Johanne Marie Saxe

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Stavanger, Rogaland, Norway; Tolder Peder Pederssøn Saxes yngste barn Johanne Marie var født i Stavanger. Hun blev gift første gang den 20. juli 1690 med kaptein ved Det vesterlandske regiment, Johan Conrad Hiibert (som døde i 1697) og hadde to barn med ham. Så blev hun gift igjen den 28. september 1702 i Høiland kirke med bergenseren Jan Jansen Seehusen som eide gården Furås i Høiland. (Han var en bror av Morten Seehusen som nesten 20 år senere giftet sig med Johanne Maries brordatter Maren, datter av sognepresten i Håland. Se foran side 47). Jan Seehusen fikk seks barn i dette ekteskapet, han døde i 1732 og blev gravlagt i Stavanger.

Johanne giftet seg med Johan Conrad Hübert 20 Jul 1690. Johan døde 1697. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

Gift:
2 barn

Johanne giftet seg med Jan Jansen Seehusen 28 Sep 1702. Jan døde 1732. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Notater:

Gift:
6 barn

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Peder Pederssøn Saxe var født 25. januar 1635. Han må ha kommet til Stavanger som ung gutt, for allerede 20 år gammel blev han gift med Maren Søfrensdatter Godtzen. [Anmerkning: I Ludvig Saxe sin bok fra 1940 blir det postulert at Peder Saxe kom fra Århus. Dette har vist seg å være feil. Han er sønn av Peder Saxesen (f. 1597 i Randers) og sønnesønn av Saxe Andersen fra Kolding, født en gang etter 1622. For videre lesning: Personalhistorisk Tidsskrift 2010:1, s. 43-73. En Saxeslægt i Danmark og Norge (av Kirstin Nørgaard-Pedersen)] Stavanger på 1600-Tallet La oss kaste et lite blikk på Stavanger slik som byen må ha sett ut midt i 1600-tallet. Domkirken, kongsgården og rådhuset lå tett sammen og dannet midtpunktet i byens liv. Til rådhus brukte man en liten kirkebygning fra middelalderen, og i denne var det bl. a. innrettet to arrestrum. Bebyggelsen strakte sig over odden som stikker nordover mellem Vågen og Østervåg, og på det høieste punktet blev nettop i denne tiden Valbergtårnet reist — et vakttårn av tømmer og med stormklokke til å varsle brand. Utenfor nordspissen av odden lå Koholmen (som senere er blitt landfast ved utfylling) og der var det anlagt en skanse med noen kanoner. Torvet var bare en liten åpen plass ved bunnen av Vågen, og på denne plassen fantes en brønn med tak over. Nede ved Vågen lå også tollboden, og ellers var det sjøhus og brygger her og der; på flere steder gikk det almenninger ned til de offentlige bryggene. Gatene var det ikke rart bevendt med, de var for det meste noen krokete smug, så smale at det mange steder ikke var mulig å kjøre med vogn, og de var fulle av dyp søle efter regnvær. I byvedtektene var det forbudt å «utslå nogen urenhet på gater og streder eller henlegge mødding på offentlige steder». Hvad husene angår, så var disse som regel små bordklædte tømmerhus med torvtak, og de lå enten tett i tett eller de var adskilt ved haver og fjøs — for det var jo mange av borgerne som holdt kuer og griser. Det er klart at brandfaren var stor, og sluknings-apparater kjentes ikke, og derfor blev da også byen hjemsøkt av den ene fryktelige ildebrand efter den annen. I 1633 gikk halve byen op i flammer, og halvhundre år senere, i 1684, raste en brand som la størsteparten av husene i aske. Assuranse var jo ukjent, og de brandlidte mistet derfor ofte alt det de eide. For å holde utkik efter brand var det alltid en vaktmann til stede i Valbergtårnet. Og hver natt gikk «4 myndige karle» som vektere i gatene; de skulde bl. a. rope ut hvad klokken var slagen. Og «natteravner og fulle kompaner som roper og skriker som uskikkelige bester» skulde de «antaste» og putte i hullet. Det som folk i Stavanger levde av i de dager var handel og håndverk, sjøfart og fiskeri. Det var en sterk opgangstid for Norge; handel og omsetning steg, og prisene steg også på grunn av den stadig økende tilgang av sølv fra Amerika. Det foregikk en økonomisk nydannelse i samfundet, og dette viste sig tydeligst ved at borgerstanden vokste frem i makt og innflytelse. En stor del av de borgere som slo sig ned i de norske byene på denne tiden var for øvrig ikke norske av fødsel. De kom fra andre land, særlig fra Danmark, men de blev hurtig nasjonalisert og følte sig hjemme i Norge. Disse folk førte som regel med sig både initiativ og kapital. Den første mann i Stavanger i midten av 1600-tallet var Søfren Pederssøn Godtzen, født i Jylland i 1599. Som ung mann kom han til Stavanger, hvor han blev fullmektig hos lensherren, og senere tolder og borgermester. Han drev handel og eide skiber, og en hel del eiendommer hadde han både i og utenfor byen, så han var stedets rikeste mann. Dessuten hadde han en rikdom av barn — hele 18 stykker. Søfren Godtzen var gift med Elisabeth Trane, datter av den rike handelsmann Christen Trane, som på morssiden nedstammet fra lagmann Nils Jonssøn i Stavanger, og fra Ivar Dal som levde i Sogn på 1400-tallet. Ekteskap og utnevnelse til tolder Inn i disse forholdene var det Peder Pederssøn Saxe kom, da han landet i Stavanger som ung gutt. Og han var heldig — bare 20 år gammel gikk han til alteret i domkirken med. Søfren Godtzens nest eldste datter, Maren. De to var jevnaldrende, idet hun var født den 9. november 1634. Og Maren blev Saxe-slektens stammor i Norge. Peder Saxe kunde antagelig takke sin svigerfar for at han allerede 25 år gammel blev tolder i Stavanger. I februar 1660 fikk han sin utnevnelse av Frederik III med samme lønn som sine forgjengere. Men lønnen var kanskje snau — det gikk iallfall ikke mer enn 5 måneder før han fikk pålegg. Det kom nemlig kongebrev om at han «herefter til sin lønns forbedring må årligen nyde og bekomme 100 riksdaler tillike med den hannem tilforn forunte lønn». I det samme år, 1660, gjennemførte Frederik III sitt statskupp og gjorde kongemakten arvelig og eneveldig. Dette kom ikke egentlig som noen overraskelse, for ut igjennom hele 1600-tallet hadde staten eller kongen lagt flere og flere områder av samfundslivet under sig. Dette var ikke utslag av noe kongelig despoti, men av en almindelig europeisk bevegelse som gikk ut på å styrke statens makt. Kongen grep efter hvert inn alle vegne med utallige påbud og forbud, det gikk ut forordninger og kongebrev om smått og stort, og kongen utnevnte selv alle offentlige tjenestemenn, både høie og lave. Lensstyret var ferdig i Norge, embedsstyret begynte, og dermed fikk også statens embedsmenn og funksjonærer større innflytelse og betydning enn før. Kongelig Majestets tolder i Stavanger blev neppe overanstrengt av sitt arbeid; det var ikke stor trafikk på havnen i de dager. Inntil 1650 bestod den norske handelsflåten vesentlig av småskuter som gikk i kystfart; utenrikshandelen blev for størstedelen besørget av hollenderne. Men midt i århundret blev konjunkturene slik at de norske handelsmenn og skippere tjente store penger, og de begynte da selv å bygge skib som tok konkurransen op. Norge blev igjen et sjøfarende land. Det som utførtes var særlig trelast, fiskevarer og skinn, og det innførtes korn, salt, tobakk og brennevin m. m. Man hadde toll både på utførsel og innførsel, og tollen var statens største og sikreste inntekt. Under Stavanger tollsted hørte også ladestedet Nedstrand i Ryfylke hvor det særlig blev utført trelast. Handelsflåten i Stavanger bestod i 1664 av tre skib i utenriksk fart og 28 jekter og bysser. Noen år senere fikk man et defensjonsskib med kanoner; det var en Spania-farer som bar navnet «Stadt Stavanger». Atten av byens fornemste borgere stod som redere, og blandt disse nevnes tolderen Peder Saxe. Men skibet forliste under en storm utenfor Portugal, og tapet var stort. Rikdom og borgerlig tillitshverv Handel og kjøpmannsskap var egentlig forbeholdt handelsmennene i byene og var forbudt for statens embedsmenn og funksjonærer, men dette forbudet blev aldri overholdt. Våren 1662 blev Peder Saxe innstevnet for rådstueretten «anlangende adskillig kjøpmannsskap» som han hadde drevet. Men det hjalp neppe stort. — Peder Saxe blev efter hvert en formuende mann, han eide mange hus i byen og hadde adskillige eiendommer på landet. Gårdene Øvre Risdal og Eltervåg blev senere skjenket til domkirken (av hans enke). — I anledning av den skånske krig blev det i 1676 pålagt en krigsskatt, og skattyderne over hele landet blev inndelt i 8 klasser; de som stod i klasse 3 måtte betale ½ riksdaler daglig i ett år — og her stod Peder Saxe udi Stavanger. En slik ekstraskatt på 182 daler på ett år var jo ganske kraftig og kunde bare betales av en velholden mann. Året efter betalte han bl. a. i familieskatt 16 riksdaler for 8 personer; skatter var det i det hele tatt svært mange av, både vanlige skatter og ekstraskatter som blev pålagt særlig i anledning av alle de krigene som førtes i dette århundre. Peder Saxe fikk også borgerlig tillitshverv, idet han i 1671 på byens vegne reiste til København sammen med to andre borgere for å få byens privilegier fornyet. En slik fornyelse var nødvendig ved hvert tronskifte. De nye privilegier blev underskrevet av Christian V på København slott den 21. november 1671 og kontrasignert av Griffenfeldt; dokumentet fins ennå i Stavanger. De tre menn kom tilbake i 1672 og hadde med sig et brev fra kongen til borgermester og råd i Stavanger med anbefaling av at de fikk godtgjørelse for reiseutgifter, fortæring og tidsspille. Beløpet satte de til 574 riksdaler. De fikk løfte om 430 daler som skulde utbetales av bykassen i løpet av to år. Men snart efter reiste borgermesteren til København og klaget over at dette var for meget, og kongen gav beskjed til stattholder Gyldenløve i Norge om at beløpet skulde nedsettes. Stattholderen befalte så at det skulde utbetales 200 daler. Men de tre menn fikk fremdeles ingenting, og i 1674 stevnet de borgermesteren og forlangte pengene utbetalt. I bytinget blev borgermesteren tilpliktet å ligne ut beløpet på byens borgere og betale de tre tålmodige menn innen en måned — hvis ikke skulde borgermesteren selv være ansvarlig for beløpet. Bybrannen i 1684 og dens følger I 1680-årene blev Stavanger rammet av det ene hårde slag efter det annet. Først bestemte kongen at det nyanlagte Kristiansand skulde være stiftsstad i stedet for Stavanger og at amtmann, biskop og katedralskole skulde flyttes dit. Og så kom den forferdelige branden høsten 1684, da 149 hus gikk op i flammer. Antagelig har også Peder Saxe ved den anledning mistet en del av sin formue. I disse årene gikk tallet på skattydere i byen ned fra henved 400 til litt over 200. Borgerne må ha følt at byens eksistens var truet, for i april 1685 holdt de møte på rådstuen med borgermester og Kgl. Majestets tolder Peder Saxe i spissen og vedtok at hvis kongen nådigst vilde la byens privilegier forbli som før, skulde «til dessen innløsning og bekostning» borgerne pålegges 500 riksdaler som straks skulde innkreves. [Anm: 4. november 1684 klokka 23:30 var tjenestegutten til soknepresten Jens Sørensen Godtzen uforsiktig med ild. Det oppsto en brann som raste til klokka 7 neste morgen. Han bodde på det som nå er adressen Skagen 10. Det brant omlag 150 hus inkludert sjøboder og pakkhus. En direkte følge av brannen var at biskopen og domkapitlet forlot byen, og etablerte seg i Kristiansand] Noen måneder efter kom kong Christian V selv på besøk til Stavanger. Han kom reisende nordfra med over hundre fornemme menn i sitt følge, og en sommerkveld i 1685 steg han i land på Torvbryggen, hvor det var reist en æresport og hvor borgervebningen stod opstilt. At Hans Majestets tolder Peder Saxe også var til stede, kan vi sikkert gå ut fra. Kongen begav sig til Kongsgård hvor han spiste til aftens, og neste morgen efter frokost fortsatte han sydover. Kongen og hans følge hadde nok god matlyst, for til disse to måltidene gikk det med 100 kyllinger, 12 lam, 10 griser, 4 kalver, 1 rensdyr, 600 egg osv. Det var et uheldig tidspunkt for Stavanger å få kongebesøk —like efter branden; det heter da også i en beretning at byen var «udi hel slett tilstand og ikke synderlig gjenopbygget». Synet av brandtomtene må ha fått kongen til å bestemme sig for å gjøre det helt av med den gamle by til fordel for Kristiansand; ikke lenge efter kom det nemlig befaling om at gjenopbyggingen skulde stanses. Og året efter kom det beskjed om at Stavangers kjøpstadsprivilegier «aller nådigst blev ganske ophevede» og at byen ikkun skulde være et ladested. Det varte forresten ikke så svært lenge før man fikk kjøpstadsrettighetene igjen, takket være byens egen livskraft. Peder dør I det samme år, 1686, døde Peder Saxe den 15. januar, 51 år gammel, og som den fremtredende og velhavende borger han var, blev han sikkert bisatt i domkirken. Det var almindelig i de dager at embedsmennene hadde optil et års lønn til gode, og Peder Saxes enke, Maren Saxe, født Godtzen, fikk straks efter dødsfallet utbetalt hans resterende lønn 260 riksdaler og dessuten for tollbodleie 20 daler og for skrivematerialer 8 daler. Om Maren Søfrensdatter Godtzen Maren Saxe var, som før nevnt, datter av borgermester Søfren Godtzen og hustru Elisabeth Trane. Godtzen hadde i domkirken en egen lukket kirkestol og et eget gravsted. Over dette hang en stor minnetavle av ekteparet og deres 18 barn; den nest eldste datteren forestiller da Maren Saxe. Minnetavlen, som er utført av den fremragende billedskjærer og kunstmaler Anders Smith fra Skottland, henger fremdeles i kirken, og den er et utmerket eksempel på den rike kirkekunst som blomstret op i Stavanger på 1600-tallet. Om Maren Saxe selv vet vi ellers ikke annet enn at hun en gang optrådte som vidne i en trolldomssak. Djevletroen var jo sterk både blandt leg og lerd på den tiden; det var ingen som tvilte på at det fantes trollmenn og hekser som hadde solgt sig til djevelen og på den måten hadde fått overnaturlige evner. Heksebålene begynte å flamme i Europa omkring år 1500, og i 200 år blev utallige mennesker anklaget for trolldom og dømt til å miste livet. Reformasjonen gjorde ingen forandring i dette, og både Frederik II og Christian IV utstedte strenge forordninger mot heksene. I løpet av 1600-tallet var det minst 10 kvinner som mistet livet for hekseri i Stavanger, muligens var det adskillig flere. I 1662 var Trog-Astri anklaget, og blant vidnene var Maren Saxe som kunde fortelle at Trog-Astri hadde øvd trolldom i Stavanger skole og derved forført mange av skolens elever «i deres umyndighet». Maren Saxe levde noen få år lenger enn sin mann; hun døde den 18. juni 1690 og blev gravlagt i domkirken. Og kort tid efter blev det i hennes hus holdt skifte over «den dydrike, nu salige matrone»s efterlatenskaper. Disse var forskjellige hus og tomter i byen, jordgods, skibspart i en Spaniafarer og en mengde ting av sølv, tinn, messing og kobber osv. til en samlet verdi av 5400 riksdaler. Efter at kreditorene var blitt betalt og barna hadde tatt sin farsarv, blev det tilbake 3 600 riksdaler, og av disse fikk hver av sønnene 800 daler og datteren halvparten så meget, 400 daler. I 1869 blev Stavanger domkirke restaurert, og en hel del kister som stod under kirkegulvet blev da bragt ut og begravd på kirkegården. På mange av dem var det festet metallplater med inskripsjon; disse platene er nå i Riksarkivet, men Saxe-navnet fins ikke på noen av dem. Tolderen hadde fem barn: sønnene Søfren, Peder, Jens og Frederik og en datter Johanne Marie.
• Tidsskrift: Peder Pedersen Saxe, født i Kolding efter 1622, død i Stavanger 1686. Gift før 1655 med Maren Sørensdatter Godsen, født 9. November 1634 i Stavanger, død sst. 18. juni 1690. Fem børn: 1) Søren Pedersen Saxe, født 1655. 2) Peder Pedersen Saxe. 3) Jens Pedersen Saxe, født 1666. 4) Frederik Pedersen Saxe, født 1669. 5) Johanna Maria Pedersdatter Saxe, født 1675. Peder Pedersen Saxe, kongelig majestæts tolder i Stavanger, blev grundlægger af den talrige Saxeslægt i Norge. Fordi Ludvig Saxe i sin slægtsundersøgelse ikke kunne finde nogen forbindelse til Danmark, har han i sin bog foreslået, at Peder Pedersen Saxe kunne være søn af Peder Pedersen Saxe i Århus, men de oplysninger, der nu er fundet i Kolding bys tingbog, har vist, at det ikke kan være tilfældet. 10. juli 1661 fik broderen Jens Pedersen Saxe, borger og indvåner i Kolding nemlig udstedt tingsvidne på, at Bertel Mikkelsen, borger og overformynder her sst. «på Peder Pedersen Saxe, kongelig majestæts tolder i Stavanger i Norge, hans vegne gav Jens Saxe, hans kære hustru Karen Mikkelsdatter og deres arvinger afkald for al den arv, Peder Pedersen Saxe efter hans salig far Peder Saxesen, fordum borger her sst., og mor salig Maren Jensdatter arveligt kunne tilfalde, og kendtes Bertel Mikkelsen på bemeldte Peder Pedersen Saxes vegne for ham og hans arvinger intet videre efter denne dag, hans fornævnte bror Jens Saxe hans hustru og deres arvinger for forskrevne arveparter har at fordre.» Peder Pedersen Saxe var blevet udnævnt til tolder den 1. februar 1660 med samme løn som sin forgænger og svigerfar Søren Pedersen Godsen (1599-1663), der var gift med Elisabeth Christensdatter Trane (1613-1684).
• Borgerskap: 22 Feb 1660, Stavanger, Rogaland, Norway; Peder Pedersen Saxe, f. 25. jan. 1635, tolder i Stavanger 22. februar 1660; kongelig benådning 13. sept. 1671 «at maatte drive handel og brug lige med andre borgere»; død 15. jan. 1686. gift med Maren Søfrensdatter Godtzeb, født 9. nov. 1634, død 18. jun. 1690.

Peder + Maren Søfrensdatter Godtzen. Maren (datter av Søfren Pedersen Godtzen og Elisabeth Christensdatter Trane) ble født 9 Nov 1634 , Hana, Høyland, Rogaland, Norway; døde 18 Jun 1690, Stavanger, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Slektsbok: Maren Saxe var, som før nevnt, datter av borgermester Søfren Godtzen og hustru Elisabeth Trane. Godtzen hadde i domkirken en egen lukket kirkestol og et eget gravsted. Over dette hang en stor minnetavle av ekteparet og deres 18 barn; den nest eldste datteren forestiller da Maren Saxe. Minnetavlen, som er utført av den fremragende billedskjærer og kunstmaler Anders Smith fra Skottland, henger fremdeles i kirken, og den er et utmerket eksempel på den rike kirkekunst som blomstret op i Stavanger på 1600-tallet. Om Maren Saxe selv vet vi ellers ikke annet enn at hun en gang optrådte som vidne i en trolldomssak. Djevletroen var jo sterk både blandt leg og lerd på den tiden; det var ingen som tvilte på at det fantes trollmenn og hekser som hadde solgt sig til djevelen og på den måten hadde fått overnaturlige evner. Heksebålene begynte å flamme i Europa omkring år 1500, og i 200 år blev utallige mennesker anklaget for trolldom og dømt til å miste livet. Reformasjonen gjorde ingen forandring i dette, og både Frederik II og Christian IV utstedte strenge forordninger mot heksene. I løpet av 1600-tallet var det minst 10 kvinner som mistet livet for hekseri i Stavanger, muligens var det adskillig flere. I 1662 var Trog-Astri anklaget, og blant vidnene var Maren Saxe som kunde fortelle at Trog-Astri hadde øvd trolldom i Stavanger skole og derved forført mange av skolens elever «i deres umyndighet». Maren Saxe levde noen få år lenger enn sin mann; hun døde den 18. juni 1690 og blev gravlagt i domkirken. Og kort tid efter blev det i hennes hus holdt skifte over «den dydrike, nu salige matrone»s efterlatenskaper. Disse var forskjellige hus og tomter i byen, jordgods, skibspart i en Spaniafarer og en mengde ting av sølv, tinn, messing og kobber osv. til en samlet verdi av 5400 riksdaler. Efter at kreditorene var blitt betalt og barna hadde tatt sin farsarv, blev det tilbake 3 600 riksdaler, og av disse fikk hver av sønnene 800 daler og datteren halvparten så meget, 400 daler. I 1869 blev Stavanger domkirke restaurert, og en hel del kister som stod under kirkegulvet blev da bragt ut og begravd på kirkegården. På mange av dem var det festet metallplater med inskripsjon; disse platene er nå i Riksarkivet, men Saxe-navnet fins ikke på noen av dem. Peder og Maren hadde fem barn: sønnene Søfren, Peder, Jens og Frederik og en datter Johanne Marie.

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Peder Saxesen, født omtrent 1597 i Randers, død i Kolding, begravet 2. juni 1640. Gift med Maren Jensdatter, død i Kolding før 22. maj 1660. Børn: 1) Peder Pedersen Saxe. 2) Jens Pedersen Saxe. Peder Saxesen var i 1621 borger i Randers, så han har formodentlig da været mindst 25 år gammel, for han ser ud til det år at have fået fuld råderet til sin arv. Således gav han og Hans Lauritsen på egne og medarvingers vegne afkald til «Jacob Pedersen, bartskærer i Randers, for det 30 dalers indlæg, de har, og som er indlagt for i salig Niels Bangs i den liden gård, som Jacob Pedersen har købt af Anne Lauritsdatter og Rasmus Mikkelsen her sst.» Og den 26. februar samme år fik Peder Ankesen skøde på «den gård og ejendom, som kaldes Rasmus Lemmers», som tidligere havde tilhørt salig Laurits Jacobsen Skriver. 16. juli samme år stod Hans Gremersen på tinget, hvor han «lod læse og påskrive et købebrev og en fuldmagt på en eng liggende vesten uden for Randers hospital ved volden, som Peder Saxesen, borger her sst., solgte og afhændede til borgmester Niels Jacobsen, hvilken eng han efter sin salig mor Gertrud Pedersdatter arveligt tilfaldet er,» som han nu på Peder Saxesens vegne skødede til Niels Jacobsen, «hvilken eng hans salig stedfar Laurits Jacobsen Skriver før ham har haft.» Da Rasmus Torsen gik og fejede gaden om morgenen ved fire- femtiden fredagen, før engen blev solgt, havde Hans Gremersen og Peder Saxesen været i løftet stemning. Da kom de gående op ad gaden efter fire «instrumentister og gik ind i stuen til sengen, som Christen Pedersen lå i hans skjorte og hans bror Jens Pedersen hos ham, og de bad ham stå op, og han stod op og førte sig i sine bukser og trøje, hvorefter en person slog ham under øret, og Peder Saxesen bad ham, at han ville drikke med dem, hvortil han svarede, at det var tid, han drak intet, og Hans Gremersen tog en kande med vin, som de havde med dem og ville slå Christen Pedersen dermed, men blev forhindret, hvorefter han greb en pisk og slog Christen Pedersen dermed under hans øre og på hans arme, hvorefter Christen Pedersen søgte ud af døren og Hans Gremersen efter ham, og Christen Pedersen råbte på Peder Skov, at han skulle redde ham, de tog livet af ham, som Sidsel Lasdatter, Peder Skovs hustru, bevidnede.» Derefter var Christen Pedersen Splids sår blevet synet for et sår ved munden og en blå skulder, som han beskyldte Hans Gremersen for, og han var «riblet på hans kindben, som han beskyldte Peder Saxesen for at have gjort», mens Hans Jensen Holm fik skyld for slaget under øret. Derefter blev der opkrævet sandemænd til at dømme de tre mænd «for stor overvold og skade, de Christen Pedersen Splid her sst. i sit eget hus», og sandemændene svor Hans Jensen Holm, Peder Saxesen og Hans Gremersen, «hver af dem et fuldt vold over på Randers bys vegne.» Peder Saxesen var på samme tid flere gange på tinget, dels fordi han havde et mindre beløb til gode, og dels fordi han selv skyldte en del penge bort. Gælden og den voldsdom, som han var blevet idømt, kan måske være årsagen til, at hans gård blev solgt. Det kan nemlig se ud til, at den var blevet pantsat, for Tomas Poulsen og flere andre vidnede den 3. december 1621 for retten, at de for nogen tid siden så og hørte, at Tomas Poulsen leverede Niels Hjermind en fuldmagt, så han kunne drage til Hans Jensen i Holm og der på «hans vegne købe af ham Peder Saxesens gård og ejendom.» Ugen efter blev Peder Saxesen stævnet for sin voldsbøde. 1623 skrev kæmneren i Kolding i sit regnskab: «Annammet af Peder Saxesen, født i Randers by, 4 slette daler til borgerskab.» Men han var allerede kommet til byen senest den 5. juni 1622, det år han og Tomas Gregersen skrev kontrakt om de arvemidler, som Peder Saxesen lod blive stående på rente i Tomas Gregersens ejendom, der under kejserkrigen var blevet så skadet, at Tomas Gregersen mente, at han af den grund ikke var pligtig at betale så meget, som kontrakten lød på, og derfor havde anket byfogedens dom til Viborg landsting, hvor han dog ikke fik medhold: «Så og efterdi fornævnte skiftebrev udførligen indeholder det fornævnte Peder Saxesens arvepart udi ejendom og løsøre, til sammen rente for 87 dir. 1 mk. 7 sk., er blevet udi gården bestående ham til fremtarv, og fornævnte Tomas Gregersen siden har oprettet kontrakt med fornævnte Peder Saxesen det samme penge, hos ham skulle blive på årlig rente, indtil de blev opsagt, og ikke bevises samme hovedstol eller rente at være fornævnte Peder Saxesen erlagt, så byfogden, fordi har tilfundet Tomas Gregersen fornævnte hovedstol og efterstående rente at betale, heller der for har indvisning udi bemeldte gård og ejendom, da vide vi efter sådan lejlighed enten dom at sige eller magtesløs at dømme.» «Anno 1640 den 14. november blev skiftet holdt efter salig afgangne Peder Saxesen, fordum borger her i Kolding, imellem hans efterladte hustru, ærlig og gudfrygtig kvinde Maren Jensdatter, med hendes tilbetroede værge ærlig og forstandig mand Mogens Eriksen, borger og rådmand sst. på hendes vegne på den ene side og hendes tyende børn, nemlig Jens Pedersen, og Peder Pedersen med deres værge, velagte Hans Madsen Brun på den anden side. Desligeste Peder Jørgensen på Hans Jensens børns vegne, nemlig Jacob Hansen og Jens Hansen, eftersom bemeldte salig Peder Saxesen noget af deres oldarv, som de efter deres salig mormor, Anne Gregers Outtsen, er tilfaldet, har haft under hænder og værgemål. Overværende ærlig og velforstandige mand Poul Bertelsen Rådmand, Niels Iversen, byfoged, overformynderen og flere øvrighedspersoner.§ Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter. 1654 fik Maren Jensdatter, Peder Saxesens enke, skøde på en «toft sønden for Kolding, som salig Hans Jensen tilhørte.» Sælgerne var Hans Jensens to døtre og deres mænd. «Anno 1660 den 22. maj blev registrering og vurdering holdt efter ærlig og gudfrygtig kvinde nu salig Maren Jensdatter, salig Peder Saxes, imellem hendel efterladte sønner, nemlig velagte Jens Pedersen Saxe på sine egne vegne på den ene side, og på hans bror Peder Pedersen Saxe hans vegne på den anden side.» Trods den netop overståede krig og besættelse af fremmede krigsfolk efterlod Maren Jensdatter sig en del værdier. Hun ejede to guldringe, «den ene med en liden diamant udi til i alt 9 sldl. og en stor sølvkande, som blev vurderet efter vægt til 75 sldl., men den vejede også 100 lod.» Hovedgården salig Maren Peder Saxes iboede og tilhørte, er udi rådmandens og 24 uvildige dannemænd og borgere vurderet med jernkakkelovn og alt nagelfast for 700 sldl. En toft liggende udi Brændgårdsmarken 200 sldl. En eng udi Teglgårds kær agtet for 20 sldl. «Boets formue androg 1117 sldl. 8 sk. At således registreret, vurderet og passeret er, som forskrevet står, bekræfter vi ovenmeldte, som dette har været overværende med vore signeter her undertrykt og med fornævnte Jens Pedersen Saxe hans signet først her neden for trykt, med egen hånd underskrevet. Datum ut supra.»
• Skifteopptegnelser: 14 Nov 1640, Kolding, Denmark; Peder Saxesen i Kolding. 14.11.1640, no.2, opslag 16. Enke: Maren Jensdatter. lavværge: Mogens Eriksen, rådmand. Barn: 1) Jens Pedersen 2) Peder Pedersen. Formynder: Hans Madsen Bruun. Originalkilde: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17176743#194106,32524197 Transkribert (bare detaljer): https://www.brejl.dk/kolding.html#kolding1639

Notater:

Gravlagt:
Fest: Visita Maria => Maria besøkelsesdag => 2. juli 1640

Peder + Maren Jensdatter. Maren (datter av Jens ? og ? Gregersdatter) døde ca. 1660, Kolding, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Peder Saxesen, født omtrent 1597 i Randers, død i Kolding, begravet 2. juni 1640. Gift med Maren Jensdatter, død i Kolding før 22. maj 1660. Børn: 1) Peder Pedersen Saxe. 2) Jens Pedersen Saxe. Peder Saxesen var i 1621 borger i Randers, så han har formodentlig da været mindst 25 år gammel, for han ser ud til det år at have fået fuld råderet til sin arv. Således gav han og Hans Lauritsen på egne og medarvingers vegne afkald til «Jacob Pedersen, bartskærer i Randers, for det 30 dalers indlæg, de har, og som er indlagt for i salig Niels Bangs i den liden gård, som Jacob Pedersen har købt af Anne Lauritsdatter og Rasmus Mikkelsen her sst.» Og den 26. februar samme år fik Peder Ankesen skøde på «den gård og ejendom, som kaldes Rasmus Lemmers», som tidligere havde tilhørt salig Laurits Jacobsen Skriver. 16. juli samme år stod Hans Gremersen på tinget, hvor han «lod læse og påskrive et købebrev og en fuldmagt på en eng liggende vesten uden for Randers hospital ved volden, som Peder Saxesen, borger her sst., solgte og afhændede til borgmester Niels Jacobsen, hvilken eng han efter sin salig mor Gertrud Pedersdatter arveligt tilfaldet er,» som han nu på Peder Saxesens vegne skødede til Niels Jacobsen, «hvilken eng hans salig stedfar Laurits Jacobsen Skriver før ham har haft.» Da Rasmus Torsen gik og fejede gaden om morgenen ved fire- femtiden fredagen, før engen blev solgt, havde Hans Gremersen og Peder Saxesen været i løftet stemning. Da kom de gående op ad gaden efter fire «instrumentister og gik ind i stuen til sengen, som Christen Pedersen lå i hans skjorte og hans bror Jens Pedersen hos ham, og de bad ham stå op, og han stod op og førte sig i sine bukser og trøje, hvorefter en person slog ham under øret, og Peder Saxesen bad ham, at han ville drikke med dem, hvortil han svarede, at det var tid, han drak intet, og Hans Gremersen tog en kande med vin, som de havde med dem og ville slå Christen Pedersen dermed, men blev forhindret, hvorefter han greb en pisk og slog Christen Pedersen dermed under hans øre og på hans arme, hvorefter Christen Pedersen søgte ud af døren og Hans Gremersen efter ham, og Christen Pedersen råbte på Peder Skov, at han skulle redde ham, de tog livet af ham, som Sidsel Lasdatter, Peder Skovs hustru, bevidnede.» Derefter var Christen Pedersen Splids sår blevet synet for et sår ved munden og en blå skulder, som han beskyldte Hans Gremersen for, og han var «riblet på hans kindben, som han beskyldte Peder Saxesen for at have gjort», mens Hans Jensen Holm fik skyld for slaget under øret. Derefter blev der opkrævet sandemænd til at dømme de tre mænd «for stor overvold og skade, de Christen Pedersen Splid her sst. i sit eget hus», og sandemændene svor Hans Jensen Holm, Peder Saxesen og Hans Gremersen, «hver af dem et fuldt vold over på Randers bys vegne.» Peder Saxesen var på samme tid flere gange på tinget, dels fordi han havde et mindre beløb til gode, og dels fordi han selv skyldte en del penge bort. Gælden og den voldsdom, som han var blevet idømt, kan måske være årsagen til, at hans gård blev solgt. Det kan nemlig se ud til, at den var blevet pantsat, for Tomas Poulsen og flere andre vidnede den 3. december 1621 for retten, at de for nogen tid siden så og hørte, at Tomas Poulsen leverede Niels Hjermind en fuldmagt, så han kunne drage til Hans Jensen i Holm og der på «hans vegne købe af ham Peder Saxesens gård og ejendom.» Ugen efter blev Peder Saxesen stævnet for sin voldsbøde. 1623 skrev kæmneren i Kolding i sit regnskab: «Annammet af Peder Saxesen, født i Randers by, 4 slette daler til borgerskab.» Men han var allerede kommet til byen senest den 5. juni 1622, det år han og Tomas Gregersen skrev kontrakt om de arvemidler, som Peder Saxesen lod blive stående på rente i Tomas Gregersens ejendom, der under kejserkrigen var blevet så skadet, at Tomas Gregersen mente, at han af den grund ikke var pligtig at betale så meget, som kontrakten lød på, og derfor havde anket byfogedens dom til Viborg landsting, hvor han dog ikke fik medhold: «Så og efterdi fornævnte skiftebrev udførligen indeholder det fornævnte Peder Saxesens arvepart udi ejendom og løsøre, til sammen rente for 87 dir. 1 mk. 7 sk., er blevet udi gården bestående ham til fremtarv, og fornævnte Tomas Gregersen siden har oprettet kontrakt med fornævnte Peder Saxesen det samme penge, hos ham skulle blive på årlig rente, indtil de blev opsagt, og ikke bevises samme hovedstol eller rente at være fornævnte Peder Saxesen erlagt, så byfogden, fordi har tilfundet Tomas Gregersen fornævnte hovedstol og efterstående rente at betale, heller der for har indvisning udi bemeldte gård og ejendom, da vide vi efter sådan lejlighed enten dom at sige eller magtesløs at dømme.» «Anno 1640 den 14. november blev skiftet holdt efter salig afgangne Peder Saxesen, fordum borger her i Kolding, imellem hans efterladte hustru, ærlig og gudfrygtig kvinde Maren Jensdatter, med hendes tilbetroede værge ærlig og forstandig mand Mogens Eriksen, borger og rådmand sst. på hendes vegne på den ene side og hendes tyende børn, nemlig Jens Pedersen, og Peder Pedersen med deres værge, velagte Hans Madsen Brun på den anden side. Desligeste Peder Jørgensen på Hans Jensens børns vegne, nemlig Jacob Hansen og Jens Hansen, eftersom bemeldte salig Peder Saxesen noget af deres oldarv, som de efter deres salig mormor, Anne Gregers Outtsen, er tilfaldet, har haft under hænder og værgemål. Overværende ærlig og velforstandige mand Poul Bertelsen Rådmand, Niels Iversen, byfoged, overformynderen og flere øvrighedspersoner.§ Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter. 1654 fik Maren Jensdatter, Peder Saxesens enke, skøde på en «toft sønden for Kolding, som salig Hans Jensen tilhørte.» Sælgerne var Hans Jensens to døtre og deres mænd. «Anno 1660 den 22. maj blev registrering og vurdering holdt efter ærlig og gudfrygtig kvinde nu salig Maren Jensdatter, salig Peder Saxes, imellem hendel efterladte sønner, nemlig velagte Jens Pedersen Saxe på sine egne vegne på den ene side, og på hans bror Peder Pedersen Saxe hans vegne på den anden side.» Trods den netop overståede krig og besættelse af fremmede krigsfolk efterlod Maren Jensdatter sig en del værdier. Hun ejede to guldringe, «den ene med en liden diamant udi til i alt 9 sldl. og en stor sølvkande, som blev vurderet efter vægt til 75 sldl., men den vejede også 100 lod.» Hovedgården salig Maren Peder Saxes iboede og tilhørte, er udi rådmandens og 24 uvildige dannemænd og borgere vurderet med jernkakkelovn og alt nagelfast for 700 sldl. En toft liggende udi Brændgårdsmarken 200 sldl. En eng udi Teglgårds kær agtet for 20 sldl. «Boets formue androg 1117 sldl. 8 sk. At således registreret, vurderet og passeret er, som forskrevet står, bekræfter vi ovenmeldte, som dette har været overværende med vore signeter her undertrykt og med fornævnte Jens Pedersen Saxe hans signet først her neden for trykt, med egen hånd underskrevet. Datum ut supra.»

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Bygdebok: Hana, Høyland, Rogaland, Norway; Søren Pederson Godsen (er og skriven Godtzen) var leiglending på 5 mk. i Hana 1631 og eigar av Hana frå 1638, noko seinare brukte han garden sjølv og budde der visst og. Han var fødd i ein by i Jylland 8. sept. 1599, kom til Stavanger som fullmektig hjå lensherren, var seinare fut i Jæren og Dalane, rådmann og borgarmeister i Stavanger. Kjøpmann og skipsreiar, hadde mykje jordegods. Død 26. jan. 1665. Gift 10. jan. 1630 med Elisabet Trane, f. 1613, d. 16. okt. 1684, dtr. til den danskfødde futen Christen Christenson Trane og Magdalena Nilsdtr. til Seme-ling, av Losna-ætta. Enkja vart buande på Hana etter at mannen var død. Eit målarstykke av borgarmeister Søren Godsen med kone og born heng i Stavanger Domkyrkje. Dei hadde 18 born, mellom dei var: a. Anne, g. m. presten Kjeld Hansson (Høyland 4). b. Karen, g. m. presten Theophilus Schanche (Høyland 3. d). c. Anna, g. m. presten Søren Tornson Schive (sjå Høyland 6). d. Hulleborg, g. m. Nils Kristensen Sandborg (11). e. Godske (12). Sjå elles Axel Kielland: Familien Kielland, side 224

Søfren giftet seg med Elisabeth Christensdatter Trane 10 Jan 1630, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. Elisabeth (datter av Christen Christensen Trane, den yngre og Anne Jensdatter Køge) ble født 1613 , Stavanger, Rogaland, Norway; døde 16 Okt 1684, Hana, Høyland, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Saxe Andersen, født i Kolding, død i Randers før 1606. Gift med Gertrud Pedersdatter født i Randers, død sst. før 1610. Ett barn: 1) Peder Saxesen. Saxe Andersen var født i Kolding, men død før der blev holdt skifte efter hans far, «og [Peder Saxesen] derhos udi rettelagde samme dom af Kolding byting år 1631 den 15. jun i udgivet, som befandtes, at efterdi Tomas Gregersen har gjort kontrakt med Peder Saxen belangende hvis penge, han på oldarvs vegne efter hans salige faders fader Anders Saxesen var tilfalden, hvorfor han skulle være forsikret udi den gård og ejendom Tomas Gregersen iboer.» Da Saxe Andersen den 7. maj 1599 fik tinglæst skøde på en gård i Randers med overskriften: «Saxe Andersen skøde»: «Peder Munkdrup byfoged, Anders Bay, Mogens Skov, Anker Poulsen, Oluf Olufsen, Christoffer Olufsen med sin hustrus råd fuldbyrde vilje og samtykke solgte og skødede fra sig og deres arvinger til Saxe Andersen en deres gård og ejendom, de nu besidder, med al dens rette tillæggelse imellem klostrets mur og Poul Lassen rådmands ejendom liggendes og ståendes er, og takkede ham godt for god redeligen betaling og at hjemle ham den for alle mænds tiltale kvit og fri uden for jordskyld og huspendinge.» Saxe Andersens hustru Gertrud Pedersdatter var datter af Peder Jensen og Margrete Jensdatter i Randers. Hun blev efter Saxe Andersens død gift anden gang med Laurits Jacobsen, rådmand i Randers, hvis første kone hed Karen Mogensdatter. Disse oplysninger kræver en nærmere og lidt indviklet redegørelse ud fra nogle skøder og andre adkomster på en selvejergård i Farre, som findes på Rigsarkivet i afskrifter, foretaget af ryttergodsets administration og indsendt til kancelliet forud for salget af det Skanderborgske ryttergods i 1767. Den 9. december 1626 stod herredsfogden i Gern herred Jesper Pedersen i Oustrup selv frem på tinget, hvor han fik skøde på arveparter i en selvejergård i Farre: «For tingsdom stod Peder Pedersen underskriver på Skanderborg, med fuldmagt og myndighed af Peder Saxesen, borger og indvåner udi Kolding, på hans vegne. Jesper Laursen, slotsfoged på Dronningborg på sine egne og på hans fulde søskende Hans Laursen i Randers og Jørgen Laursens vegne og på hans søster Dorthe Laursdatter og Anne Laursdatters vegne i Mariager efter fornævnte Hans Laursen og Rasmus Nielsen, rådmand i Mariager, deres udgivne købebrevs formelding, som her i dag for dom er læst og påskrevet. Mathias Pedersen isenkræmmer, borger i Randers, på sin hustru Margrete Laursdatters vegne og Laurs Vognsen, borger i Randers, på sin hustru Karen Laursdatters vegne og på deres egne, så og efter udgivne købebreves og fuldmagts formelding. Hver især tog fornævnte Jesper Pedersen i Oustrup udi hånd og m ed deres fri vilje og velberåd hu solgte, skødede og aldeles afhændede fra dem og deres arvinger og til fornævnte Jesper Pedersen og hans kære hustru, ærlige og velbyrdige Johanne Grøn og deres arvinger til evindelig ejendom at have, nyde, bruge og beholde en deres selvejerbondegård i Farre by liggende med huse, gård og gårdsted.» Længere nede i samme skøde læses: «Aldeles intet undtagen i nogen måde efter gamle skøder og adkomstbreves formelding, som førnævnte Peder Saxesen [er] arveligt tilfalden efter hans salig afgangne moder Gertrud Pedersdatter, og som hun arvede efter hendes salige oldemor Margrete Jensdatter, som begge boede og døde i Randers, og fornævnte Jesper Laursen og hans helsøskende Hans Laursen og Jørgen Laursen, Anne Laursdatter og Dorte Laursdatter er arveligt tilfaldet efter deres salig afgangne far Laurs Jacobsen, fordum rådmand i Randers, og som han arvede efter hans salig afgangne barn Gertrud Laursdatter, og som fornævnte Mathias Pedersens hustru Margrete Laursdatter og Laurs Vognsens hustru Karen Laursdatter har arvet efter deres salig afgangne far fornævnte Laurs Jacobsen og deres salig moder Gertrud Pedersdatter.» Den førstnævnte af sælgerne Peder Saxesen og hans halvsøskende Margrete Laursdatter, Karen Laursdatter og den afdøde Gertrud Laursdatter var alle børn af Gertrud Pedersdatter, som først har været gift med en mand ved navn Saxe og derefter med Laurs Jacobsen, rådmand i Randers. Gertrud Pedersdatter er formodentlig død i barselseng og den datter, som blev opkaldt efter hende, er nok død kort tid efter, for det var gennem arv efter denne lille datter, at dennes halvsøskende Hans og Jørgen Laursen, Anne og Dorte Laursdatter på hvis vegne deres bror Jesper Laursen skødede deres arveparter til Jesper Pedersen i Oustrup, i den gård i Farre, hvori Gertrud Pedersdatter havde arv efter sin mor Margrete Jensdatter. Skiftet efter Laurits Jacobsen, rådm and i Randers, er bevaret, og her nævnes hans børn af det første ægteskab med Karen Mogensdatter og hans børn med Gertrud Pedersdatter, som ved ægteskabets indgåelse altså har været enke efter en mand ved navn Saxe. Hendes søn Peder Saxesen er ikke nævnt i dette skifte, idet han formodentlig inden da selv har fået rådighed over de midler, som han arvede efter sin mor. For at få rede på Gertrud Pedersdatters forældre er det nødvendigt at se på en anden af de i alt ti adkomster på bondegodset i Farre, hvoraf det ældste er fra 1525 og som alle blev afskrevet før salget af ryttergodset i 1767. Nemlig en voldgiftssag, hvori samfrænder mødtes for at afgøre, hvem der var arvinger til godset i Farre, og hvor meget disse var berettigede til af arven. Voldgiften lød: «Kendes og gør vitterligt for alle [at] år efter Guds byrd MDLX [1560] den søndag for Seiermer vor fruedag, da var vi forsamlede i Farre på et samfrændemøde, som Anne Jenses i Ars [Århus], Peder Jensen, borger udi Randers, og Knud Jensen i Års, havde os dertil krævet, og eftersom vi os til forn havde forpligtet os efter kongelig majestæts vor nådigste herres strenge brev og befaling, som de på os af hans nåde forhvervet haver, at vi skulle fordele og udlægge dem deres arvepart, som de med rette udi arv tilkommet var, efter Jens Sejersen i Farre salig afgang, hans død, og som fornævnte Jens Sejersens børn var tilkommet efter deres salig oldefaders død Sejer Knudsen og deres oldemoder Margrete Sejers. Da efter samme befaling haver vi ganske forfaret efter brev og segl, som her for os udi rette blev båret, og som forbemeldte Anne Jenses fremlagde her i dag på hendes børns vegne.» Voldgiftssagen fortsatte med, at Anne Jenses fremlagde et skøde, hvoraf det fremgik, at Jens Sejersen havde købt en tredjedel af gården i Farre, og at han havde forhvervet sig to kongelige domme, at han skulle nyde, bruge og beholde gården i Farre, og efter ham skulle hans hustru og børn have den. Efter samfrænderne havde gransket Sejer Knudsens segl og brevene, hvorefter hans arvinger skulle friholde Anne Jenses og hendes børn, og da der ikke var forelagt dem andre end disse dokumenter, «da sagde vi fornævnte, [at] Anne Jenses bør [have] de to parter i fornævnte gård i Farre, dog undtagen den tredjedel efter det skødebrevs lydelse, som Jens Sejersen havde købt der i, og deslige undtagen den lod og del, som kunde tilfalde Kirsten Sejersdatter udi samme fornævnte gård i Farre, som hun havde arvet efter hendes salig afgangne fader og moder Sejer Knudsen og Margrete Sejers død.» Dog tog de det forbehold, at dette kun skulle gælde, indtil Sejer Knudsens arvinger kunne komme med andre breve og beviser. Deres arv skulle de så nyde i «søskendeskifte og jævning». Af voldgiftssagen ses altså, at Jens Sejersens enke, Anne Jenses, i 1560 boede i Århus. Hun havde tre døtre, og deres navne røbes i en meget dårligt bevaret sag fra Viborg landsting 1591: Else Jensdatter gift med Peder Jørgensen, Anne Jensdatter gift med Knud Jensen i Århus og Margrete Jensdatter gift med Peder Jensen i Randers. Herved er der gjort rede for, at Peder Saxesens mor Gertrud Pedersdatters forældre var Peder Jensen i Randers og Margrete Jensdatter, som var blevet gift senest 1560, og at Margrete var datter af Jens Sejersen og Anne Jenses, og altså et barnebarn af Sejer Knudsen og Margrete Sejers. Gertrud Pedersdatter har været gift første gang med Saxe Andersen omkring midten af 1580erne. Hendes børn af andet ægteskab med Laurits Jacobsen, Peder Saxesens halvsøskende, var voksne, da deres far døde i 1611, og som nævnt ovenfor var Peder Saxesen formodentlig myndig allerede og har haft rådighed over sine egne midler. Af Randers bys tingbog ses, at han var borger der i 1621. Altså boede Gertrud Pedersdatters moster Anne Jensdatter og hendes mand Knud Jensen samt hendes mormor Anne Jenses i Århus, hvor hun var gift anden gang med Bertel Skierp, som døde før 1562, for det år betalte Anne Bertels jordskyld og skat af Bertel Skierps gård. Om det så var i Århus, Gertrud Pedersdatter lærte Saxe Andersen at kende hos dennes eventuelle slægtning Peder Pedersen Saxe, kan ikke bevises, men helt udelukkes kan det ikke, da navnet ikke forekommer særlig tit, hverken som tilnavn eller patronymikon.

Saxe + Gertrud Pedersdatter. Gertrud (datter av Peder Jensen og Margrete Jensdatter) ble født , Randers, Denmark; døde før 1610, Randers, Denmark. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Saxe Andersen, født i Kolding, død i Randers før 1606. Gift med Gertrud Pedersdatter født i Randers, død sst. før 1610. Ett barn: 1) Peder Saxesen. Saxe Andersen var født i Kolding, men død før der blev holdt skifte efter hans far, «og [Peder Saxesen] derhos udi rettelagde samme dom af Kolding byting år 1631 den 15. jun i udgivet, som befandtes, at efterdi Tomas Gregersen har gjort kontrakt med Peder Saxen belangende hvis penge, han på oldarvs vegne efter hans salige faders fader Anders Saxesen var tilfalden, hvorfor han skulle være forsikret udi den gård og ejendom Tomas Gregersen iboer.» Da Saxe Andersen den 7. maj 1599 fik tinglæst skøde på en gård i Randers med overskriften: «Saxe Andersen skøde»: «Peder Munkdrup byfoged, Anders Bay, Mogens Skov, Anker Poulsen, Oluf Olufsen, Christoffer Olufsen med sin hustrus råd fuldbyrde vilje og samtykke solgte og skødede fra sig og deres arvinger til Saxe Andersen en deres gård og ejendom, de nu besidder, med al dens rette tillæggelse imellem klostrets mur og Poul Lassen rådmands ejendom liggendes og ståendes er, og takkede ham godt for god redeligen betaling og at hjemle ham den for alle mænds tiltale kvit og fri uden for jordskyld og huspendinge.» Saxe Andersens hustru Gertrud Pedersdatter var datter af Peder Jensen og Margrete Jensdatter i Randers. Hun blev efter Saxe Andersens død gift anden gang med Laurits Jacobsen, rådmand i Randers, hvis første kone hed Karen Mogensdatter. Disse oplysninger kræver en nærmere og lidt indviklet redegørelse ud fra nogle skøder og andre adkomster på en selvejergård i Farre, som findes på Rigsarkivet i afskrifter, foretaget af ryttergodsets administration og indsendt til kancelliet forud for salget af det Skanderborgske ryttergods i 1767. Den 9. december 1626 stod herredsfogden i Gern herred Jesper Pedersen i Oustrup selv frem på tinget, hvor han fik skøde på arveparter i en selvejergård i Farre: «For tingsdom stod Peder Pedersen underskriver på Skanderborg, med fuldmagt og myndighed af Peder Saxesen, borger og indvåner udi Kolding, på hans vegne. Jesper Laursen, slotsfoged på Dronningborg på sine egne og på hans fulde søskende Hans Laursen i Randers og Jørgen Laursens vegne og på hans søster Dorthe Laursdatter og Anne Laursdatters vegne i Mariager efter fornævnte Hans Laursen og Rasmus Nielsen, rådmand i Mariager, deres udgivne købebrevs formelding, som her i dag for dom er læst og påskrevet. Mathias Pedersen isenkræmmer, borger i Randers, på sin hustru Margrete Laursdatters vegne og Laurs Vognsen, borger i Randers, på sin hustru Karen Laursdatters vegne og på deres egne, så og efter udgivne købebreves og fuldmagts formelding. Hver især tog fornævnte Jesper Pedersen i Oustrup udi hånd og m ed deres fri vilje og velberåd hu solgte, skødede og aldeles afhændede fra dem og deres arvinger og til fornævnte Jesper Pedersen og hans kære hustru, ærlige og velbyrdige Johanne Grøn og deres arvinger til evindelig ejendom at have, nyde, bruge og beholde en deres selvejerbondegård i Farre by liggende med huse, gård og gårdsted.» Længere nede i samme skøde læses: «Aldeles intet undtagen i nogen måde efter gamle skøder og adkomstbreves formelding, som førnævnte Peder Saxesen [er] arveligt tilfalden efter hans salig afgangne moder Gertrud Pedersdatter, og som hun arvede efter hendes salige oldemor Margrete Jensdatter, som begge boede og døde i Randers, og fornævnte Jesper Laursen og hans helsøskende Hans Laursen og Jørgen Laursen, Anne Laursdatter og Dorte Laursdatter er arveligt tilfaldet efter deres salig afgangne far Laurs Jacobsen, fordum rådmand i Randers, og som han arvede efter hans salig afgangne barn Gertrud Laursdatter, og som fornævnte Mathias Pedersens hustru Margrete Laursdatter og Laurs Vognsens hustru Karen Laursdatter har arvet efter deres salig afgangne far fornævnte Laurs Jacobsen og deres salig moder Gertrud Pedersdatter.» Den førstnævnte af sælgerne Peder Saxesen og hans halvsøskende Margrete Laursdatter, Karen Laursdatter og den afdøde Gertrud Laursdatter var alle børn af Gertrud Pedersdatter, som først har været gift med en mand ved navn Saxe og derefter med Laurs Jacobsen, rådmand i Randers. Gertrud Pedersdatter er formodentlig død i barselseng og den datter, som blev opkaldt efter hende, er nok død kort tid efter, for det var gennem arv efter denne lille datter, at dennes halvsøskende Hans og Jørgen Laursen, Anne og Dorte Laursdatter på hvis vegne deres bror Jesper Laursen skødede deres arveparter til Jesper Pedersen i Oustrup, i den gård i Farre, hvori Gertrud Pedersdatter havde arv efter sin mor Margrete Jensdatter. Skiftet efter Laurits Jacobsen, rådm and i Randers, er bevaret, og her nævnes hans børn af det første ægteskab med Karen Mogensdatter og hans børn med Gertrud Pedersdatter, som ved ægteskabets indgåelse altså har været enke efter en mand ved navn Saxe. Hendes søn Peder Saxesen er ikke nævnt i dette skifte, idet han formodentlig inden da selv har fået rådighed over de midler, som han arvede efter sin mor. For at få rede på Gertrud Pedersdatters forældre er det nødvendigt at se på en anden af de i alt ti adkomster på bondegodset i Farre, hvoraf det ældste er fra 1525 og som alle blev afskrevet før salget af ryttergodset i 1767. Nemlig en voldgiftssag, hvori samfrænder mødtes for at afgøre, hvem der var arvinger til godset i Farre, og hvor meget disse var berettigede til af arven. Voldgiften lød: «Kendes og gør vitterligt for alle [at] år efter Guds byrd MDLX [1560] den søndag for Seiermer vor fruedag, da var vi forsamlede i Farre på et samfrændemøde, som Anne Jenses i Ars [Århus], Peder Jensen, borger udi Randers, og Knud Jensen i Års, havde os dertil krævet, og eftersom vi os til forn havde forpligtet os efter kongelig majestæts vor nådigste herres strenge brev og befaling, som de på os af hans nåde forhvervet haver, at vi skulle fordele og udlægge dem deres arvepart, som de med rette udi arv tilkommet var, efter Jens Sejersen i Farre salig afgang, hans død, og som fornævnte Jens Sejersens børn var tilkommet efter deres salig oldefaders død Sejer Knudsen og deres oldemoder Margrete Sejers. Da efter samme befaling haver vi ganske forfaret efter brev og segl, som her for os udi rette blev båret, og som forbemeldte Anne Jenses fremlagde her i dag på hendes børns vegne.» Voldgiftssagen fortsatte med, at Anne Jenses fremlagde et skøde, hvoraf det fremgik, at Jens Sejersen havde købt en tredjedel af gården i Farre, og at han havde forhvervet sig to kongelige domme, at han skulle nyde, bruge og beholde gården i Farre, og efter ham skulle hans hustru og børn have den. Efter samfrænderne havde gransket Sejer Knudsens segl og brevene, hvorefter hans arvinger skulle friholde Anne Jenses og hendes børn, og da der ikke var forelagt dem andre end disse dokumenter, «da sagde vi fornævnte, [at] Anne Jenses bør [have] de to parter i fornævnte gård i Farre, dog undtagen den tredjedel efter det skødebrevs lydelse, som Jens Sejersen havde købt der i, og deslige undtagen den lod og del, som kunde tilfalde Kirsten Sejersdatter udi samme fornævnte gård i Farre, som hun havde arvet efter hendes salig afgangne fader og moder Sejer Knudsen og Margrete Sejers død.» Dog tog de det forbehold, at dette kun skulle gælde, indtil Sejer Knudsens arvinger kunne komme med andre breve og beviser. Deres arv skulle de så nyde i «søskendeskifte og jævning». Af voldgiftssagen ses altså, at Jens Sejersens enke, Anne Jenses, i 1560 boede i Århus. Hun havde tre døtre, og deres navne røbes i en meget dårligt bevaret sag fra Viborg landsting 1591: Else Jensdatter gift med Peder Jørgensen, Anne Jensdatter gift med Knud Jensen i Århus og Margrete Jensdatter gift med Peder Jensen i Randers. Herved er der gjort rede for, at Peder Saxesens mor Gertrud Pedersdatters forældre var Peder Jensen i Randers og Margrete Jensdatter, som var blevet gift senest 1560, og at Margrete var datter af Jens Sejersen og Anne Jenses, og altså et barnebarn af Sejer Knudsen og Margrete Sejers. Gertrud Pedersdatter har været gift første gang med Saxe Andersen omkring midten af 1580erne. Hendes børn af andet ægteskab med Laurits Jacobsen, Peder Saxesens halvsøskende, var voksne, da deres far døde i 1611, og som nævnt ovenfor var Peder Saxesen formodentlig myndig allerede og har haft rådighed over sine egne midler. Af Randers bys tingbog ses, at han var borger der i 1621. Altså boede Gertrud Pedersdatters moster Anne Jensdatter og hendes mand Knud Jensen samt hendes mormor Anne Jenses i Århus, hvor hun var gift anden gang med Bertel Skierp, som døde før 1562, for det år betalte Anne Bertels jordskyld og skat af Bertel Skierps gård. Om det så var i Århus, Gertrud Pedersdatter lærte Saxe Andersen at kende hos dennes eventuelle slægtning Peder Pedersen Saxe, kan ikke bevises, men helt udelukkes kan det ikke, da navnet ikke forekommer særlig tit, hverken som tilnavn eller patronymikon.

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter.

Jens + ? Gregersdatter. [Gruppeskjema] [Familiediagram]

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Tidsskrift: Selvom Peder Saxesens kone Maren Jensdatters forældres fulde navne ikke er kendt, så var hendes mor datter af Gregers Outtsen og Anne Jensdatter i Kolding, idet den Hans Jensen, som nævnes i skiftet, var Maren Jensdatters bror, der var borger i Bergen, hvor hendes anden bror Peder Jensen var byfoged. Efter Torstensonkrigen var der fra 1650 flere sager i Kolding tingbog om såvel Hans Jensens sønners og døtres tilgodehavender efter deres mormor. Døtrene hed Johanne Hansdatter og Inger Hansdatter.

Andre Hendelser og Egenskaper:

• Beskrivelse i Litteratur: Hvem var mor til Christen Tranes barn; Magdalena Nilsdatter, Karen Povelsdatter eller begge? av Randi Rostrup Christen Trane kom til Norge i begynnelsen av 1570-årene, trolig fra Danmark. Den 5/8 1573 er han første gang nevnt som Jørgen Daas fogd på Utstein kloster, fra 1588 som rådmann i Stavanger. Det var han også ved kongehyllingen 1591, da han den 13/4 ble nevnt som «Christiern Tranne» sammen med andre av Stavangers rådmenn og borgere. Senere samme år var han blitt kongens fogd i Stavanger len, et embede han hadde til sommeren 1599, da han må ha sagt det fra seg. I tillegg drev han det stort som kjøpmann. Han var en av byens ledende borgere, eide skip, flere hus og drev en omfattende handel med bl.a. import av varer fra utlandet. Christen Trane døde som borger i Stavanger «civis Stavangriensis» den 12/7 1600, 67 år gammel. Noen av hans søsken slo seg også ned i Stavangerområdet. Den viktigste kilden til opplysninger om slekten Trane i Norge er Axel Kiellands bok om familien Kielland fra 1897, hvor over 30 sider i sin helhet er viet Traneslekten. Hans oversikt er mest utfyllende for den ovennevnte Christen Trane, med hovedvekt på etterkommerne etter hans sønnedatter Elisabeth Christensdatter Trane gift med fogd Søren Pedersen Godtzen, som senere ble borgermester i Stavanger. For de andre delene av slekten er Kiellands opplysninger langt mer sparsomme og tentative. Det gjelder også Christen Tranes kone. Magdalena Nilsdatter En opplysning fra en gammel våpenbok fortalte att Christen Trane var gift med Magdalena Nilsdatter, datter av lagmann i Stavanger Nils Jensen [Semeling]. Denne opplysningen kjente Axel Kielland til og skrev videre: «Hun er maaske identisk med den "Gammel Magdalena", som findes nævnt i Stavanger 1605 og 1606.» Kiellands «maaske» er stort sett oversett i ettertid, man har uten noe spørsmålstegn eller «kanskje» skrevet at Christen Tranes kone Magdalena Nilsdatter overlevde sin mann og at hun var mor til hans barn. Det finnes imidlertid ikke noe som kan bevise at den «Magdalena paa Marcken» som betalte 2 mrk. i leidang «for sig och it par hus» i 1604 (listen er datert 9/1 1605) og den «Gammel Magdalene» som samtidig betalte 1 mrk. i grunnleie, (disse to er trolig den samme) er identiske med Magdalena Nilsdatter. Karen Povelsdatter I 1952 kom imidlertid Asgaut Steinnes frem med nye og oppsiktsvekkende opplysninger: «Av eit brev som er dagsett Stavanger 18. mars 1593 (...). Dette brevet, som er forvitneleg på meir enn ein måte, har lenge lege uansa i Riksarkivet av di det har vore ufullstendig registrert. Det tek til såleis: "Kiendis ieg Euindt Johanßønn paa Weßbye, paa Findøenn och giører for alle witterlige med thette mitt obne breiff. att ieg med min eigen, och min hustrues Anne Thørrißdaatters, och mine børns, ia, willie, och sambttøcke, haffuer soldt, wntt, och eptterladett, och nu med thette mitt obne breffs, krafftt, och magtt, skøder, och affhender, en min oedels grunder y Staffuanger legendis, som kaldis Yttere Schaugenn, som er en halffue partt y saamme forne grundt, legendis nest neden opthill thend grundt Indre Schaugenn, som salige Erich Roßenkrantzis arffuinger nu følger. medt hindis breide och lengde fra Warbierg, och lengst nedt paa siøenn, saa witt som saamme grundtz boeluerck thet nedrecker och med hindis hauge rum, offuen for gadenn, baade y bredenn, widenn, och lengdenn, som saamme grundt, och hauge rum, aff arildtz thidt, forefunden, och begreben weritt haffuer, fra mig, och forne min quinde, børnn, och alle mine arffuinger, och thill erlig, wiiß, och welact mandt Christenn Tranne, raadmandt y Staffuanger, och hans hustrue Karrine Pouelßdaatter, eller thieris børnn, och sande arffuinger, och ep[tter]kommer, att haffue niude, bruge, och beholde, for ett fritt, och frelßelig kiøb, eigen, och heffdt. Och kiendis ieg mig for saame halffue grundt, att haffue bekommett, och oppeborritt aff forne Christenn Tranne fuldt werdt och godt bettalling, saa ieg well adnøies, med minste och mieste pending, som y woris kiøb kom, och oß emellum schiltt wor, och enddaa her foruden, wdj skyttnings øura, och foræring, gaff hand forne min quinde Anne Thørrisdaatter, en nye brun engeist kiorttell godt for siuff daller."» Dette brevet ble forøvrig fremlagt på bytinget i Stavanger 23/11 1680 i forbindelse med en eiendomstvist, men ble da ikke gjengitt i sin helhet og konen var heller ikke nevnt. Steinnes skriver videre: «Brevet opplyser elles m.a. at kona til Kristen Trane i 1593 heitte "Karrine Pouelßdaatter", og talar to stader om "thieris børun" eller "theris barnn". Eg peikar på dette av di det vanleg har vori lært at kona til Kristen Trane og mor til borna hans var Magdalena Nilsdotter, dotter til lagmannen Nils Jonsson eller Jensson, som var av Losna-ætta (Valdres-greina). Opplysninga om at Magdalena Nilsdotter var gift med Kristen Trane, står i ei gamal våpenbok og kan vel i seg sjølv vera rett. Men våpenboka seier ikkje noko om at Magdalena var mor til borna hans. Så framt ho er identisk med den "Gammel Magdalena" som er nemnd i Stavanger 1605 og 1606 (A. Kielland, Familien Kielland. s. 223), kan samanhengen vera den at Kristen Trane har vorti enkjemann og har gift seg med Magdalena Nilsdotter på sine gamle dagar.» Johannes Elgvin overser at det Steinnes her setter frem er en uverifisert hypotese, i sin bok om Stavanger bys historie slår han uten videre fast at Karen Povelsdatter var Christen Tranes første kone. Av en herredagsdom fra 1607 fremgår det imidlertid at Karen Povelsdatter overlevde sin mann og ble gift på nytt før mai 1603 med Søren Jensen [Landgrav] fra Voss, handelsmann og rådmann i Stavanger, senere borgermester. Dommen er datert Stavanger 3/8 1607: «Dom emellom Søffren Jensønn, raadmand i Stauanger paa thend enne och Jacob Jørgenszen, laugmand i Bergen, paa thend anden side, daterit Stauanger thend 3 augusti anno 1607, liudendes vt seqvitur. Wij Christian thend fierde, etc. For oss war schicket Søffren Jensen, raadmandt i wor kiøbsted Stauanger, som haffde her i rette steffndt osz elsk: Jacob Jørgenszen, laugmand i wor kiøbsted Bergenn, och haffde hannvm thillatalle for hand wdj Søffrenns frauerelssze haffuer dømbt paa hans høstru Karin Powellsdatter belangende thrende ancker, som Claus Pouellsen aff Oddeuald affhendiget thill fore hans høstru effther hans handschrifftis liudelssze, och at laugmanden icke haffuer willet achte thet forskud och opsettelse, som hans høstru giorde i thend sag thill hans egenn hiemkombst, men formelder i sin dom, at hun haffuer hafft Rasmusz schriffuerthill hindes fuldmechtig, endog hand ingen fuldmagt ther paa hafft haffuer. Thisligeste at Jacob Jørgensenn wdj hans dom haffuer wdelugt Søffren Jensens naffnn, saa [dvs. som] hand dog formiener borde at werre boitz uerge, for det thridie at hand haffuer tilldømbt Søffren Jensens høstru kost og thering at vdgiffue, wanseet at hans høstru icke schall haffue forholdet same ancker emod Claus Pouelsens handschrift, huor offuer hand war komen paa stor omkostning och penings vdgifft, formienende sig thet wdinden stor wret at were skiedt, och ther om wdj rette lagde same domsbreff, daterit paa Stauangers radhuus anno 1603 thend 2 maij, som vdj miening och beslutning medførde, huorledes Karin Poffuelsdather, effther at hun wdj thend sag haffuer werit steffndt thill radstuen, haffuer hun thid opschicket Rasmus schriffuer med hindes schrifftlige suar och forsedt at fremlegge, huilcketsaa, och huis hindesfuldmechtige widere kunde angiffue, hun begierit dom och rett vdj sagenn, effter huilken leiglighed och sagens omstende, saa Karin Poffuelsdatter haffuer befatted sig medt the ancker, ther hinde huercken wdj pant eller foruaring war thillstillet, huoroffuer forne Karin Pouelsdather findes thilldømbt paa sin egen euentyr och omkostning at lade Anders Green sine anker hiemføre. Men huad Anders Greens hinder och omkostning belanget, for at same hans ancker war hannem forholdet, therudinden haffde Karin Poffuelsdatters fuldmechtig sig besuerit i thend sag icke at haffue fuldmagt noget at suare, men effther hans begiering thend sag at were opsadt thill neste raadstuether, effther, huilcket hannom och paa Karin Poffuelsdatters weigne er wederfarit, som same domsbreff i sig sielff wider forklar och vduiszer. Tha møtte nu at suare forne Jacob Jørgenssen och ther hosz berette, at efftherdj Anders Greens fuldmechtig laa her i byen och foruachted sin rett och Søffren Jensszenn icke tha wart thilstede, wiste hand icke samme sag ther for hannom wdj retten fantz indsteffnit, retten at kunde weygre, endog Karin Thran is hosbonde icke thilstede waar, och mente ther hoes, att effterdj hun war mechtig forne gield at sette och same ancker at arestere, tha war hun och mechtig, sønderlig tha hun wdi hindes hosbonndtz frauerelssze hindes fuldmechtig fremschicket, at suare loug therfore, och mente sig ingen wret for Søffrenn Jenszen herudinden at haffue thillføiet, med flere ord, thennom therom emellom forløb: Tha effter thilltale, giensuar och thend sags leighghedt, sagde wij therpaa saa aff forrette, forne laugmantz domb lougligen dømbt at wehre, och bør wed sin fuldemacht at staa, och Søffrenn Jenszen forplicht werre, at g iffue Jacob Jørgenszen kaasthold wdj thette maall effter billig kiendelssze. Datum vt supra.» At denne Karen Povelsdatter er identisk med enken etter Christen Trane kommer frem ved at hun ett sted i samme dom kalles «Karin Thranis» (dvs. Tranes kone eller enke). Av sammenhengen fremgår det tydelig at det her ikke er snakk om to forskjellige kvinner. Videre blir det klart at Karen Povelsdatter har opptrådt på ektemannens vegne allerede før 2/5 1603. Christen Trane døde som nevnt sommeren 1600 og hun har da giftet seg på ny et år eller to senere, trolig i 1602 eller i begynnelsen av 1603. Søren Jensen og Karen Povelsdatter hadde etter alt å dømme ingen barn. I Stavanger hospitals regnskap er også Karen Trane nevnt i 1614 (mellom den 22/1 og 12/3): «Ithem giffuet Karenn Thrannis for 14 allen lerrit thill schiortter thill Peder Holltte — 1 daller». Originalteksten er imidlertid ledsaget av en fotnote: «Formodentlig enke efter Peder Kristensen Trane (Stamtavle over fam. Kielland s. 255)». Til det er å si at dette ble skrevet i 1906, nesten 50 år før Asgaut Steinnes første gang bragte Karen Povelsdatter frem fra fortidens mørke. At Karen Povelsdatter fortsatt kaltes «Karen Thrannis» i 1614, hele 14 år etter Christen Tranes død og etter å ha vært gift med Søren Jensen i over 10 år, kan tyde på at hun må ha vært gift med Christen Trane i lang tid. Det var forøvrig ikke så helt uvanlig på den tiden at en enke ble kalt med sin forrige ektemanns navn selv om hun var gift påny. Det finnes flere eksempler på det, særlig hvis den første ektemannen var en prominent person. Av dette kan vi nå konkludere med at Magdalena Nilsdatter utvilsomt må ha vært Christen Tranes første kone. Men hvem av de to konene var mor til hans fire barn? Christen Tranes fire barn — oppkalling Christen Tranes fire kjente barn er Magdalena, Christen, Povel, og Kirsten. De tre siste er nevnt i en rekke sammenhenger i samtidige kilder og på en måte som ikke levner noen tvil om at de var søsken og heller ingen tvil om hvem deres ektefeller var. De fleste av deres barn er også kjent. Magdalena Christensdatter er imidlertid kun nevnt ett sted, i «Paul Tranes Stambok» (se mer om henne nedenfor). Ser vi på oppkallingen av disse fire barna er det nærliggende å tenke at Magdalena må være oppkalt etter Christen Tranes første kone, slik skikken var på den tiden, og Povel etter sin morfar. De er derfor trolig av annet ekteskap. Magdalena kan imidlertid også ha vært en datter av Magdalena Nilsdatter, for hvis moren døde før barnet var døpt, f.eks. i barselseng, ville en datter få morens navn. Hverken Christen Tranes, Magdalena Nilsdatters eller Karen Povelsdatters morsnavn er for tiden kjent og kan derfor ikke gi oss noen hint om hvem datteren Kirsten er oppkalt etter. Vi kan også merke oss at det ikke finnes noen Nils blant barna, oppkalt etter Magdalena Nilsdatters far. Dette behøver ikke å bety noe, for det kan ha vært flere barn i begge ekteskap som døde før de ble voksne. Oppkalling av Kirsten, Christen og Povels barn burde kunne gi et hint om navnet på moren, men mønsteret er ikke entydig. Kirsten giftet seg ca. 1602-03 med magister Jens Jørgensen, sønn av biskop Jørgen Eriksen og bispedatteren Adriane Jensdatter Schjelderup. Deres sju barn som vokste opp var Jørgen, Adriane, Christen, Lisbet, Kirsten, Karen og Karen, rekkefølgen noe usikker, men sånn omtrentlig. Christen ble 1607 gift med Anne Jensdatter fra Køge, en halvsøster av biskop Laurits Scavenius' kone Mette Ditlefsdatter Fox (eller Fos). Navnet på halvsøstrenes mor er ikke kjent, men begge hadde en datter med navnet Anne, som kan tyde på at dette muligens var morens navn. Deres kjente barn var Anne, Elisabeth, Christen og Mette, rekkefølgen forholdsvis sikker. Povel Trane ble prest i Nes på Romerike og giftet seg i 1611 med Ellen Svendsdatter, trolig en datter av presten Svend Nielsen på Eidsvoll og hans kone Anne. Deres kjente barn var Anne, Christen og Samuel, rekkefølgen uviss. Så lenge Povels datter Anne mest sannsynlig er oppkalt etter barnets mormor og derfor neppe har sammenheng med at også Christen hadde en datter med dette navnet (trolig også oppkalt etter sin mormor), er det bare ett kvinnenavn som går igjen i to av de tre barneflokkene: Elisabeth/Lisbet. Det hjelper oss ikke mye her. At to av Kirstens døtre heter Karen peker i retning av at moren hennes var Karen Povelsdatter, men viktigere er det at ingen av døtrene heter Magdalena. Konklusjonen så langt må allikevel bli at alt i alt er det få spor oppkalling kan gi oss i dette tilfellet. Karen Povelsdatters død og skifte Det har hittil ikke vært kjent når Karen Povelsdatter døde, men følgende utdrag fra Stavangers rådstuerettsprotokoll den 13/8 1622 kan gi en ganske god pekepinn om det: «Hæderlige og vellærde mand Hr. Povel Trane, sogneprest til Nes prestegjeld i Oslo stift, lod for retten læse og paategne hans skriftlige med egen haand underskrevne seddel, derudi han bekjender, fra sig og sine arvinger og til hans broder Kristen Trane og hans arvinger at have skjødet og afhændet en gaard i Stavanger, kaldes Nygaard, til evig eiendom. — End haver Kristen Trane, Hr. Povel Trane og mag. Jens Jørgensen ladet ved deres fuldmægtig Peiter Dornfeldt læse og paategne først en handskrift af borgemester Søfren Jensen udstedt dat. Stavanger d. 15 mai 1616, formeldendes paa Hr. Povel Trane, at borgemester er hannom pligtig 200 rigsdaler at skulle betales til næste efterkommende foraar, den anden formeldendes paa 750 rigsdaler paa alle fore arvinger dat. Stavanger den 16 mai 1616, som skulle betales til trende St. Hansdag, den første 1617, 1618 og 1619. Herimod indlagde borgemester Søfren Jensen hans skriftlige svar, saa formeldendes: 1) Der jeg blev krævet for min handskrift med en skriftlige seddel, da haver jeg straks tilbudt dennom mit svar skriftlige efter anmodingen og begjæret, alting til godt regnskab som tilforne maatte i venlighed blive kontraheret og afregnet os emellom, som jeg endnu udi godtfolks nærværelse haver tilbudt baade skriftlig og mundtlig, og endnu tilbyder mig, om de ellers i nogen maade ville gjøre mig aflæg for min store udlæg, paa deres vegne udstaaet er. 2) Hr. Povels handskrift formener jeg at have gjort afdrag fore med interesse, dog han mig den forholder. Og begjærer at vide, hvad Hr. Povel derpaa endnu æsker.» Denne saken dreier seg åpenbart om restene av et arveskifte hvor de tre arvingene er søsknene Christen, Povel og Kirsten Trane (representert ved sin ektemann mag. Jens Jørgensen). Det vises til et dokument utstedt 16/ 5 1616 av borgermester Søren Jensen (arvingenes stefar), hvor det står at han skal betale de tre nevnte arvingene 750 riksdaler over tre år. Dette kan ikke være annet enn arv etter Karen Povelsdatter, som da må ha dødd litt før 16/5 1616. Arven bestod da trolig av midler som var delvis fastfrosset i boet og som Søren Jensen trengte tid til å frigjøre for å kunne utbetale. At det her er tre arvinger som alle har til gode midler hos sin stefar, høyst sannsynlig arv etter Karen Povelsdatter, peker klart i retning av at hun var mor til både Christen, Povel og Kirsten. Karen Povelsdatters alder og opphav Karen Povelsdatters opphav er for tiden ikke kjent. Hun kan imidlertid ikke være født noe særlig før 1553, for et av Christen Tranes barn (uten navn oppgitt) ble begravd i Stavanger Domkirke i begynnelsen av 1595. Karen må da ha vært yngre enn 43-45 år gammel, gitt at dette var et spebarn, noe det manglende navnet kan tyde på. De to sønnene Christen og Povel ble begge innskrevet som studenter i Rostock 1603 og var da trolig omkring 20 år gamle, dvs. f. ca. 1581-85. Datteren Kirsten giftet seg ca. 1602-03, hvis hun da var ca. 18-20 år gammel kan hun være født ca. 1584-86. Hvis Karen selv var ca. 18 år da hun giftet seg og Magdalena var den førstefødte, f. ca. 1578, kan Karen være født senest ca. 1560-1561. Hun ville da være for gammel til å få flere barn da hun giftet seg med Søren Jensen. Av dette kan vi slutte at Karen Povelsdatter kan være født tidligst 1553 og senest 1561, mest sannsynlig ca. 1557-58. Hun ville da være ca. 45 år da hun giftet seg med Søren Jensen og ca. 59 år da hun døde, trolig våren 1616. Hennes ukjente far Povel kan da ikke være født senere enn ca. 1530 og kan derfor neppe være identisk med borger og rådmann i Stavanger Povel Pedersen, slik enkelte har foreslått, for de to må ha vært omtrent jevngamle. Han døde dessuten barnløs, det var en nevø og en niese som arvet ham. Povel Pedersen er nevnt fra 1575 og utover og døde mellom 1617 og 1619.

Christen giftet seg med Anne Jensdatter Køge 29 Jul 1607, Stavanger Domkirke, Rogaland, Norway. Anne ble født , Køge, Sjælland, Denmark; døde etter 1645, Stavanger, Rogaland, Norway. [Gruppeskjema] [Familiediagram]