sig hjemme i Norge. Disse folk førte som regel med sig både initiativ og kapital. Den første mann i Stavanger i midten av 1600-tallet var Søfren Pederssøn Godtzen, født i Jylland i 1599. Som ung mann kom han til Stavanger, hvor han blev fullmektig hos lensherren, og senere tolder og borgermester. Han drev handel og eide skiber, og en hel del eiendommer hadde han både i og utenfor byen, så han var stedets rikeste mann. Dessuten hadde han en rikdom av barn — hele 18 stykker. Søfren Godtzen var gift med Elisabeth Trane, datter av den rike handelsmann Christen Trane, som på morssiden nedstammet fra lagmann Nils Jonssøn i Stavanger, og fra Ivar Dal som levde i Sogn på 1400-tallet. Ekteskap og utnevnelse til tolder Inn i disse forholdene var det Peder Pederssøn Saxe kom, da han landet i Stavanger som ung gutt. Og han var heldig — bare 20 år gammel gikk han til alteret i domkirken med. Søfren Godtzens nest eldste datter, Maren. De to var jevnaldrende, idet hun var født den 9. november 1634. Og Maren blev Saxe-slektens stammor i Norge. Peder Saxe kunde antagelig takke sin svigerfar for at han allerede 25 år gammel blev tolder i Stavanger. I februar 1660 fikk han sin utnevnelse av Frederik III med samme lønn som sine forgjengere. Men lønnen var kanskje snau — det gikk iallfall ikke mer enn 5 måneder før han fikk pålegg. Det kom nemlig kongebrev om at han «herefter til sin lønns forbedring må årligen nyde og bekomme 100 riksdaler tillike med den hannem tilforn forunte lønn». I det samme år, 1660, gjennemførte Frederik III sitt statskupp og gjorde kongemakten arvelig og eneveldig. Dette kom ikke egentlig som noen overraskelse, for ut igjennom hele 1600-tallet hadde staten eller kongen lagt flere og flere områder av samfundslivet under sig. Dette var ikke utslag av noe kongelig despoti, men av en almindelig europeisk bevegelse som gikk ut på å styrke statens makt. Kongen grep efter hvert inn alle vegne med utallige påbud og forbud, det gikk ut forordninger og kongebrev om smått og stort, og kongen utnevnte selv alle offentlige tjenestemenn, både høie og lave. Lensstyret var ferdig i Norge, embedsstyret begynte, og dermed fikk også statens embedsmenn og funksjonærer større innflytelse og betydning enn før. Kongelig Majestets tolder i Stavanger blev neppe overanstrengt av sitt arbeid; det var ikke stor trafikk på havnen i de dager. Inntil 1650 bestod den norske handelsflåten vesentlig av småskuter som gikk i kystfart; utenrikshandelen blev for størstedelen besørget av hollenderne. Men midt i århundret blev konjunkturene slik at de norske handelsmenn og skippere tjente store penger, og de begynte da selv å bygge skib som tok konkurransen op. Norge blev igjen et sjøfarende land. Det som utførtes var særlig trelast, fiskevarer og skinn, og det innførtes korn, salt, tobakk og brennevin m. m. Man hadde toll både på utførsel og innførsel, og tollen var statens største og sikreste inntekt. Under Stavanger tollsted hørte også ladestedet Nedstrand i Ryfylke hvor det særlig blev utført trelast. Handelsflåten i Stavanger bestod i 1664 av tre skib i utenriksk fart og 28 jekter og bysser. Noen år senere fikk man et defensjonsskib med kanoner; det var en Spania-farer som bar navnet «Stadt Stavanger». Atten av byens fornemste borgere stod som redere, og blandt disse nevnes tolderen Peder Saxe. Men skibet forliste under en storm utenfor Portugal, og tapet var stort. Rikdom og borgerlig tillitshverv Handel og kjøpmannsskap var egentlig forbeholdt handelsmennene i byene og var forbudt for statens embedsmenn og funksjonærer, men dette forbudet blev aldri overholdt. Våren 1662 blev Peder Saxe innstevnet for rådstueretten «anlangende adskillig kjøpmannsskap» som han hadde drevet. Men det hjalp neppe stort. — Peder Saxe blev efter hvert en formuende mann, han eide mange hus i byen og hadde adskillige eiendommer på landet. Gårdene Øvre Risdal og Eltervåg blev senere skjenket til domkirken (av hans enke). — I anledning av den skånske krig blev det i 1676 pålagt en krigsskatt, og skattyderne over hele landet blev inndelt i 8 klasser; de som stod i klasse 3 måtte betale ½ riksdaler daglig i ett år — og her stod Peder Saxe udi Stavanger. En slik ekstraskatt på 182 daler på ett år var jo ganske kraftig og kunde bare betales av en velholden mann. Året efter betalte han bl. a. i familieskatt 16 riksdaler for 8 personer; skatter var det i det hele tatt svært mange av, både vanlige skatter og ekstraskatter som blev pålagt særlig i anledning av alle de krigene som førtes i dette århundre. Peder Saxe fikk også borgerlig tillitshverv, idet han i 1671 på byens vegne reiste til København sammen med to andre borgere for å få byens privilegier fornyet. En slik fornyelse var nødvendig ved hvert tronskifte. De nye privilegier blev underskrevet av Christian V på København slott den 21. november 1671 og kontrasignert av Griffenfeldt; dokumentet fins ennå i Stavanger. De tre menn kom tilbake i 1672 og hadde med sig et brev fra kongen til borgermester og råd i Stavanger med anbefaling av at de fikk godtgjørelse for reiseutgifter, fortæring og tidsspille. Beløpet satte de til 574 riksdaler. De fikk løfte om 430 daler som skulde utbetales av bykassen i løpet av to år. Men snart efter reiste borgermesteren til København og klaget over at dette var for meget, og kongen gav beskjed til stattholder Gyldenløve i Norge om at beløpet skulde nedsettes. Stattholderen befalte så at det skulde utbetales 200 daler. Men de tre menn fikk fremdeles ingenting, og i 1674 stevnet de borgermesteren og forlangte pengene utbetalt. I bytinget blev borgermesteren tilpliktet å ligne ut beløpet på byens borgere og betale de tre tålmodige menn innen en måned — hvis ikke skulde borgermesteren selv være ansvarlig for beløpet. Bybrannen i 1684 og dens følger I 1680-årene blev Stavanger rammet av det ene hårde slag efter det annet. Først bestemte kongen at det nyanlagte Kristiansand skulde være stiftsstad i stedet for Stavanger og at amtmann, biskop og katedralskole skulde flyttes dit. Og så kom den forferdelige branden høsten 1684, da 149 hus gikk op i flammer. Antagelig har også Peder Saxe ved den anledning mistet en del av sin formue. I disse årene gikk tallet på skattydere i byen ned fra henved 400 til litt over 200. Borgerne må ha følt at byens eksistens var truet, for i april 1685 holdt de møte på rådstuen med borgermester og Kgl. Majestets tolder Peder Saxe i spissen og vedtok at hvis kongen nådigst vilde la byens privilegier forbli som før, skulde «til dessen innløsning og bekostning» borgerne pålegges 500 riksdaler som straks skulde innkreves. [Anm: 4. november 1684 klokka 23:30 var tjenestegutten til soknepresten Jens Sørensen Godtzen uforsiktig med ild. Det oppsto en brann som raste til klokka 7 neste morgen. Han bodde på det som nå er adressen Skagen 10. Det brant omlag 150 hus inkludert sjøboder og pakkhus. En direkte følge av brannen var at biskopen og domkapitlet forlot byen, og etablerte seg i Kristiansand] Noen måneder efter kom kong Christian V selv på besøk til Stavanger. Han kom reisende nordfra med over hundre fornemme menn i sitt følge, og en sommerkveld i 1685 steg han i land på Torvbryggen, hvor det var reist en æresport og hvor borgervebningen stod opstilt. At Hans Majestets tolder Peder Saxe også var til stede, kan vi sikkert gå ut fra. Kongen begav sig til Kongsgård hvor han spiste til aftens, og neste morgen efter frokost fortsatte han sydover. Kongen og hans følge hadde nok god matlyst, for til disse to måltidene gikk det med 100 kyllinger, 12 lam, 10 griser, 4 kalver, 1 rensdyr, 600 egg osv. Det var et uheldig tidspunkt for Stavanger å få kongebesøk —like efter branden; det heter da også i en beretning at byen var «udi hel slett tilstand og ikke synderlig gjenopbygget». Synet av brandtomtene må ha fått kongen til å bestemme sig for å gjøre det helt av med den gamle by til fordel for Kristiansand; ikke lenge efter kom det nemlig befaling om at gjenopbyggingen skulde stanses. Og året efter kom det beskjed om at Stavangers kjøpstadsprivilegier «aller nådigst blev ganske ophevede» og at byen ikkun skulde være et ladested. Det varte forresten ikke så svært lenge før man fikk kjøpstadsrettighetene igjen, takket være byens egen livskraft. Peder dør I det samme år, 1686, døde Peder Saxe den 15. januar, 51 år gammel, og som den fremtredende og velhavende borger han var, blev han sikkert bisatt i domkirken. Det var almindelig i de dager at embedsmennene hadde optil et års lønn til gode, og Peder Saxes enke, Maren Saxe, født Godtzen, fikk straks efter dødsfallet utbetalt hans resterende lønn 260 riksdaler og dessuten for tollbodleie 20 daler og for skrivematerialer 8 daler. Om Maren Søfrensdatter Godtzen Maren Saxe var, som før nevnt, datter av borgermester Søfren Godtzen og hustru Elisabeth Trane. Godtzen hadde i domkirken en egen lukket kirkestol og et eget gravsted. Over dette hang en stor minnetavle av ekteparet og deres 18 barn; den nest eldste datteren forestiller da Maren Saxe. Minnetavlen, som er utført av den fremragende billedskjærer og kunstmaler Anders Smith fra Skottland, henger fremdeles i kirken, og den er et utmerket eksempel på den rike kirkekunst som blomstret op i Stavanger på 1600-tallet. Om Maren Saxe selv vet vi ellers ikke annet enn at hun en gang optrådte som vidne i en trolldomssak. Djevletroen var jo sterk både blandt leg og lerd på den tiden; det var ingen som tvilte på at det fantes trollmenn og hekser som hadde solgt sig til djevelen og på den måten hadde fått overnaturlige evner. Heksebålene begynte å flamme i Europa omkring år 1500, og i 200 år blev utallige mennesker anklaget for trolldom og dømt til å miste livet. Reformasjonen gjorde ingen forandring i dette, og både Frederik II og Christian IV utstedte strenge forordninger mot heksene. I løpet av 1600-tallet var det minst 10 kvinner som mistet livet for hekseri i Stavanger, muligens var det adskillig flere. I 1662 var Trog-Astri anklaget, og blant vidnene var Maren Saxe som kunde fortelle at Trog-Astri hadde øvd trolldom i Stavanger skole og derved forført mange av skolens elever «i deres umyndighet». Maren Saxe levde noen få år lenger enn sin mann; hun døde den 18. juni 1690 og blev gravlagt i domkirken. Og kort tid efter blev det i hennes hus holdt skifte over «den dydrike, nu salige matrone»s efterlatenskaper. Disse var forskjellige hus og tomter i byen, jordgods, skibspart i en Spaniafarer og en mengde ting av sølv, tinn, messing og kobber osv. til en samlet verdi av 5400 riksdaler. Efter at kreditorene var blitt betalt og barna hadde tatt sin farsarv, blev det tilbake 3 600 riksdaler, og av disse fikk hver av sønnene 800 daler og datteren halvparten så meget, 400 daler. I 1869 blev Stavanger domkirke restaurert, og en hel del kister som stod under kirkegulvet blev da bragt ut og begravd på kirkegården. På mange av dem var det festet metallplater med inskripsjon; disse platene er nå i Riksarkivet, men Saxe-navnet fins ikke på noen av dem. Tolderen hadde fem barn: sønnene Søfren, Peder, Jens og Frederik og en datter Johanne Marie.
• Tidsskrift: Peder Pedersen Saxe, født i Kolding efter 1622, død i Stavanger 1686. Gift før 1655 med Maren Sørensdatter Godsen, født 9. November 1634 i Stavanger, død sst. 18. juni 1690. Fem børn: 1) Søren Pedersen Saxe, født 1655. 2) Peder Pedersen Saxe. 3) Jens Pedersen Saxe, født 1666. 4) Frederik Pedersen Saxe, født 1669. 5) Johanna Maria Pedersdatter Saxe, født 1675. Peder Pedersen Saxe, kongelig majestæts tolder i Stavanger, blev grundlægger af den talrige Saxeslægt i Norge. Fordi Ludvig Saxe i sin slægtsundersøgelse ikke kunne finde nogen forbindelse til Danmark, har han i sin bog foreslået, at Peder Pedersen Saxe kunne være søn af Peder Pedersen Saxe i Århus, men de oplysninger, der nu er fundet i Kolding bys tingbog, har vist, at det ikke kan være tilfældet. 10. juli 1661 fik broderen Jens Pedersen Saxe, borger og indvåner i Kolding nemlig udstedt tingsvidne på, at Bertel Mikkelsen, borger og overformynder her sst. «på Peder Pedersen Saxe, kongelig majestæts tolder i Stavanger i Norge, hans vegne gav Jens Saxe, hans kære hustru Karen Mikkelsdatter og deres arvinger afkald for al den arv, Peder Pedersen Saxe efter hans salig far Peder Saxesen, fordum borger her sst., og mor salig Maren Jensdatter arveligt kunne tilfalde, og kendtes Bertel Mikkelsen på bemeldte Peder Pedersen Saxes vegne for ham og hans arvinger intet videre efter denne dag, hans fornævnte bror Jens Saxe hans hustru og deres arvinger for forskrevne arveparter har at fordre.» Peder Pedersen Saxe var blevet udnævnt til tolder den 1. februar 1660 med samme løn som sin forgænger og svigerfar Søren Pedersen Godsen (1599-1663), der var gift med Elisabeth Christensdatter Trane (1613-1684).
• Borgerskap: 22 Feb 1660, Stavanger, Rogaland, Norway; Peder Pedersen Saxe, f. 25. jan. 1635, tolder i Stavanger 22. februar 1660; kongelig benådning 13. sept. 1671 «at maatte drive handel og brug lige med andre borgere»; død 15. jan. 1686. gift med Maren Søfrensdatter Godtzeb, født 9. nov. 1634, død 18. jun. 1690.

Peder + Maren Søfrensdatter Godtzen. Maren (datter av Søfren Pedersen Godtzen og Elisabeth Christensdatter Trane) ble født 9 Nov 1634 , Hana, Høyland, Rogaland, Norway; døde 18 Jun 1690, Stavanger, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Maren Saxe var, som før nevnt, datter av borgermester Søfren Godtzen og hustru Elisabeth Trane. Godtzen hadde i domkirken en egen lukket kirkestol og et eget gravsted. Over dette hang en stor minnetavle av ekteparet og deres 18 barn; den nest eldste datteren forestiller da Maren Saxe. Minnetavlen, som er utført av den fremragende billedskjærer og kunstmaler Anders Smith fra Skottland, henger fremdeles i kirken, og den er et utmerket eksempel på den rike kirkekunst som blomstret op i Stavanger på 1600-tallet. Om Maren Saxe selv vet vi ellers ikke annet enn at hun en gang optrådte som vidne i en trolldomssak. Djevletroen var jo sterk både blandt leg og lerd på den tiden; det var ingen som tvilte på at det fantes trollmenn og hekser som hadde solgt sig til djevelen og på den måten hadde fått overnaturlige evner. Heksebålene begynte å flamme i Europa omkring år 1500, og i 200 år blev utallige mennesker anklaget for trolldom og dømt til å miste livet. Reformasjonen gjorde ingen forandring i dette, og både Frederik II og Christian IV utstedte strenge forordninger mot heksene. I løpet av 1600-tallet var det minst 10 kvinner som mistet livet for hekseri i Stavanger, muligens var det adskillig flere. I 1662 var Trog-Astri anklaget, og blant vidnene var Maren Saxe som kunde fortelle at Trog-Astri hadde øvd trolldom i Stavanger skole og derved forført mange av skolens elever «i deres umyndighet». Maren Saxe levde noen få år lenger enn sin mann; hun døde den 18. juni 1690 og blev gravlagt i domkirken. Og kort tid efter blev det i hennes hus holdt skifte over «den dydrike, nu salige matrone»s efterlatenskaper. Disse var forskjellige hus og tomter i byen, jordgods, skibspart i en Spaniafarer og en mengde ting av sølv, tinn, messing og kobber osv. til en samlet verdi av 5400 riksdaler. Efter at kreditorene var blitt betalt og barna hadde tatt sin farsarv, blev det tilbake 3 600 riksdaler, og av disse fikk hver av sønnene 800 daler og datteren halvparten så meget, 400 daler. I 1869 blev Stavanger domkirke restaurert, og en hel del kister som stod under kirkegulvet blev da bragt ut og begravd på kirkegården. På mange av dem var det festet metallplater med inskripsjon; disse platene er nå i Riksarkivet, men Saxe-navnet fins ikke på noen av dem. Peder og Maren hadde fem barn: sønnene Søfren, Peder, Jens og Frederik og en datter Johanne Marie.

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Peder Saxesen, født omtrent 1597 i Randers, død i Kolding, begravet 2. juni 1640. Gift med Maren Jensdatter, død i Kolding før 22. maj 1660. Børn: 1) Peder Pedersen Saxe. 2) Jens Pedersen Saxe. Peder Saxesen var i 1621 borger i Randers, så han har formodentlig da været mindst 25 år gammel, for han ser ud til det år at have fået fuld råderet til sin arv. Således gav han og Hans Lauritsen på egne og medarvingers vegne afkald til «Jacob Pedersen, bartskærer i Randers, for det 30 dalers indlæg, de har, og som er indlagt for i salig Niels Bangs i den liden gård, som Jacob Pedersen har købt af Anne Lauritsdatter og Rasmus Mikkelsen her sst.» Og den 26. februar samme år fik Peder Ankesen skøde på «den gård og ejendom, som kaldes Rasmus Lemmers», som tidligere havde tilhørt salig Laurits Jacobsen Skriver. 16. juli samme år stod Hans Gremersen på tinget, hvor han «lod læse og påskrive et købebrev og en fuldmagt på en eng liggende vesten uden for Randers hospital ved volden, som Peder Saxesen, borger her sst., solgte og afhændede til borgmester Niels Jacobsen, hvilken eng han efter sin salig mor Gertrud Pedersdatter arveligt tilfaldet er,» som han nu på Peder Saxesens vegne skødede til Niels Jacobsen, «hvilken eng hans salig stedfar Laurits Jacobsen Skriver før ham har haft.» Da Rasmus Torsen gik og fejede gaden om morgenen ved fire- femtiden fredagen, før engen blev solgt, havde Hans Gremersen og Peder Saxesen været i løftet stemning. Da kom de gående op ad gaden efter fire «instrumentister og gik ind i stuen til sengen, som Christen Pedersen lå i hans skjorte og hans bror Jens Pedersen hos ham, og de bad ham stå op, og han stod op og førte sig i sine bukser og trøje, hvorefter en person slog ham under øret, og Peder Saxesen bad ham, at han ville drikke med dem, hvortil han svarede, at det var tid, han drak intet, og Hans Gremersen tog en kande med vin, som de havde med dem og ville slå Christen Pedersen dermed, men blev forhindret, hvorefter han greb en pisk og slog Christen Pedersen dermed under hans øre og på hans arme, hvorefter Christen Pedersen søgte ud af døren og Hans Gremersen efter ham, og Christen Pedersen råbte på Peder Skov, at han skulle redde ham, de tog livet af ham, som Sidsel Lasdatter, Peder Skovs hustru, bevidnede.» Derefter var Christen Pedersen Splids sår blevet synet for et sår ved munden og en blå skulder, som han beskyldte Hans Gremersen for, og han var «riblet på hans kindben, som han beskyldte Peder Saxesen for at have gjort», mens Hans Jensen Holm fik skyld for slaget under øret. Derefter blev der opkrævet sandemænd til at dømme de tre mænd «for stor overvold og skade, de Christen Pedersen Splid her sst. i sit eget hus», og sandemændene svor Hans Jensen Holm, Peder Saxesen og Hans Gremersen, «hver af dem et fuldt vold over på Randers bys vegne.» Peder Saxesen var på samme tid flere gange på tinget, dels fordi han havde et mindre beløb til gode, og dels fordi han selv skyldte en del penge bort. Gælden og den voldsdom, som han var blevet idømt, kan måske være årsagen til, at hans gård blev solgt. Det kan nemlig se ud til, at den var blevet pantsat, for Tomas Poulsen og flere andre vidnede den 3. december 1621 for retten, at de for nogen tid siden så og hørte, at Tomas Poulsen leverede Niels Hjermind en fuldmagt, så han kunne drage til Hans Jensen i Holm og der på «hans vegne købe af ham Peder Saxesens gård og ejendom.» Ugen efter blev Peder Saxesen stævnet for sin voldsbøde. 1623 skrev kæmneren i Kolding i sit regnskab: «Annammet af Peder Saxesen, født i Randers by, 4 slette daler til borgerskab.» Men han var allerede kommet til byen senest den 5. juni 1622, det år han og Tomas Gregersen skrev kontrakt om de arvemidler, som Peder Saxesen lod blive stående på rente i Tomas Gregersens ejendom, der under kejserkrigen var blevet så skadet, at Tomas Gregersen mente, at han af den grund ikke var pligtig at betale så meget, som kontrakten lød på, og derfor havde anket byfogedens dom til Viborg landsting, hvor han dog ikke fik medhold: «Så og efterdi fornævnte skiftebrev udførligen indeholder det fornævnte Peder Saxesens arvepart udi ejendom og løsøre, til sammen rente for 87 dir. 1 mk. 7 sk., er blevet udi gården bestående ham til fremtarv, og fornævnte Tomas Gregersen siden har oprettet kontrakt med fornævnte Peder Saxesen det samme penge, hos ham skulle blive på årlig rente, indtil de blev opsagt, og ikke bevises samme hovedstol eller rente at være fornævnte Peder Saxesen erlagt, så byfogden, fordi har tilfundet Tomas Gregersen fornævnte hovedstol og efterstående rente at betale, heller der for har indvisning udi bemeldte gård og ejendom, da vide vi efter sådan lejlighed enten dom at sige eller magtesløs at dømme.» «Anno 1640 den 14. november blev skiftet holdt efter salig afgangne Peder Saxesen, fordum borger her i Kolding, imellem hans efterladte hustru, ærlig og gudfrygtig kvinde Maren Jensdatter, med hendes tilbetroede værge ærlig og forstandig mand Mogens Eriksen, borger og rådmand sst. på hendes vegne på den ene side og hendes tyende børn, nemlig Jens Pedersen, og Peder Pedersen med deres værge, velagte Hans Madsen Brun på den anden side. Desligeste Peder Jørgensen på Hans Jensens børns vegne, nemlig Jacob Hansen og Jens Hansen, eftersom bemeldte salig Peder Saxesen noget af deres oldarv, som de efter deres salig mormor, Anne Gregers Outtsen, er tilfaldet, har haft under hænder og værgemål. Overværende ærlig og velforstandige mand Poul Bertelsen Rådmand, Niels Iversen, byfoged, overformynderen og flere øvrighedspersoner.§ Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter. 1654 fik Maren Jensdatter, Peder Saxesens enke, skøde på en «toft sønden for Kolding, som salig Hans Jensen tilhørte.» Sælgerne var Hans Jensens to døtre og deres mænd. «Anno 1660 den 22. maj blev registrering og vurdering holdt efter ærlig og gudfrygtig kvinde nu salig Maren Jensdatter, salig Peder Saxes, imellem hendel efterladte sønner, nemlig velagte Jens Pedersen Saxe på sine egne vegne på den ene side, og på hans bror Peder Pedersen Saxe hans vegne på den anden side.» Trods den netop overståede krig og besættelse af fremmede krigsfolk efterlod Maren Jensdatter sig en del værdier. Hun ejede to guldringe, «den ene med en liden diamant udi til i alt 9 sldl. og en stor sølvkande, som blev vurderet efter vægt til 75 sldl., men den vejede også 100 lod.» Hovedgården salig Maren Peder Saxes iboede og tilhørte, er udi rådmandens og 24 uvildige dannemænd og borgere vurderet med jernkakkelovn og alt nagelfast for 700 sldl. En toft liggende udi Brændgårdsmarken 200 sldl. En eng udi Teglgårds kær agtet for 20 sldl. «Boets formue androg 1117 sldl. 8 sk. At således registreret, vurderet og passeret er, som forskrevet står, bekræfter vi ovenmeldte, som dette har været overværende med vore signeter her undertrykt og med fornævnte Jens Pedersen Saxe hans signet først her neden for trykt, med egen hånd underskrevet. Datum ut supra.»
• Skifteopptegnelser: 14 Nov 1640, Kolding, Denmark; Peder Saxesen i Kolding. 14.11.1640, no.2, opslag 16. Enke: Maren Jensdatter. lavværge: Mogens Eriksen, rådmand. Barn: 1) Jens Pedersen 2) Peder Pedersen. Formynder: Hans Madsen Bruun. Originalkilde: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17176743#194106,32524197 Transkribert (bare detaljer): https://www.brejl.dk/kolding.html#kolding1639

Notater:

Gravlagt:
Fest: Visita Maria => Maria besøkelsesdag => 2. juli 1640

Peder + Maren Jensdatter. Maren (datter av Jens ? og ? Gregersdatter) døde ca. 1660, Kolding, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Peder Saxesen, født omtrent 1597 i Randers, død i Kolding, begravet 2. juni 1640. Gift med Maren Jensdatter, død i Kolding før 22. maj 1660. Børn: 1) Peder Pedersen Saxe. 2) Jens Pedersen Saxe. Peder Saxesen var i 1621 borger i Randers, så han har formodentlig da været mindst 25 år gammel, for han ser ud til det år at have fået fuld råderet til sin arv. Således gav han og Hans Lauritsen på egne og medarvingers vegne afkald til «Jacob Pedersen, bartskærer i Randers, for det 30 dalers indlæg, de har, og som er indlagt for i salig Niels Bangs i den liden gård, som Jacob Pedersen har købt af Anne Lauritsdatter og Rasmus Mikkelsen her sst.» Og den 26. februar samme år fik Peder Ankesen skøde på «den gård og ejendom, som kaldes Rasmus Lemmers», som tidligere havde tilhørt salig Laurits Jacobsen Skriver. 16. juli samme år stod Hans Gremersen på tinget, hvor han «lod læse og påskrive et købebrev og en fuldmagt på en eng liggende vesten uden for Randers hospital ved volden, som Peder Saxesen, borger her sst., solgte og afhændede til borgmester Niels Jacobsen, hvilken eng han efter sin salig mor Gertrud Pedersdatter arveligt tilfaldet er,» som han nu på Peder Saxesens vegne skødede til Niels Jacobsen, «hvilken eng hans salig stedfar Laurits Jacobsen Skriver før ham har haft.» Da Rasmus Torsen gik og fejede gaden om morgenen ved fire- femtiden fredagen, før engen blev solgt, havde Hans Gremersen og Peder Saxesen været i løftet stemning. Da kom de gående op ad gaden efter fire «instrumentister og gik ind i stuen til sengen, som Christen Pedersen lå i hans skjorte og hans bror Jens Pedersen hos ham, og de bad ham stå op, og han stod op og førte sig i sine bukser og trøje, hvorefter en person slog ham under øret, og Peder Saxesen bad ham, at han ville drikke med dem, hvortil han svarede, at det var tid, han drak intet, og Hans Gremersen tog en kande med vin, som de havde med dem og ville slå Christen Pedersen dermed, men blev forhindret, hvorefter han greb en pisk og slog Christen Pedersen dermed under hans øre og på hans arme, hvorefter Christen Pedersen søgte ud af døren og Hans Gremersen efter ham, og Christen Pedersen råbte på Peder Skov, at han skulle redde ham, de tog livet af ham, som Sidsel Lasdatter, Peder Skovs hustru, bevidnede.» Derefter var Christen Pedersen Splids sår blevet synet for et sår ved munden og en blå skulder, som han beskyldte Hans Gremersen for, og han var «riblet på hans kindben, som han beskyldte Peder Saxesen for at have gjort», mens Hans Jensen Holm fik skyld for slaget under øret. Derefter blev der opkrævet sandemænd til at dømme de tre mænd «for stor overvold og skade, de Christen Pedersen Splid her sst. i sit eget hus», og sandemændene svor Hans Jensen Holm, Peder Saxesen og Hans Gremersen, «hver af dem et fuldt vold over på Randers bys vegne.» Peder Saxesen var på samme tid flere gange på tinget, dels fordi han havde et mindre beløb til gode, og dels fordi han selv skyldte en del penge bort. Gælden og den voldsdom, som han var blevet idømt, kan måske være årsagen til, at hans gård blev solgt. Det kan nemlig se ud til, at den var blevet pantsat, for Tomas Poulsen og flere andre vidnede den 3. december 1621 for retten, at de for nogen tid siden så og hørte, at Tomas Poulsen leverede Niels Hjermind en fuldmagt, så han kunne drage til Hans Jensen i Holm og der på «hans vegne købe af ham Peder Saxesens gård og ejendom.» Ugen efter blev Peder Saxesen stævnet for sin voldsbøde. 1623 skrev kæmneren i Kolding i sit regnskab: «Annammet af Peder Saxesen, født i Randers by, 4 slette daler til borgerskab.» Men han var allerede kommet til byen senest den 5. juni 1622, det år han og Tomas Gregersen skrev kontrakt om de arvemidler, som Peder Saxesen lod blive stående på rente i Tomas Gregersens ejendom, der under kejserkrigen var blevet så skadet, at Tomas Gregersen mente, at han af den grund ikke var pligtig at betale så meget, som kontrakten lød på, og derfor havde anket byfogedens dom til Viborg landsting, hvor han dog ikke fik medhold: «Så og efterdi fornævnte skiftebrev udførligen indeholder det fornævnte Peder Saxesens arvepart udi ejendom og løsøre, til sammen rente for 87 dir. 1 mk. 7 sk., er blevet udi gården bestående ham til fremtarv, og fornævnte Tomas Gregersen siden har oprettet kontrakt med fornævnte Peder Saxesen det samme penge, hos ham skulle blive på årlig rente, indtil de blev opsagt, og ikke bevises samme hovedstol eller rente at være fornævnte Peder Saxesen erlagt, så byfogden, fordi har tilfundet Tomas Gregersen fornævnte hovedstol og efterstående rente at betale, heller der for har indvisning udi bemeldte gård og ejendom, da vide vi efter sådan lejlighed enten dom at sige eller magtesløs at dømme.» «Anno 1640 den 14. november blev skiftet holdt efter salig afgangne Peder Saxesen, fordum borger her i Kolding, imellem hans efterladte hustru, ærlig og gudfrygtig kvinde Maren Jensdatter, med hendes tilbetroede værge ærlig og forstandig mand Mogens Eriksen, borger og rådmand sst. på hendes vegne på den ene side og hendes tyende børn, nemlig Jens Pedersen, og Peder Pedersen med deres værge, velagte Hans Madsen Brun på den anden side. Desligeste Peder Jørgensen på Hans Jensens børns vegne, nemlig Jacob Hansen og Jens Hansen, eftersom bemeldte salig Peder Saxesen noget af deres oldarv, som de efter deres salig mormor, Anne Gregers Outtsen, er tilfaldet, har haft under hænder og værgemål. Overværende ærlig og velforstandige mand Poul Bertelsen Rådmand, Niels Iversen, byfoged, overformynderen og flere øvrighedspersoner.§ Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter. 1654 fik Maren Jensdatter, Peder Saxesens enke, skøde på en «toft sønden for Kolding, som salig Hans Jensen tilhørte.» Sælgerne var Hans Jensens to døtre og deres mænd. «Anno 1660 den 22. maj blev registrering og vurdering holdt efter ærlig og gudfrygtig kvinde nu salig Maren Jensdatter, salig Peder Saxes, imellem hendel efterladte sønner, nemlig velagte Jens Pedersen Saxe på sine egne vegne på den ene side, og på hans bror Peder Pedersen Saxe hans vegne på den anden side.» Trods den netop overståede krig og besættelse af fremmede krigsfolk efterlod Maren Jensdatter sig en del værdier. Hun ejede to guldringe, «den ene med en liden diamant udi til i alt 9 sldl. og en stor sølvkande, som blev vurderet efter vægt til 75 sldl., men den vejede også 100 lod.» Hovedgården salig Maren Peder Saxes iboede og tilhørte, er udi rådmandens og 24 uvildige dannemænd og borgere vurderet med jernkakkelovn og alt nagelfast for 700 sldl. En toft liggende udi Brændgårdsmarken 200 sldl. En eng udi Teglgårds kær agtet for 20 sldl. «Boets formue androg 1117 sldl. 8 sk. At således registreret, vurderet og passeret er, som forskrevet står, bekræfter vi ovenmeldte, som dette har været overværende med vore signeter her undertrykt og med fornævnte Jens Pedersen Saxe hans signet først her neden for trykt, med egen hånd underskrevet. Datum ut supra.»

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Bygdebok: Hana, Høyland, Rogaland, Norway; Søren Pederson Godsen (er og skriven Godtzen) var leiglending på 5 mk. i Hana 1631 og eigar av Hana frå 1638, noko seinare brukte han garden sjølv og budde der visst og. Han var fødd i ein by i Jylland 8. sept. 1599, kom til Stavanger som fullmektig hjå lensherren, var seinare fut i Jæren og Dalane, rådmann og borgarmeister i Stavanger. Kjøpmann og skipsreiar, hadde mykje jordegods. Død 26. jan. 1665. Gift 10. jan. 1630 med Elisabet Trane, f. 1613, d. 16. okt. 1684, dtr. til den danskfødde futen Christen Christenson Trane og Magdalena Nilsdtr. til Seme-ling, av Losna-ætta. Enkja vart buande på Hana etter at mannen var død. Eit målarstykke av borgarmeister Søren Godsen med kone og born heng i Stavanger Domkyrkje. Dei hadde 18 born, mellom dei var: a. Anne, g. m. presten Kjeld Hansson (Høyland 4). b. Karen, g. m. presten Theophilus Schanche (Høyland 3. d). c. Anna, g. m. presten Søren Tornson Schive (sjå Høyland 6). d. Hulleborg, g. m. Nils Kristensen Sandborg (11). e. Godske (12). Sjå elles Axel Kielland: Familien Kielland, side 224

Søfren giftet seg med Elisabeth Christensdatter Trane 10 Jan 1630, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. Elisabeth (datter av Christen Christensen Trane, den yngre og Anne Jensdatter Køge) ble født 1613 , Stavanger, Rogaland, Norway; døde 16 Okt 1684, Hana, Høyland, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]