Peder Pedersen Saxe

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Bygdebok: Avaldsnes, Karmøy, Rogaland, Norway; Peder Pedersen Saxe, født 1708, død 1755, son til tollar i Stavanger Peder Saxe og kona Mektele Sofie Hansdatter Smith og farbror til presten på Avaldsnes Jens Saxe. Gift 1. gang i 1743 med Asseline Kornelisdatter Megeland, født 1713, død 1753. Gift 2. gang i 1754 med Ingeborg Elisabet Pedersdatter Wendel, født 1724, død 1768, dotter til Peder Wendel og Elisabet Godtzen i Stavanger. Barn i 1. ekteskap : 1) Gerhard Gelmuyden, født ca. 1751. Vi finn Ingeborg Elisabet Wendel her på prestegarden som enke i 1758, hos brorson til mannen. Peder hadde tent sorenskrivaren i Karmsund, U.F. Leth, og drev også noko handel.
• Slektsbok: Stavanger, Rogaland, Norway; Aseline Corneliusdatter Megeland, født i Stavanger 1713, døpt 26. Juli samme År, død i Stavanger 1753 af Glæde over bendes Mands Hjemkomst fra en Reise, før han kom iland. 2 Gange gift. Ægtede 2. gang i Stavanger Domkirke 20de August 1743 Peder Saxe, født i Stavanger 1708, døpt i Domkirken 13. April samme År, var Kontrollør i Stavanger. (Søn af Kontroller i Stavanger Peder Pedersen Saxe og Hustru Mectele Sophie Hansdatter Smith, der havde 5 Børn, og Sønnesøn af Tolder Peder Pedersen Saxe og Hustru Maren Godsen, der er omtalt i foranstående Note for Familien von Ely.) Syv Børn i andet Ægteskab 1) Mechtele Sophia Saxe, fød i Stavanger 1744, døpt i Domkirken 29. Marts samme År. 2) Peder Saxe, født i Stavanger 1745, døpt i Domkirken 17. September samme År, død i spæd Alder. 3) Peder Saxe, født i Stavanger 1746, døpt i Domkirken 30. Oktober samme År. 4) Søren Saxe, født i Stavanger 1747, døpt i Domkirken 3. Desember samme År. 5) Susanne Sophia Saxe, født i Stavanger 1749, døpt i Domkirken 1. Juni samme År, død 3. September 1835. Ægtede 4. November 1768 i Stavanger Domkirke Niels Wamberg, født 12. November 1738, død 1800, var konst. Byfoged i Stavanger, blev 7. September 1770 virkelig Byfoged i Kragerø, og senere Sorenskriver i Telemarken. (S. af Skovfoged Wamberg.) De hadde 14 Børn. 6) Gerhard Geelmuyden Saxe, født i Stavanger 1750, døpt i Domkirken 11. Desember samme År. 7) Christopher Badenhaupt Saxe, født i Stavanger 1752, døpt i Domkirken 23. April samme År.
• Slektsbok: Peder blev født i Stavanger 1708 (døpt 13. april), og da han skulde utdannes, blev han sendt til latinskolen i Kristiania, hvor forresten også en fetter av ham (sønn av sognepresten i Håland) var kommet inn. Gutten blev student og immatrikulert ved universitetet i København i 1729, men noen embedseksamen tok han antagelig ikke, for vi finner ham senere i Stavanger som «skriverkarl» hos sorenskriveren. Den 20. august 1743 blev han gift med Asseline Corneliusdatter Megeland (født i Stavanger 1713). Det oplyses i domkirkens regnskaper at han betalte 2 riksdaler og 3 ort for vielse i huset og for vokslysene den dag han gikk i kirken. Asseline Megeland var da enke efter kjøpmann Ivar Westly; i sitt første ekteskap hadde hun hatt 6 barn og i sitt annet fikk hun 7, så huset blev da fullt. Hun døde i 1753 i barselseng; det heter at hun døde av glede over sin manns hjemkomst fra en reise. Skriverkarlen Peder Saxe giftet sig igjen i 1754 med Ingeborg Elisabeth Wendel. Peder Saxe eide hus med have og sjøbod i Stavanger. Men han døde allerede i 1755 (begravd 15. november) — bare 47 år gammel. Denne skriverkarlen og hans hustru hadde som sagt syv barn: 1) Den eldste var en datter Mectele Sophia som var født i Stavanger i 1744 og døde i 1814 (70 år gammel); hun blev i 1783 gift med Jens Berg. 2-3) De to følgende barn døde som små; begge het Peder og de blev født henholdsvis i 1745 og 1746. 4) Det fjerde barn het Søren, han blev født i 1747, men vi kjenner ikke noe til hans skjebne. 5) Det femte barn, Susanne Sophia blev født 1749; hun blev 19 år gammel gift i Stavanger med kst. byfogd Niels Wamberg, senere byfogd i Kragerø og sorenskriver i Telemark (1738-1800), og hun døde i Engvåg ved Farsund i 1835 i den höie alder av 86 år. 6) Det sjette barn, Gerhard Geelmuyden født i 1750, og 7) det syvende og siste barn, Christopher Badenhaupt født i 1752 vet vi ikke noe nærmere om.
• Borgerskap: 6 Feb 1744, Stavanger, Rogaland, Norway; Peder Saxe, - søn af toldkontrollør Peder Pedersen Saxe, begravet den 8. okt. 1740, og Mectele Sophia Hansdatter Smith, født i 1680, begravet den 11. mars 1751 - ; døbt 13. april 1708, var i tjeneste hos sorenskriver i Karmsund U. F. Leth og var vicesorenskriver; borger den 6. februar 1744 «borgerlig handel og negotie»; begravet dem 13. nov. 1755. Gift første gang den 20. aug. 1743 Asseline Cornelisdatter Megeland, født 21. juli 1713, begravet 20. august 1753, (gift 1. gang med Iver Giøde Westlye). Gift andre gang i Augvaldsnæs 27. aug. 1754 Ingeborg Elisabeth Wendel, datter af borger Peder Morgensen Wendel og Elisabeth Henrichdatter Godtzen, døbt 9. jan. 1724, begravet i Augvaldsnæs 6. mars 1768.

Peder giftet seg med Aseline Corneliusdatter Megeland 20 Aug 1743, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. Aseline (datter av Cornelius Halvorsen Megeland og Alhed Jacobsdatter Sadolin) ble født 21 Jul 1713 , Stavanger, Rogaland, Norway; ble døpt 26 Jul 1713 , Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway; døde 1753, Stavanger, Rogaland, Norway; ble begravet 20 Aug 1753, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

Gift:
Ingen tilgjengelige kirkebøker for vielse i Stavanger Domkirke for 1742 og 1743

1. Mechtele Sophie Pedersdatter Saxe ble døpt 29 Mar 1744 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway; ble begravet 25 Aug 1814, Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway.
2. Peder Pedersen Saxe ble døpt 17 Sep 1745 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway; ble begravet 4 Okt 1745, Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway.
3. Peder Pedersen Saxe ble døpt 30 Okt 1746 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway.
4. Søren Pedersen Saxe ble døpt 3 Des 1747 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway.
5. Susanne Sophie Saxe ble døpt 1 Jun 1749 , Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway; døde 28 Aug 1835, Engvåg Ved Farsund, Vest-Agder, Norway ; ble begravet 7 Sep 1835, Kviteseid, Telemark, Norway.
6. Gerhard Geelmuyden Saxe ble døpt 11 Des 1750 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway.
7. Christopher Badenhaupt Saxe ble døpt 23 Apr 1752 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway.

Peder giftet seg med Ingeborg Elisabeth Pedersdatter Wendel 27 Aug 1754, Avaldsnes, Rogaland, Norway. Ingeborg ble døpt 9 Jan 1724 , Domkirken, Stavanger, Rogaland, Norway; ble begravet 6 Mar 1768, Avaldsnes, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Stavanger, Rogaland, Norway; Den annen av tolderens sønner het Peder, og han var født antagelig omkring 1660. Peder blev tolder i Stavanger som sin far, og vi kan kalle ham tolder nr. 2. Han fikk barn og barnebarn, men dermed døde visstnok denne gren av slekten ut. Peder Saxe blev i 1689 visetolder i Stavanger med underliggende små tollsteder, i 1698 blev han tollbetjent og i 1710 tollkontrollør. Han blev — antagelig omkring 1700 — gift med Mectele Sophia Smith (født 1680, død 1751), datter av byfoged i Bergen Hans Henningsen Smith. Denne Peder Saxe var likesom sin far en holden mann. Da «kop- og ildstedskatten» blev utlignet i 1699 blev byens borgere inndelt i fem klasser; i den første stod amtmannen, i den annen stod lektoren ved latinskolen, og i den tredje stod «de beste og fornemste bemidlede borgere» i et antall av 13. Her fantes Peder Saxe; han fikk en skatt av 6 riksdaler og 3 ort. — I 1700 eide han bl. a. gården Udlandhaug som var tilfalt ham ved arv og som var «postgård». Stavanger hadde i begynnelsen av 1700-tallet antagelig noe over 2000 innbyggere, og bebyggelsen strakte sig nå også langs vestsiden av Vågen hvor de mer velstilte hadde sine hus i Nedre Strandgate. I 1716 blev byen herjet av en ny stor brand, og omkring 100 hus ved Østervåg blev lagt i aske. Ikke lenge efter kom det nye brandvedtekter som forbød å ha torvtak på husene, det blev forbudt å bære ild fra hus til hus undtagen «i lukkede potter», og hvis noen gikk på gaten «med antendt tobakspibe, tobak at smøge», blev han straffet med en bot på 2 riksdaler. Mens denne Peder Saxe satt i sitt embede hadde byen kongebesøk ikke mindre enn to ganger. Først i 1704 da Frederik IV gjorde sin store Norges-reise fra Kristiania rundt kysten til Trondheim. Han kom da med sitt følge — omkring 50 personer — over Jæren til Stavanger og fortsatte med båter nordover til Karmøy, hvor han hilste på den lærde historiker Tormod Torfæus. — Det annet kongebesøk fant sted i 1733; da kom Christian VI og dronning Sofie Magdalena nordfra med et veldig følge på 176 mennesker. Det var festlig mottagelse ved Torvbryggen, og blandt dem som møtte op var ganske sikkert tollkontrollør Peder Saxe. De kongelige spiste til aftens på Kongsgård hos amtmannen, og folk fikk nådigst lov til å stå og se på de kongelige spise. Av bytingsprotokollene fremgår det at Peder Saxe i 1705 hadde et mellemværende med amtmannen. Saxe hadde sittet ombord i madam Seehusens kreiert og uttalt om amtmannen at han var en skjelm. For dette blev han stevnet, men han blev frikjent, da han ikke uttrykkelig hadde nevnt amtmannens navn. Noen uker senere stevnet Peder Saxe «endel fornemme godt folk, fruentimmer og andre» for at disse skulde vidne om noe som amtmannen hadde sagt i et bryllup. Ifølge et vidne skulde han ha uttalt at han ikke vilde drikke med Peder Saxe hverken av kanne eller glass. Det kan ikke sees hvordan denne høiviktige sak endte. — Peder Saxe døde i 1740 (gravlagt i domkirken den 8. oktober), og han må da ha vært omkring 80 år gammel. Han hadde hadde fem barn. De to eldste — Hans, født 1702 og Peder, født 1704 — døde som små.

Peder + Mectele Sophia Hansdatter Smith. Mectele (datter av Hans Henningsen Smith og Susanne Sophie Petersdatter Frisch) ble født 1680; ble begravet 11 Mar 1751, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Peder Pederssøn Saxe var født 25. januar 1635. Han må ha kommet til Stavanger som ung gutt, for allerede 20 år gammel blev han gift med Maren Søfrensdatter Godtzen. [Anmerkning: I Ludvig Saxe sin bok fra 1940 blir det postulert at Peder Saxe kom fra Århus. Dette har vist seg å være feil. Han er sønn av Peder Saxesen (f. 1597 i Randers) og sønnesønn av Saxe Andersen fra Kolding, født en gang etter 1622. For videre lesning: Personalhistorisk Tidsskrift 2010:1, s. 43-73. En Saxeslægt i Danmark og Norge (av Kirstin Nørgaard-Pedersen)] Stavanger på 1600-Tallet La oss kaste et lite blikk på Stavanger slik som byen må ha sett ut midt i 1600-tallet. Domkirken, kongsgården og rådhuset lå tett sammen og dannet midtpunktet i byens liv. Til rådhus brukte man en liten kirkebygning fra middelalderen, og i denne var det bl. a. innrettet to arrestrum. Bebyggelsen strakte sig over odden som stikker nordover mellem Vågen og Østervåg, og på det høieste punktet blev nettop i denne tiden Valbergtårnet reist — et vakttårn av tømmer og med stormklokke til å varsle brand. Utenfor nordspissen av odden lå Koholmen (som senere er blitt landfast ved utfylling) og der var det anlagt en skanse med noen kanoner. Torvet var bare en liten åpen plass ved bunnen av Vågen, og på denne plassen fantes en brønn med tak over. Nede ved Vågen lå også tollboden, og ellers var det sjøhus og brygger her og der; på flere steder gikk det almenninger ned til de offentlige bryggene. Gatene var det ikke rart bevendt med, de var for det meste noen krokete smug, så smale at det mange steder ikke var mulig å kjøre med vogn, og de var fulle av dyp søle efter regnvær. I byvedtektene var det forbudt å «utslå nogen urenhet på gater og streder eller henlegge mødding på offentlige steder». Hvad husene angår, så var disse som regel små bordklædte tømmerhus med torvtak, og de lå enten tett i tett eller de var adskilt ved haver og fjøs — for det var jo mange av borgerne som holdt kuer og griser. Det er klart at brandfaren var stor, og sluknings-apparater kjentes ikke, og derfor blev da også byen hjemsøkt av den ene fryktelige ildebrand efter den annen. I 1633 gikk halve byen op i flammer, og halvhundre år senere, i 1684, raste en brand som la størsteparten av husene i aske. Assuranse var jo ukjent, og de brandlidte mistet derfor ofte alt det de eide. For å holde utkik efter brand var det alltid en vaktmann til stede i Valbergtårnet. Og hver natt gikk «4 myndige karle» som vektere i gatene; de skulde bl. a. rope ut hvad klokken var slagen. Og «natteravner og fulle kompaner som roper og skriker som uskikkelige bester» skulde de «antaste» og putte i hullet. Det som folk i Stavanger levde av i de dager var handel og håndverk, sjøfart og fiskeri. Det var en sterk opgangstid for Norge; handel og omsetning steg, og prisene steg også på grunn av den stadig økende tilgang av sølv fra Amerika. Det foregikk en økonomisk nydannelse i samfundet, og dette viste sig tydeligst ved at borgerstanden vokste frem i makt og innflytelse. En stor del av de borgere som slo sig ned i de norske byene på denne tiden var for øvrig ikke norske av fødsel. De kom fra andre land, særlig fra Danmark, men de blev hurtig nasjonalisert og følte sig hjemme i Norge. Disse folk førte som regel med sig både initiativ og kapital. Den første mann i Stavanger i midten av 1600-tallet var Søfren Pederssøn Godtzen, født i Jylland i 1599. Som ung mann kom han til Stavanger, hvor han blev fullmektig hos lensherren, og senere tolder og borgermester. Han drev handel og eide skiber, og en hel del eiendommer hadde han både i og utenfor byen, så han var stedets rikeste mann. Dessuten hadde han en rikdom av barn — hele 18 stykker. Søfren Godtzen var gift med Elisabeth Trane, datter av den rike handelsmann Christen Trane, som på morssiden nedstammet fra lagmann Nils Jonssøn i Stavanger, og fra Ivar Dal som levde i Sogn på 1400-tallet. Ekteskap og utnevnelse til tolder Inn i disse forholdene var det Peder Pederssøn Saxe kom, da han landet i Stavanger som ung gutt. Og han var heldig — bare 20 år gammel gikk han til alteret i domkirken med. Søfren Godtzens nest eldste datter, Maren. De to var jevnaldrende, idet hun var født den 9. november 1634. Og Maren blev Saxe-slektens stammor i Norge. Peder Saxe kunde antagelig takke sin svigerfar for at han allerede 25 år gammel blev tolder i Stavanger. I februar 1660 fikk han sin utnevnelse av Frederik III med samme lønn som sine forgjengere. Men lønnen var kanskje snau — det gikk iallfall ikke mer enn 5 måneder før han fikk pålegg. Det kom nemlig kongebrev om at han «herefter til sin lønns forbedring må årligen nyde og bekomme 100 riksdaler tillike med den hannem tilforn forunte lønn». I det samme år, 1660, gjennemførte Frederik III sitt statskupp og gjorde kongemakten arvelig og eneveldig. Dette kom ikke egentlig som noen overraskelse, for ut igjennom hele 1600-tallet hadde staten eller kongen lagt flere og flere områder av samfundslivet under sig. Dette var ikke utslag av noe kongelig despoti, men av en almindelig europeisk bevegelse som gikk ut på å styrke statens makt. Kongen grep efter hvert inn alle vegne med utallige påbud og forbud, det gikk ut forordninger og kongebrev om smått og stort, og kongen utnevnte selv alle offentlige tjenestemenn, både høie og lave. Lensstyret var ferdig i Norge, embedsstyret begynte, og dermed fikk også statens embedsmenn og funksjonærer større innflytelse og betydning enn før. Kongelig Majestets tolder i Stavanger blev neppe overanstrengt av sitt arbeid; det var ikke stor trafikk på havnen i de dager. Inntil 1650 bestod den norske handelsflåten vesentlig av småskuter som gikk i kystfart; utenrikshandelen blev for størstedelen besørget av hollenderne. Men midt i århundret blev konjunkturene slik at de norske handelsmenn og skippere tjente store penger, og de begynte da selv å bygge skib som tok konkurransen op. Norge blev igjen et sjøfarende land. Det som utførtes var særlig trelast, fiskevarer og skinn, og det innførtes korn, salt, tobakk og brennevin m. m. Man hadde toll både på utførsel og innførsel, og tollen var statens største og sikreste inntekt. Under Stavanger tollsted hørte også ladestedet Nedstrand i Ryfylke hvor det særlig blev utført trelast. Handelsflåten i Stavanger bestod i 1664 av tre skib i utenriksk fart og 28 jekter og bysser. Noen år senere fikk man et defensjonsskib med kanoner; det var en Spania-farer som bar navnet «Stadt Stavanger». Atten av byens fornemste borgere stod som redere, og blandt disse nevnes tolderen Peder Saxe. Men skibet forliste under en storm utenfor Portugal, og tapet var stort. Rikdom og borgerlig tillitshverv Handel og kjøpmannsskap var egentlig forbeholdt handelsmennene i byene og var forbudt for statens embedsmenn og funksjonærer, men dette forbudet blev aldri overholdt. Våren 1662 blev Peder Saxe innstevnet for rådstueretten «anlangende adskillig kjøpmannsskap» som han hadde drevet. Men det hjalp neppe stort. — Peder Saxe blev efter hvert en formuende mann, han eide mange hus i byen og hadde adskillige eiendommer på landet. Gårdene Øvre Risdal og Eltervåg blev senere skjenket til domkirken (av hans enke). — I anledning av den skånske krig blev det i 1676 pålagt en krigsskatt, og skattyderne over hele landet blev inndelt i 8 klasser; de som stod i klasse 3 måtte betale ½ riksdaler daglig i ett år — og her stod Peder Saxe udi Stavanger. En slik ekstraskatt på 182 daler på ett år var jo ganske kraftig og kunde bare betales av en velholden mann. Året efter betalte han bl. a. i familieskatt 16 riksdaler for 8 personer; skatter var det i det hele tatt svært mange av, både vanlige skatter og ekstraskatter som blev pålagt særlig i anledning av alle de krigene som førtes i dette århundre. Peder Saxe fikk også borgerlig tillitshverv, idet han i 1671 på byens vegne reiste til København sammen med to andre borgere for å få byens privilegier fornyet. En slik fornyelse var nødvendig ved hvert tronskifte. De nye privilegier blev underskrevet av Christian V på København slott den 21. november 1671 og kontrasignert av Griffenfeldt; dokumentet fins ennå i Stavanger. De tre menn kom tilbake i 1672 og hadde med sig et brev fra kongen til borgermester og råd i Stavanger med anbefaling av at de fikk godtgjørelse for reiseutgifter, fortæring og tidsspille. Beløpet satte de til 574 riksdaler. De fikk løfte om 430 daler som skulde utbetales av bykassen i løpet av to år. Men snart efter reiste borgermesteren til København og klaget over at dette var for meget, og kongen gav beskjed til stattholder Gyldenløve i Norge om at beløpet skulde nedsettes. Stattholderen befalte så at det skulde utbetales 200 daler. Men de tre menn fikk fremdeles ingenting, og i 1674 stevnet de borgermesteren og forlangte pengene utbetalt. I bytinget blev borgermesteren tilpliktet å ligne ut beløpet på byens borgere og betale de tre tålmodige menn innen en måned — hvis ikke skulde borgermesteren selv være ansvarlig for beløpet. Bybrannen i 1684 og dens følger I 1680-årene blev Stavanger rammet av det ene hårde slag efter det annet. Først bestemte kongen at det nyanlagte Kristiansand skulde være stiftsstad i stedet for Stavanger og at amtmann, biskop og katedralskole skulde flyttes dit. Og så kom den forferdelige branden høsten 1684, da 149 hus gikk op i flammer. Antagelig har også Peder Saxe ved den anledning mistet en del av sin formue. I disse årene gikk tallet på skattydere i byen ned fra henved 400 til litt over 200. Borgerne må ha følt at byens eksistens var truet, for i april 1685 holdt de møte på rådstuen med borgermester og Kgl. Majestets tolder Peder Saxe i spissen og vedtok at hvis kongen nådigst vilde la byens privilegier forbli som før, skulde «til dessen innløsning og bekostning» borgerne pålegges 500 riksdaler som straks skulde innkreves. [Anm: 4. november 1684 klokka 23:30 var tjenestegutten til soknepresten Jens Sørensen Godtzen uforsiktig med ild. Det oppsto en brann som raste til klokka 7 neste morgen. Han bodde på det som nå er adressen Skagen 10. Det brant omlag 150 hus inkludert sjøboder og pakkhus. En direkte følge av brannen var at biskopen og domkapitlet forlot byen, og etablerte seg i Kristiansand] Noen måneder efter kom kong Christian V selv på besøk til Stavanger. Han kom reisende nordfra med over hundre fornemme menn i sitt følge, og en sommerkveld i 1685 steg han i land på Torvbryggen, hvor det var reist en æresport og hvor borgervebningen stod opstilt. At Hans Majestets tolder Peder Saxe også var til stede, kan vi sikkert gå ut fra. Kongen begav sig til Kongsgård hvor han spiste til aftens, og neste morgen efter frokost fortsatte han sydover. Kongen og hans følge hadde nok god matlyst, for til disse to måltidene gikk det med 100 kyllinger, 12 lam, 10 griser, 4 kalver, 1 rensdyr, 600 egg osv. Det var et uheldig tidspunkt for Stavanger å få kongebesøk —like efter branden; det heter da også i en beretning at byen var «udi hel slett tilstand og ikke synderlig gjenopbygget». Synet av brandtomtene må ha fått kongen til å bestemme sig for å gjøre det helt av med den gamle by til fordel for Kristiansand; ikke lenge efter kom det nemlig befaling om at gjenopbyggingen skulde stanses. Og året efter kom det beskjed om at Stavangers kjøpstadsprivilegier «aller nådigst blev ganske ophevede» og at byen ikkun skulde være et ladested. Det varte forresten ikke så svært lenge før man fikk kjøpstadsrettighetene igjen, takket være byens egen livskraft. Peder dør I det samme år, 1686, døde Peder Saxe den 15. januar, 51 år gammel, og som den fremtredende og velhavende borger han var, blev han sikkert bisatt i domkirken. Det var almindelig i de dager at embedsmennene hadde optil et års lønn til gode, og Peder Saxes enke, Maren Saxe, født Godtzen, fikk straks efter dødsfallet utbetalt hans resterende lønn 260 riksdaler og dessuten for tollbodleie 20 daler og for skrivematerialer 8 daler. Om Maren Søfrensdatter Godtzen Maren Saxe var, som før nevnt, datter av borgermester Søfren Godtzen og hustru Elisabeth Trane. Godtzen hadde i domkirken en egen lukket kirkestol og et eget gravsted. Over dette hang en stor minnetavle av ekteparet og deres 18 barn; den nest eldste datteren forestiller da Maren Saxe. Minnetavlen, som er utført av den fremragende billedskjærer og kunstmaler Anders Smith fra Skottland, henger fremdeles i kirken, og den er et utmerket eksempel på den rike kirkekunst som blomstret op i Stavanger på 1600-tallet. Om Maren Saxe selv vet vi ellers ikke annet enn at hun en gang optrådte som vidne i en trolldomssak. Djevletroen var jo sterk både blandt leg og lerd på den tiden; det var ingen som tvilte på at det fantes trollmenn og hekser som hadde solgt sig til djevelen og på den måten hadde fått overnaturlige evner. Heksebålene begynte å flamme i Europa omkring år 1500, og i 200 år blev utallige mennesker anklaget for trolldom og dømt til å miste livet. Reformasjonen gjorde ingen forandring i dette, og både Frederik II og Christian IV utstedte strenge forordninger mot heksene. I løpet av 1600-tallet var det minst 10 kvinner som mistet livet for hekseri i Stavanger, muligens var det adskillig flere. I 1662 var Trog-Astri anklaget, og blant vidnene var Maren Saxe som kunde fortelle at Trog-Astri hadde øvd trolldom i Stavanger skole og derved forført mange av skolens elever «i deres umyndighet». Maren Saxe levde noen få år lenger enn sin mann; hun døde den 18. juni 1690 og blev gravlagt i domkirken. Og kort tid efter blev det i hennes hus holdt skifte over «den dydrike, nu salige matrone»s efterlatenskaper. Disse var forskjellige hus og tomter i byen, jordgods, skibspart i en Spaniafarer og en mengde ting av sølv, tinn, messing og kobber osv. til en samlet verdi av 5400 riksdaler. Efter at kreditorene var blitt betalt og barna hadde tatt sin farsarv, blev det tilbake 3 600 riksdaler, og av disse fikk hver av sønnene 800 daler og datteren halvparten så meget, 400 daler. I 1869 blev Stavanger domkirke restaurert, og en hel del kister som stod under kirkegulvet blev da bragt ut og begravd på kirkegården. På mange av dem var det festet metallplater med inskripsjon; disse platene er nå i Riksarkivet, men Saxe-navnet fins ikke på noen av dem. Tolderen hadde fem barn: sønnene Søfren, Peder, Jens og Frederik og en datter Johanne Marie.
• Tidsskrift: Peder Pedersen Saxe, født i Kolding efter 1622, død i Stavanger 1686. Gift før 1655 med Maren Sørensdatter Godsen, født 9. November 1634 i Stavanger, død sst. 18. juni 1690. Fem børn: 1) Søren Pedersen Saxe, født 1655. 2) Peder Pedersen Saxe. 3) Jens Pedersen Saxe, født 1666. 4) Frederik Pedersen Saxe, født 1669. 5) Johanna Maria Pedersdatter Saxe, født 1675. Peder Pedersen Saxe, kongelig majestæts tolder i Stavanger, blev grundlægger af den talrige Saxeslægt i Norge. Fordi Ludvig Saxe i sin slægtsundersøgelse ikke kunne finde nogen forbindelse til Danmark, har han i sin bog foreslået, at Peder Pedersen Saxe kunne være søn af Peder Pedersen Saxe i Århus, men de oplysninger, der nu er fundet i Kolding bys tingbog, har vist, at det ikke kan være tilfældet. 10. juli 1661 fik broderen Jens Pedersen Saxe, borger og indvåner i Kolding nemlig udstedt tingsvidne på, at Bertel Mikkelsen, borger og overformynder her sst. «på Peder Pedersen Saxe, kongelig majestæts tolder i Stavanger i Norge, hans vegne gav Jens Saxe, hans kære hustru Karen Mikkelsdatter og deres arvinger afkald for al den arv, Peder Pedersen Saxe efter hans salig far Peder Saxesen, fordum borger her sst., og mor salig Maren Jensdatter arveligt kunne tilfalde, og kendtes Bertel Mikkelsen på bemeldte Peder Pedersen Saxes vegne for ham og hans arvinger intet videre efter denne dag, hans fornævnte bror Jens Saxe hans hustru og deres arvinger for forskrevne arveparter har at fordre.» Peder Pedersen Saxe var blevet udnævnt til tolder den 1. februar 1660 med samme løn som sin forgænger og svigerfar Søren Pedersen Godsen (1599-1663), der var gift med Elisabeth Christensdatter Trane (1613-1684).
• Borgerskap: 22 Feb 1660, Stavanger, Rogaland, Norway; Peder Pedersen Saxe, f. 25. jan. 1635, tolder i Stavanger 22. februar 1660; kongelig benådning 13. sept. 1671 «at maatte drive handel og brug lige med andre borgere»; død 15. jan. 1686. gift med Maren Søfrensdatter Godtzeb, født 9. nov. 1634, død 18. jun. 1690.

Peder + Maren Søfrensdatter Godtzen. Maren (datter av Søfren Pedersen Godtzen og Elisabeth Christensdatter Trane) ble født 9 Nov 1634 , Hana, Høyland, Rogaland, Norway; døde 18 Jun 1690, Stavanger, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Maren Saxe var, som før nevnt, datter av borgermester Søfren Godtzen og hustru Elisabeth Trane. Godtzen hadde i domkirken en egen lukket kirkestol og et eget gravsted. Over dette hang en stor minnetavle av ekteparet og deres 18 barn; den nest eldste datteren forestiller da Maren Saxe. Minnetavlen, som er utført av den fremragende billedskjærer og kunstmaler Anders Smith fra Skottland, henger fremdeles i kirken, og den er et utmerket eksempel på den rike kirkekunst som blomstret op i Stavanger på 1600-tallet. Om Maren Saxe selv vet vi ellers ikke annet enn at hun en gang optrådte som vidne i en trolldomssak. Djevletroen var jo sterk både blandt leg og lerd på den tiden; det var ingen som tvilte på at det fantes trollmenn og hekser som hadde solgt sig til djevelen og på den måten hadde fått overnaturlige evner. Heksebålene begynte å flamme i Europa omkring år 1500, og i 200 år blev utallige mennesker anklaget for trolldom og dømt til å miste livet. Reformasjonen gjorde ingen forandring i dette, og både Frederik II og Christian IV utstedte strenge forordninger mot heksene. I løpet av 1600-tallet var det minst 10 kvinner som mistet livet for hekseri i Stavanger, muligens var det adskillig flere. I 1662 var Trog-Astri anklaget, og blant vidnene var Maren Saxe som kunde fortelle at Trog-Astri hadde øvd trolldom i Stavanger skole og derved forført mange av skolens elever «i deres umyndighet». Maren Saxe levde noen få år lenger enn sin mann; hun døde den 18. juni 1690 og blev gravlagt i domkirken. Og kort tid efter blev det i hennes hus holdt skifte over «den dydrike, nu salige matrone»s efterlatenskaper. Disse var forskjellige hus og tomter i byen, jordgods, skibspart i en Spaniafarer og en mengde ting av sølv, tinn, messing og kobber osv. til en samlet verdi av 5400 riksdaler. Efter at kreditorene var blitt betalt og barna hadde tatt sin farsarv, blev det tilbake 3 600 riksdaler, og av disse fikk hver av sønnene 800 daler og datteren halvparten så meget, 400 daler. I 1869 blev Stavanger domkirke restaurert, og en hel del kister som stod under kirkegulvet blev da bragt ut og begravd på kirkegården. På mange av dem var det festet metallplater med inskripsjon; disse platene er nå i Riksarkivet, men Saxe-navnet fins ikke på noen av dem. Peder og Maren hadde fem barn: sønnene Søfren, Peder, Jens og Frederik og en datter Johanne Marie.

Hans + Susanne Sophie Petersdatter Frisch. Susanne ble født ca. 1660; døde 1720, Bergen, Hordaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Notat: Kanskje datter til Peter Christophersen Frisch ??

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Peder Saxesen, født omtrent 1597 i Randers, død i Kolding, begravet 2. juni 1640. Gift med Maren Jensdatter, død i Kolding før 22. maj 1660. Børn: 1) Peder Pedersen Saxe. 2) Jens Pedersen Saxe. Peder Saxesen var i 1621 borger i Randers, så han har formodentlig da været mindst 25 år gammel, for han ser ud til det år at have fået fuld råderet til sin arv. Således gav han og Hans Lauritsen på egne og medarvingers vegne afkald til «Jacob Pedersen, bartskærer i Randers, for det 30 dalers indlæg, de har, og som er indlagt for i salig Niels Bangs i den liden gård, som Jacob Pedersen har købt af Anne Lauritsdatter og Rasmus Mikkelsen her sst.» Og den 26. februar samme år fik Peder Ankesen skøde på «den gård og ejendom, som kaldes Rasmus Lemmers», som tidligere havde tilhørt salig Laurits Jacobsen Skriver. 16. juli samme år stod Hans Gremersen på tinget, hvor han «lod læse og påskrive et købebrev og en fuldmagt på en eng liggende vesten uden for Randers hospital ved volden, som Peder Saxesen, borger her sst., solgte og afhændede til borgmester Niels Jacobsen, hvilken eng han efter sin salig mor Gertrud Pedersdatter arveligt tilfaldet er,» som han nu på Peder Saxesens vegne skødede til Niels Jacobsen, «hvilken eng hans salig stedfar Laurits Jacobsen Skriver før ham har haft.» Da Rasmus Torsen gik og fejede gaden om morgenen ved fire- femtiden fredagen, før engen blev solgt, havde Hans Gremersen og Peder Saxesen været i løftet stemning. Da kom de gående op ad gaden efter fire «instrumentister og gik ind i stuen til sengen, som Christen Pedersen lå i hans skjorte og hans bror Jens Pedersen hos ham, og de bad ham stå op, og han stod op og førte sig i sine bukser og trøje, hvorefter en person slog ham under øret, og Peder Saxesen bad ham, at han ville drikke med dem, hvortil han svarede, at det var tid, han drak intet, og Hans Gremersen tog en kande med vin, som de havde med dem og ville slå Christen Pedersen dermed, men blev forhindret, hvorefter han greb en pisk og slog Christen Pedersen dermed under hans øre og på hans arme, hvorefter Christen Pedersen søgte ud af døren og Hans Gremersen efter ham, og Christen Pedersen råbte på Peder Skov, at han skulle redde ham, de tog livet af ham, som Sidsel Lasdatter, Peder Skovs hustru, bevidnede.» Derefter var Christen Pedersen Splids sår blevet synet for et sår ved munden og en blå skulder, som han beskyldte Hans Gremersen for, og han var «riblet på hans kindben, som han beskyldte Peder Saxesen for at have gjort», mens Hans Jensen Holm fik skyld for slaget under øret. Derefter blev der opkrævet sandemænd til at dømme de tre mænd «for stor overvold og skade, de Christen Pedersen Splid her sst. i sit eget hus», og sandemændene svor Hans Jensen Holm, Peder Saxesen og Hans Gremersen, «hver af dem et fuldt vold over på Randers bys vegne.» Peder Saxesen var på samme tid flere gange på tinget, dels fordi han havde et mindre beløb til gode, og dels fordi han selv skyldte en del penge bort. Gælden og den voldsdom, som han var blevet idømt, kan måske være årsagen til, at hans gård blev solgt. Det kan nemlig se ud til, at den var blevet pantsat, for Tomas Poulsen og flere andre vidnede den 3. december 1621 for retten, at de for nogen tid siden så og hørte, at Tomas Poulsen leverede Niels Hjermind en fuldmagt, så han kunne drage til Hans Jensen i Holm og der på «hans vegne købe af ham Peder Saxesens gård og ejendom.» Ugen efter blev Peder Saxesen stævnet for sin voldsbøde. 1623 skrev kæmneren i Kolding i sit regnskab: «Annammet af Peder Saxesen, født i Randers by, 4 slette daler til borgerskab.» Men han var allerede kommet til byen senest den 5. juni 1622, det år han og Tomas Gregersen skrev kontrakt om de arvemidler, som Peder Saxesen lod blive stående på rente i Tomas Gregersens ejendom, der under kejserkrigen var blevet så skadet, at Tomas Gregersen mente, at han af den grund ikke var pligtig at betale så meget, som kontrakten lød på, og derfor havde anket byfogedens dom til Viborg landsting, hvor han dog ikke fik medhold: «Så og efterdi fornævnte skiftebrev udførligen indeholder det fornævnte Peder Saxesens arvepart udi ejendom og løsøre, til sammen rente for 87 dir. 1 mk. 7 sk., er blevet udi gården bestående ham til fremtarv, og fornævnte Tomas Gregersen siden har oprettet kontrakt med fornævnte Peder Saxesen det samme penge, hos ham skulle blive på årlig rente, indtil de blev opsagt, og ikke bevises samme hovedstol eller rente at være fornævnte Peder Saxesen erlagt, så byfogden, fordi har tilfundet Tomas Gregersen fornævnte hovedstol og efterstående rente at betale, heller der for har indvisning udi bemeldte gård og ejendom, da vide vi efter sådan lejlighed enten dom at sige eller magtesløs at dømme.» «Anno 1640 den 14. november blev skiftet holdt efter salig afgangne Peder Saxesen, fordum borger her i Kolding, imellem hans efterladte hustru, ærlig og gudfrygtig kvinde Maren Jensdatter, med hendes tilbetroede værge ærlig og forstandig mand Mogens Eriksen, borger og rådmand sst. på hendes vegne på den ene side og hendes tyende børn, nemlig Jens Pedersen, og Peder Pedersen med deres værge, velagte Hans Madsen Brun på den anden side. Desligeste Peder Jørgensen på Hans Jensens børns vegne, nemlig Jacob Hansen og Jens Hansen, eftersom bemeldte salig Peder Saxesen noget af deres oldarv, som de efter deres salig mormor, Anne Gregers Outtsen, er tilfaldet, har haft under hænder og værgemål. Overværende ærlig og velforstandige mand Poul Bertelsen Rådmand, Niels Iversen, byfoged, overformynderen og flere øvrighedspersoner.§ Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter. 1654 fik Maren Jensdatter, Peder Saxesens enke, skøde på en «toft sønden for Kolding, som salig Hans Jensen tilhørte.» Sælgerne var Hans Jensens to døtre og deres mænd. «Anno 1660 den 22. maj blev registrering og vurdering holdt efter ærlig og gudfrygtig kvinde nu salig Maren Jensdatter, salig Peder Saxes, imellem hendel efterladte sønner, nemlig velagte Jens Pedersen Saxe på sine egne vegne på den ene side, og på hans bror Peder Pedersen Saxe hans vegne på den anden side.» Trods den netop overståede krig og besættelse af fremmede krigsfolk efterlod Maren Jensdatter sig en del værdier. Hun ejede to guldringe, «den ene med en liden diamant udi til i alt 9 sldl. og en stor sølvkande, som blev vurderet efter vægt til 75 sldl., men den vejede også 100 lod.» Hovedgården salig Maren Peder Saxes iboede og tilhørte, er udi rådmandens og 24 uvildige dannemænd og borgere vurderet med jernkakkelovn og alt nagelfast for 700 sldl. En toft liggende udi Brændgårdsmarken 200 sldl. En eng udi Teglgårds kær agtet for 20 sldl. «Boets formue androg 1117 sldl. 8 sk. At således registreret, vurderet og passeret er, som forskrevet står, bekræfter vi ovenmeldte, som dette har været overværende med vore signeter her undertrykt og med fornævnte Jens Pedersen Saxe hans signet først her neden for trykt, med egen hånd underskrevet. Datum ut supra.»
• Skifteopptegnelser: 14 Nov 1640, Kolding, Denmark; Peder Saxesen i Kolding. 14.11.1640, no.2, opslag 16. Enke: Maren Jensdatter. lavværge: Mogens Eriksen, rådmand. Barn: 1) Jens Pedersen 2) Peder Pedersen. Formynder: Hans Madsen Bruun. Originalkilde: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17176743#194106,32524197 Transkribert (bare detaljer): https://www.brejl.dk/kolding.html#kolding1639

Notater:

Gravlagt:
Fest: Visita Maria => Maria besøkelsesdag => 2. juli 1640

Peder + Maren Jensdatter. Maren (datter av Jens ? og ? Gregersdatter) døde ca. 1660, Kolding, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Peder Saxesen, født omtrent 1597 i Randers, død i Kolding, begravet 2. juni 1640. Gift med Maren Jensdatter, død i Kolding før 22. maj 1660. Børn: 1) Peder Pedersen Saxe. 2) Jens Pedersen Saxe. Peder Saxesen var i 1621 borger i Randers, så han har formodentlig da været mindst 25 år gammel, for han ser ud til det år at have fået fuld råderet til sin arv. Således gav han og Hans Lauritsen på egne og medarvingers vegne afkald til «Jacob Pedersen, bartskærer i Randers, for det 30 dalers indlæg, de har, og som er indlagt for i salig Niels Bangs i den liden gård, som Jacob Pedersen har købt af Anne Lauritsdatter og Rasmus Mikkelsen her sst.» Og den 26. februar samme år fik Peder Ankesen skøde på «den gård og ejendom, som kaldes Rasmus Lemmers», som tidligere havde tilhørt salig Laurits Jacobsen Skriver. 16. juli samme år stod Hans Gremersen på tinget, hvor han «lod læse og påskrive et købebrev og en fuldmagt på en eng liggende vesten uden for Randers hospital ved volden, som Peder Saxesen, borger her sst., solgte og afhændede til borgmester Niels Jacobsen, hvilken eng han efter sin salig mor Gertrud Pedersdatter arveligt tilfaldet er,» som han nu på Peder Saxesens vegne skødede til Niels Jacobsen, «hvilken eng hans salig stedfar Laurits Jacobsen Skriver før ham har haft.» Da Rasmus Torsen gik og fejede gaden om morgenen ved fire- femtiden fredagen, før engen blev solgt, havde Hans Gremersen og Peder Saxesen været i løftet stemning. Da kom de gående op ad gaden efter fire «instrumentister og gik ind i stuen til sengen, som Christen Pedersen lå i hans skjorte og hans bror Jens Pedersen hos ham, og de bad ham stå op, og han stod op og førte sig i sine bukser og trøje, hvorefter en person slog ham under øret, og Peder Saxesen bad ham, at han ville drikke med dem, hvortil han svarede, at det var tid, han drak intet, og Hans Gremersen tog en kande med vin, som de havde med dem og ville slå Christen Pedersen dermed, men blev forhindret, hvorefter han greb en pisk og slog Christen Pedersen dermed under hans øre og på hans arme, hvorefter Christen Pedersen søgte ud af døren og Hans Gremersen efter ham, og Christen Pedersen råbte på Peder Skov, at han skulle redde ham, de tog livet af ham, som Sidsel Lasdatter, Peder Skovs hustru, bevidnede.» Derefter var Christen Pedersen Splids sår blevet synet for et sår ved munden og en blå skulder, som han beskyldte Hans Gremersen for, og han var «riblet på hans kindben, som han beskyldte Peder Saxesen for at have gjort», mens Hans Jensen Holm fik skyld for slaget under øret. Derefter blev der opkrævet sandemænd til at dømme de tre mænd «for stor overvold og skade, de Christen Pedersen Splid her sst. i sit eget hus», og sandemændene svor Hans Jensen Holm, Peder Saxesen og Hans Gremersen, «hver af dem et fuldt vold over på Randers bys vegne.» Peder Saxesen var på samme tid flere gange på tinget, dels fordi han havde et mindre beløb til gode, og dels fordi han selv skyldte en del penge bort. Gælden og den voldsdom, som han var blevet idømt, kan måske være årsagen til, at hans gård blev solgt. Det kan nemlig se ud til, at den var blevet pantsat, for Tomas Poulsen og flere andre vidnede den 3. december 1621 for retten, at de for nogen tid siden så og hørte, at Tomas Poulsen leverede Niels Hjermind en fuldmagt, så han kunne drage til Hans Jensen i Holm og der på «hans vegne købe af ham Peder Saxesens gård og ejendom.» Ugen efter blev Peder Saxesen stævnet for sin voldsbøde. 1623 skrev kæmneren i Kolding i sit regnskab: «Annammet af Peder Saxesen, født i Randers by, 4 slette daler til borgerskab.» Men han var allerede kommet til byen senest den 5. juni 1622, det år han og Tomas Gregersen skrev kontrakt om de arvemidler, som Peder Saxesen lod blive stående på rente i Tomas Gregersens ejendom, der under kejserkrigen var blevet så skadet, at Tomas Gregersen mente, at han af den grund ikke var pligtig at betale så meget, som kontrakten lød på, og derfor havde anket byfogedens dom til Viborg landsting, hvor han dog ikke fik medhold: «Så og efterdi fornævnte skiftebrev udførligen indeholder det fornævnte Peder Saxesens arvepart udi ejendom og løsøre, til sammen rente for 87 dir. 1 mk. 7 sk., er blevet udi gården bestående ham til fremtarv, og fornævnte Tomas Gregersen siden har oprettet kontrakt med fornævnte Peder Saxesen det samme penge, hos ham skulle blive på årlig rente, indtil de blev opsagt, og ikke bevises samme hovedstol eller rente at være fornævnte Peder Saxesen erlagt, så byfogden, fordi har tilfundet Tomas Gregersen fornævnte hovedstol og efterstående rente at betale, heller der for har indvisning udi bemeldte gård og ejendom, da vide vi efter sådan lejlighed enten dom at sige eller magtesløs at dømme.» «Anno 1640 den 14. november blev skiftet holdt efter salig afgangne Peder Saxesen, fordum borger her i Kolding, imellem hans efterladte hustru, ærlig og gudfrygtig kvinde Maren Jensdatter, med hendes tilbetroede værge ærlig og forstandig mand Mogens Eriksen, borger og rådmand sst. på hendes vegne på den ene side og hendes tyende børn, nemlig Jens Pedersen, og Peder Pedersen med deres værge, velagte Hans Madsen Brun på den anden side. Desligeste Peder Jørgensen på Hans Jensens børns vegne, nemlig Jacob Hansen og Jens Hansen, eftersom bemeldte salig Peder Saxesen noget af deres oldarv, som de efter deres salig mormor, Anne Gregers Outtsen, er tilfaldet, har haft under hænder og værgemål. Overværende ærlig og velforstandige mand Poul Bertelsen Rådmand, Niels Iversen, byfoged, overformynderen og flere øvrighedspersoner.§ Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter. 1654 fik Maren Jensdatter, Peder Saxesens enke, skøde på en «toft sønden for Kolding, som salig Hans Jensen tilhørte.» Sælgerne var Hans Jensens to døtre og deres mænd. «Anno 1660 den 22. maj blev registrering og vurdering holdt efter ærlig og gudfrygtig kvinde nu salig Maren Jensdatter, salig Peder Saxes, imellem hendel efterladte sønner, nemlig velagte Jens Pedersen Saxe på sine egne vegne på den ene side, og på hans bror Peder Pedersen Saxe hans vegne på den anden side.» Trods den netop overståede krig og besættelse af fremmede krigsfolk efterlod Maren Jensdatter sig en del værdier. Hun ejede to guldringe, «den ene med en liden diamant udi til i alt 9 sldl. og en stor sølvkande, som blev vurderet efter vægt til 75 sldl., men den vejede også 100 lod.» Hovedgården salig Maren Peder Saxes iboede og tilhørte, er udi rådmandens og 24 uvildige dannemænd og borgere vurderet med jernkakkelovn og alt nagelfast for 700 sldl. En toft liggende udi Brændgårdsmarken 200 sldl. En eng udi Teglgårds kær agtet for 20 sldl. «Boets formue androg 1117 sldl. 8 sk. At således registreret, vurderet og passeret er, som forskrevet står, bekræfter vi ovenmeldte, som dette har været overværende med vore signeter her undertrykt og med fornævnte Jens Pedersen Saxe hans signet først her neden for trykt, med egen hånd underskrevet. Datum ut supra.»

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Bygdebok: Hana, Høyland, Rogaland, Norway; Søren Pederson Godsen (er og skriven Godtzen) var leiglending på 5 mk. i Hana 1631 og eigar av Hana frå 1638, noko seinare brukte han garden sjølv og budde der visst og. Han var fødd i ein by i Jylland 8. sept. 1599, kom til Stavanger som fullmektig hjå lensherren, var seinare fut i Jæren og Dalane, rådmann og borgarmeister i Stavanger. Kjøpmann og skipsreiar, hadde mykje jordegods. Død 26. jan. 1665. Gift 10. jan. 1630 med Elisabet Trane, f. 1613, d. 16. okt. 1684, dtr. til den danskfødde futen Christen Christenson Trane og Magdalena Nilsdtr. til Seme-ling, av Losna-ætta. Enkja vart buande på Hana etter at mannen var død. Eit målarstykke av borgarmeister Søren Godsen med kone og born heng i Stavanger Domkyrkje. Dei hadde 18 born, mellom dei var: a. Anne, g. m. presten Kjeld Hansson (Høyland 4). b. Karen, g. m. presten Theophilus Schanche (Høyland 3. d). c. Anna, g. m. presten Søren Tornson Schive (sjå Høyland 6). d. Hulleborg, g. m. Nils Kristensen Sandborg (11). e. Godske (12). Sjå elles Axel Kielland: Familien Kielland, side 224

Søfren giftet seg med Elisabeth Christensdatter Trane 10 Jan 1630, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. Elisabeth (datter av Christen Christensen Trane, den yngre og Anne Jensdatter Køge) ble født 1613 , Stavanger, Rogaland, Norway; døde 16 Okt 1684, Hana, Høyland, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Beskrivelse i Litteratur: Henning Hansen (Smith) rådmann i Bergen, fut og eier av Giskegodset. Gift med Margrethe Rasmusdatter Stud HHSS- MRDS på Stavangerkisten Margrethe ble gift 2. gang med Kristofer Pedersen Hjermann, sogneprest til Borgund. Bl. barna: 1. Christen Smith rådmann, senere byfoged i Bergen, g. m. Anne Ruus 2. Margrethe Smith gift med lagmann Hans de Fine 3. Else Smith gift med amtmann og forvalter over Halsnøy kloster Johan Clausen Frimann 4. Anna Smith gift med rådmann Iver Christensen. 5. Henningea, ugift 6. Hans Henningsen Smith, byfoged i Bergen, gift med Susanne Sophie (Pedersdtr. ?) Frich

Henning + Margrethe Rasmusdatter Stoud. Margrethe (datter av Rasmus Lauritsen (Larisen) Stud og Anne Søfrensdatter) ble født ca. 1619 , Bergen, Hordaland, Norway; døde 1695, Sunnmøre, Møre og Romsdal, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Beskrivelse i Litteratur: Henning Hansen (Smith) rådmann i Bergen, fut og eier av Giskegodset. Gift med Margrethe Rasmusdatter Stud HHSS- MRDS på Stavangerkisten Margrethe ble gift 2. gang med Kristofer Pedersen Hjermann, sogneprest til Borgund. Bl. barna: 1. Christen Smith rådmann, senere byfoged i Bergen, g. m. Anne Ruus 2. Margrethe Smith gift med lagmann Hans de Fine 3. Else Smith gift med amtmann og forvalter over Halsnøy kloster Johan Clausen Frimann 4. Anna Smith gift med rådmann Iver Christensen. 5. Henningea, ugift 6. Hans Henningsen Smith, byfoged i Bergen, gift med Susanne Sophie (Pedersdtr. ?) Frich. ----------- Stud-slekten Margrethe Rasmusdatter Stud var datter av borgermester i Bergen Rasmus Lauritsen (Stud). Hun ble først gift med Henning Hansen, og så med den rike Borgundpresten Kristoffer Pedersen Hjermann. Hun eide gården Hånkane nær Ålesund og kalles etter denne «Margrethe i Hanken». Hennes portrett i Bergens Billedgalleri er av Henrik Grevenor i hans verk «Norsk malerkunst under renessanse og barokk» (s. 160) blitt karakterisert som «et av de ypperste portretter som vi har her i landet fra dette århundre». I 1600- og 1700-årene ble det drevet stor handelsvirksomhet i Hanken. Hennes far var en danske som kom til Norge og ble fut i Ryfylke, senere byfut i Bergen, borger, rådmann og til slutt borgermester. Edvardsen nevner hans håndskrevne «vita», antageligvis gravtalen over ham, som en av sine kilder til Bergens historie. Rasmus Stud brukte neppe familienavnet Stud og hadde ikke stuten i sitt segl, bare sammenslyngede bokstaver R - L med omskrevet: RASMVS STVD. Til støtte for den videre forskning på dette felt presenteres endelig noen primære initialer på jernbeslåtte barokkister som stilistisk er nær beslektet med de tre Bergenskistene vi her har behandlet. Av Stavanger Museums 3 kister med initialer i beslagene er som nevnt SM 2218 med AD 1691 en replikk av Finnøy-kisten. Den er senere rosemalt og har på forsiden: Guri Torgersdatter Anigsdahl 1848 og under lokket: ADSE. SM 1950 er en replikk til Ognakisten. Midtbeslagets initialer er IHS - KED -1676 og under senere overmaling skimtes hjelmprydete våpenskjold med samme kontur som skjoldene på Stavangerkisten. Under disse malt ANNO 1676. Overmalingen har innskriften : Svend Evendsen Riskedahl. Karen Klends Datter Riskedahl. Anno 1760. SM 1872 har på låskassen gravert ANNO - LMS - MGDG - 1680. Den er innkommet fra Sandeid i Ryfylke, og overmalingen har innskriften : Anna Anbjørns D. Bjerkenes 1848. Sammen med disse tre må nevnes SM 2218 der initialene ANO AB 1713 er plasert i lokkets beslag. Fra Stavanger Domkirke skriver seg SM 3110 med pånaglet årstall 1675 og en replikk til denne er Norsk Folkemuseums kiste nr. 140-97, som har pånaglet HJSW 1674. Nært beslektede beslag har SM 2440 med nyere innskrift i lokket: LBSS 1852. Kistens alder 1694. Disse 3 sistnevnte kistene skriver seg sannsynligvis fra Stavanger eller Bergen. Fra Trondheim eller Bergen skriver seg muligens Folkemuseets lille kiste nr. 2204-21, innkommet fra Sund ved Hemnesberget i Helgeland. Den har pånaglete initialer PRS - DKD og tidfestes til ca. 1700. Til gruppen slutter seg en kiste i Vestlandske Kunstindustrimuseum i Bergen som har pånaglet årstallet 1691 og i lokkets midtbeslag et sirkelfelt med HD. Noen systematisk registrering av slike kister i våre museer er ikke foretatt. Beslåtte barokkister er meget etterspurte antikviteter, og et stort antall må sikkert finnes i privat eie. Det vil være en nærliggende oppgave for våre tre kunstindustri-museer å sette i gang en registrering. Denne lille undersøkelsen viser hvorledes et samarbeide på dette felt mellom ættegranskeren og kulturhistorikeren kan gi resultater av betydning for dem begge.
• Beskrivelse i Litteratur: I boken «Kvinneportretter i Norsk Malerkunst» av Henning Gran og Reidar Revold, (Aschehoug 1945), kommer jeg tilfeldigvis over et portrett som teksten forteller viser Margrete Stoud, eller Margrete i Hanken. Og med en viss forbauselse slår jeg fast at det etter årstallene å dømme, virkelig kan være et bilde av den vidgjetne Margrete i Hanken. Det er Bergen Billedgalleri som har dette bildet i sin varetekt. Men det er antagelig ikke så mange som har vært klar over at det eksisterer, selvorr det selvfølgelig er mange som har hørt litt av hvert om Margrete. Presten i Borgund kirke, fortelles det, sto fram i kordøra og spurte om fruen i Hanken var kommet til sin stol. Før kunne han ikke begynne å preke. — Alle de sagn som ennå verserer om henne, vitner om en mektig og original kvinne. Ved nærmere ettersyn viser seg riktignok det meste av det som blir fortalt om henne, å være dikt. Men likevel — en interessant og eiendommelig kvinne må hun ha vært. Knut Knutsen Hanken 92 år i 1920, fortalte til journalist P. Stensager at Margrete bodde på neset, «en gammel søytel» her i Hanken rodde henne ofte over fjorden til Tusvik i Sykkylven. Så fortelles et sagn — et vandresagn som er kjent over hele landet — om en ring som ble kastet i havet og funnet igjen i en fisk. Margrete hadde sagt at hvis ringen kom igjen, skulle hun bli fattig. Hun ble det også, og endte sine dager på en enkestiftelse i Bergen. — Så vidt Knut Hanken. Jørgen Gjerding forteller også mange sagn om henne i en artikkel i Nationen i 1929. Der er både det om gullringen og mange andre. Der er også ett om en frier fra utlandet som ville hun skulle kvitte seg med Hanken og følge ham på ferden ut i verden. I dagevis lastet de innboet til Margrete om bord i det store skipet til mannen. Og da det var gjort, sa han at han måtte ligge om bord for å verge godset så intet ble stjålet, og så skulle hun komme om bord dagen etter. Neste morgen var selvfølgelig skipet borte, og Margrete satt igjen som fattig enke, og som fattig enke døde hun også i Hanken i 1695. Så å si alt dette synes å være folkedikting. Det man egentlig sikkert vet om Margrete er følgende: Hun var datter til borgermester i Bergen, Rasmus Lauritsen Stoud, danske født i 1578, død 1650, og hustru Anne Søfrensdatter. Margrete var gift første gang med rådmann Henning Hansen Smit, stor godseier og bofast på Hankeneset, som hennes far hadde hatt til handelssted med fullmektig på. Rasmus Lauritsen Stoud, Margretes far eide nemlig hele Hanken. Hennes mann — Henning Smit — var også forvalter av Giskegodset og Rosenkrantzgodset på Sunnmøre. I 1663 ble hun enke og bodde på Hanken til hun i 1680 giftet seg igjen med den mektige prost og magister Christopher Hierman i Borgund, hvis første kone, Birte Svendsdatter døde 28. desember 1679. Etter magister Christophers død i 1690 bodde hun først i Spjelkavik, men flyttet siden til Bergen. Der døde hun i 1695, og hennes lik ble begravet i det murede gravsted i domkirken i Bergen. I 1716 lot Jacob de Wida, Johan Barth ved notarius publicus i Bergen, tilspørre de «veledle og høyfornemme matroner» madam Else salig Hofmann, (datter av Peder Hansen Smit og brordatter av rådmann Henning Hansen og Hans Hansen, adlet Lilienskiold), og madame Gjertrud salig Badenhaupt angående det murede gravsted som er «udi det syndre hjørne udi Domkirken under dend stol, som Provsten Mag. Ole Strøm efter seneste ildebrand har ladet bygge». de Wida får da bekreftet at det gravsted eide borgermester Rasmus Lauritsen Stoud, og at der er følgende innsatte: Rasmus Stoud og hustru, deres sønn Knud Stoud med hustru Johanne Pedersdatter og datter Anna Stoud gift med Jacob de Wida. Likeledes borgermesterens datter, Margrete Stoud og hennes mann, rådmann Henning Hansen Smit med barna Hans og Peder Smit. Det må være etter hun var blitt enke for første gang at hun har latt seg portrettere. Den ukjente kunstneren har satt henne mot en tung og sort bakgrunn, hun selv er i sort, men med et fint forkle over magen og med en veldig krage, hvorfra hodet stikker opp som en fremmed klode fra drakten. Huden er lett melet, uten minste spor av sol, ser det ut til. Haken myndig — Gud bedre! — med en fint tegnet liten muskel under kinnet. Munnen er tynn og smal, med underleppen litt framskutt. øynene er glassklare og helt uten uttrykk. Tøyet er utsøkt, med gull overalt. Hun har et flettet gullarmbånd på høyre håndledd og et annet rundt det venstre. Fire ringer har hun til sammen, og venstre hånds fingre ser ut til å leke med familiens kostbare ur. Hadde man tenkt seg Margrete i Hanken slik?