| Kort Biografi |
Johan Johansen Støren, født 20. januar 1715, var altså bare 3 år da faren døde. Kort etter ble bygden hardt hjemsøkt av Armfeldts soldater, og moren ble sittende i trange kår.
Da Johan var 10 år besøkte sokneprest Bendix Friis henne, og etter det ble gutten pleiesønn hos presten, som etter noen år sendte ham til Katedralskolen i Trondhjem. Derfra ble han dimittert i 1739 og ble teologisk student ved Københavns Universitet. Det var ved immatrikuleringen der at vi for første gang får vite at han brukte Støren som slektsnavn. I Universitetets matrikkel, bind 2, s. 607, står det under året 1739: Under E. Nidrosiana: «24 Johannes Størn Prœcept. Priv. L. Holberg.» Dette er utlagt at Johan Støren, 24 år gammel, er immatrikulert med professor Ludvig Holberg som privatprœceptor. Det er blitt hevdet at Johan Johansen tok Støren som slektsnavn for å markere sin opprinnelse, at han var nordmann. Det fantes også andre Støren’er på denne tiden, og så sent som etter 1850 treffer man i Trondhjem og omland på Støren’er som ikke hører til den nåvœrende slekt.
I København levde Johan Støren ytterst kummerlig. ja, han skrev selv i sin selvbiografi:
— Imidlertid tvang min Fattigdom mig til at forlade Academiet (d. e. universitetet) og rejse til Trondhiem for der at søge Condition. Den ret faderlige sindede Biskop Hagerup imod alle fattige og forladte Geistlige, spurgte mig ved første Anmeldelse: om jeg vilde betroe mig under Hans Forsorg, saavel i Condition, som og anden Velfœrd? med et bøjet Hierte satte jeg mine Veye, nest Gud, Under Hands Bestyrelse. Der stoede mig da strax paa en Gang fleere Conditioner aabne, men Biskoppen giorde Valget og styrede mig til den brave og retsindige Hrr. Albert Top, sogneprœst i Aafjorden, sigende derhos: at i dette Huus kunde jeg lære meget godt, som kunde komme mig til Nytte i Fremtiden. Efter 2nde Aars Forløb døde Hrr. Top, just i det samme Hand blev kaldet til Nye-Kirken i Bergen. Biskop Hagerup vilde strax have mig til Trondhiem i Nœrheden hos sig, hvor Hand har betinget mig en fordeelagtig Condition hos den brave Cancellie-Raad Hveding, hvis Søn jeg allerede 1/2 Aar forud havde til Infomation i Aafjorden. Men paa Indreysen til Trondhiem fik jeg til min store Bedrøvelse høere, at Biskop Hagerup var ved Døden afgangen i samme Dage. —
Han dro senere tilbake til København for å avslutte sine studier, og ble 15. juli 1745 teologisk kandidat med karakteren «non». I studietiden i København fikk han kontakt med biskop Hans Egede, som først rådet ham til å dra som misjonær til Grønnland, men senere frarådet ham det p.g.a. hans svake konstitusjon. I 1746 kom han som adjunkt til Bjørnør, «hvor jeg forestod det Sognepræstelige Embedde i 20 Aar, men min Indkomme var i de første 9 Aar, meedens min Formand levede, neppe noget Aar 40 Rd., thie der var ogsaa Capellan pro Loco i Kaldet». Hans forgjenger som sokneprest til Bjørnør var Christopher Wessel (1674-1754), en bror av Peter Wessel Tordenskiold. Han var gift med Karen Nielsdatter Bie. Deres datter Maren Sabine Wessel ble 21. november 1747 gift i Bjørnør med Johan Støren. Hun var født 14. desember 1725, og døde 14. juli 1809. Hun fikk 16 barn.
Til tross for vanskelige økonomiske kår søkte Johan Støren om å få bli lengst mulig i Bjørnør, men i 1765 ble han forflyttet til Hitra som prost i Fosen og sokneprest til Hitra. Som prost i Fosen nedla han et veldig arbeid, først og fremst for folkeopplysningen og fattigstellet. Etter sin siste visitas uttalte biskop Gunnerus:
— I Henseende til Fattiges Forsørgelse i Menighederne har man den duelige, aarvaagne og nidkjœre Provst over Fosen Provsti Hr. Johan Støren at takke for en meget god og nyttig Indrætning til Fattiglægder, som ved hans gode og kloge Bestræbelser strax blev istandsat og indfort i hans Provstie. I de andre Provstier, hvor man tillige har forsøgt at indføre samme, er det gaaet mere langsomt frem.
I 1769 sendte han bispen en betenkning med forslag til organisering av skolestellet og lærernes avlønning. Han pekte på hvor viktig det var å kunne betale lærerne skikkelige lønninger, og mente at skolefundasens overholdelse måtte overvåkes av Stiftsdireksjonen (se for øvrig Henrik Sodal: Prost Johan Støren i Fosen 1765-74. Levanger 1933.) Resolusjonen av 1775 om skolestellet på landsbygden var en fullstendig seier for hans ideer. Han fikk også fastlagt soknegrensene på Hitra, grenser som gjelder den dag i dag.
For hans store arbeid ba biskop Bang i 1773 Kancelliet om å la Støren få det rikere Stjørdal soknekall som belønning. Av andre ting fra hans virksomhet pâ Hitra kan nevnes en avhandling om åkerdyrkingen på Hitra, innsendt til Landhusholdningsselskapet hvor han var korresponderende medlem.
I 1774 ble han utnevnt til prost i Stjørdal. Hans økonomiske kår ble nå betydelig bedre, men hans store barneflokk krevde hans inntekter såvel som en stor del av hans energi. I alt 8 sønner sendte han til Københavns Universitet. I sine likeså bekjente som beryktede brev til geheimeråd Bülow, hvor rektor Laurids Smith ved Katedralskolen skånseløst karakteriserte Trondhjems og omegns fremstående menn, heter det i et brev datert Veile 10. januar 1786 bl.a:
«Paa den anden Side af Throndhjem falder Veien over et besværligt Fjeld, Givingaasen kaldet, som bedst rides, til Stjørdalen, en deilig Bygd. Der er en lige gammel Provst Støren, en dygtig Embedsmand, hvis Kone er en Broderdatter af den store Tordenskjold. Provst Støren er en ærværdig Olding med god Forstand og en ypperlig Provst. Har mange Børn og havde den Sorg ifjor at miste den œldste Søn, som var personel Capellan hos ham. Nu har han en anden Søn, som jeg har dimiteret, til Capellan. Han har i Alt havt 7 Sønner, hvoraf han selv har dimitteret 3 eller 4, som ere reiste til Universitetet.»
Johan Støren benyttet som personlig segl en våpentegning hvis øvre felt viser et rødt malteserkors på sølvbunn, det nedre en sort fugl på gylden bunn. Det er mulig at fuglen skal være en due og feltene symboliserer da troen og håpet. Det har også vært gjettet på at fuglen er en stær, altså en slags symbolisering av slektsnavnet.
Hovedkirken i Stjørdal er den gamle Værnes kirke, og i denne henger et samtidig maleri av ham, malt i 1777 av en ukjent mester.
Johan Støren døde i Stjørdal den 14. april 1792
- Slekten Støren - 1739-1959 (Støren, Wilhelm K., 1960) - Side 8-12 [1] |
 |
En gammel Stjørdalsprest - Provst Johan Støren - Trondhjems Folkeblad den 3. april 1919
En gammel Stjørdalsprest.
Provst Johan Støren
I 1786 skriver lektor Laurids Smith ved Trondhjems katedralskole til geheimeraad Bülow i Kjøbenhavn:
«Der (i Størdalen) er en gammel provst Støren, en dygtig embedsmand, hvis kone er en broderdatter av den store Tordenskjold. Provst Støren er en ærværdig olding med god forstand og en ypperlig provst.»
Flere av de gamle trønderfamilier blev i sin tid gjennem giftermaal knyttet til den gamle provsts hus og ættlingerne av slegterne Sommerschield, Brun, Jenssen m.fl. har dråper av hans blod i sine aarer. Vi har trodd at det var av interesse at læse hans selvbiografi ogsaa av den grund, men kanskje mest fordi den gir et levende kulturbillede av hvor vanskelig kaarene var for 200 aar siden for en ungdom som gjerne vilde frem.
Mit Livets Løb.
Jeg er født i Størens Præstegjeld den 20 Januarii 1715, mine Forældre vare kun af ringe Stand, men af desstørre Dyd og Gudsfrygt. De nærede sig uden Kummer af en bygslet Mensalgaardsbrug, indtil det behagede Gud svenskaaret 1718 udi den da grasserende Sygdom at lægge min Fader Johan Johansen i graven, min Moder Martha paa Sygesengen. Ved samme Tid kom en trop svenske Krigsfolk og plyndrede huset paa gaarden saa at min Moder, da hun kom op af sygdommen, fandt næsten intet tilbage uden sine tyende smaa børn. Min ældre søster fik min Moder bort til brave folk, men mig, som meget svag af helbred, beholdte hun hos sig og i megen kummer og tolmodighed sørgede for mig, lærte mig temmelig godt at læse i bog og synge, hvorudi hun som et gudfrygtigt menneske var selv meget øvet.
Ved omreyse i Sognet besøgte den da værende og berømmelige Sognepræst Hr. Bendix Friis hende. Jeg var den Tid 10 Aar gammel. Hand fattede ynde for mig, spørgende min Moder, om hun ikke ville lade Mig komme i Hans Huus, hvilket hun med Glæde samtykkede. Nogen Tiid derefter spurgte Hand min Moder, om hun ikke ville tillade, at Hand maatte sette mig ind i Trondhiemsk latinske Skole. Hvorved hun blev overmaade modfalden, forestillende med bittre Taarer, at saadant var farligt, ja umueligt for mig som fattig og Venneløs, og at hun ikke kunde see mig saa langt borteværende tilgoede eller i andre Maader hjelpe mig. Præsten svarede intet viidere dertil, men ved Høstens Tiid sagde Hand en Aften Stund til mig at jeg følgende Dag skulle følge Ham til Trondheim, leverede mig nye Klæder, som Hand mig uafviidende har ladet mig gjøre. Jeg fulgte, uden at endten jeg eller min Moder viidste Præstens Hensigt, førend Hand bragte mig ind til den da værende Rector Magstr. Niels Krog og sagde : her er den Person, som jeg haver sagt at ville faae indsat i Skolen. Rector Krog loed strax Een af Øverste Lecties Discipler leedsage mig op til første Lecties Hører med Ordre, at Hand skulle indsette mig i første Lectie og tillige anviise mig Plads i fattig Dægnenes Huus i den Latinske Skoele, hvor jeg blandt andre fattig Dægner skulle nyde Kost og Seng (begge i den sletteste, elændigste Forfatning). Hrr. Bendix reyste derpaa Hjem, og jeg blev mange Aar under en drukken og uduelig Lærers Opsyn i den sletteste Forfatning, indtil den brave Conrector Magister Høyer forløste mig derfra, ved at forskaffe mig Kost-Dager hos de godgjørende Borgere i Trondhiem, blant hvilke og nogle rekkede mig Haanden med noget lidet til Klæder, resten til dette Brug maatte jeg selv sørge for ved den da brugelige besværlige Sang fra Mortens Dag til Hellig tree Konger, hvorveed jeg leed meere ondt, end jeg vil eller kand beskrive. Ogsaae toeg jeg mig for uden for Skoelen at lære brave Folks Børn hvad jeg har lært selv, ved hvilket jeg giorde stoer Lykke til deres Forfremmelse, men kun slet Fortjeneste for mig selv ; og var dette al den Understøttelse og Hjelp jeg havde, min hele Skolegang igiennem, indtil jeg kom i Mester-Lectien, da den fortreffelige Rector Dass undede mig (mod Sædvane) Deel udi Khor Dørene, de 2de sidste Aar, loed mig ogsaa præke i Tugthuuset een Gang i hver af disse Aar, gav mig og 10 rd. i Skoelepenger til Reysen, og var dette atter al den Hielp jeg havde ved Academiet i 1 ¼ Aar, da jeg i December 1739 og i Mars 1740 fik Philosophicum laudabiliter og blev gratis Baccalaureus.
Jeg stoed derefter i Begreb med at lade mig indskrive til den grønlanske Mission, som den gamle Biskop Egede først raadede mig til (thi Hand var mig meeget gunstig) men sidenefter at Hand lærte bædre at kiende min svage Constitution, bad mig tage i Betænkning, lovende derhos, at Plads skulle staae mig aaben i Aar eller meere. Imidlertiid tvang min Fattigdom mig til at forlade Academiet og rejse til Trondhiem igjen for der at søge Condition. Den ret faderlig sindede Biskop Hagerup imod alle fattige og forladte Geistlige, spurgte mig ved første Anmeldelse : om jeg vilde betroe mig under Hands Forsorg, saavel i Condition, som og anden min Velfærd? med et bøjet Hierte satte jeg mine Veye, nest Gud, Under Hands Bestyrelse. Der stoede mig da strax paa en Gang fleere Conditioner aabne, men Biskoppen giorde Valget og styrede mig til den brave og retsindige Hrr. Albert Top, Sognepræst i Aafjorden, sigende derhos : at i dette Huus kunde jeg lære meget godt, som kunde komme mig til Nytte i Fremtiden. Efter 2de Aars Forløb døde Hrr. Top, just i det samme Hand blev kaldet til Nye-Kirken i Bergen. Biskop Hagerup vilde strax have mig til Trondhiem i Nærheden hos sig, hvor Hand har betinget mig en fordeelagtig Condition hos den brave Cancellie-Raad Hveding, hvis Søn jeg allereede havde ½ Aar fortid til Information i Aafjorden. Men paa Indreysen til Trondhiem fik jeg til min store Bedrøvelse høere, at Biskop Hagerup var ved Døden afgangen i samme Dage.
Efter 2 Aaers Forløb i denne Condition blev jeg ved min Principals Understøttelse sat i Stand til, at gjøre en Kjøbenhavns Reyse, for at erholde Examen Theologicum, hvilken jeg strax efter Ankomsten gik vel i gjennem, kunde dog formedelst Tiidens Korthed ikke angiive uden til non Contemnendum, endskiønt jeg havde beredet mig til høyere Caracteer. Min Principals ældste Søn, nu Hrr. Secretair Herdahl Hveding bragte jeg med mig til Academiet og Selv dimitterede Ham, hvilken stod Sig godt til Depositz og toeg siden de øvrige Examina med bædste Carakteer. Denne er den 6te jeg har dimitteret til Academiet. Imidlertid stoed min Condition aaben i Trondhiem, og de hjemmeværende Børn, blant hvilke Hrr. Prosten Hveding bleve underviiste af min Ven, Salig Hrr. Baltazar Schnitler, saa min Løn gik ligefuldt i min Fraværelse i Betragtning af den Søn, jeg dimitterede. Min Condition i dette brave Huus varede altsaa i 3 fulde Aar, og denne Tiid var mig meeget behagelig og nyttig, thi jeg og 2de Studentere (som alle havde Condition), Augustinussen, nu Provst, Buschmann, Hrr. Balthazar Schnitler, sidst Præst og Provst til Nordrehov, oprettede indbyrdes et lidet Selskab (tres faciunt Collegium) saaledes : at Onsdags, Lørdags og Søndags Eftermiddag samledes Vi hos hinanden vexelviis for at grandske i adskillige Lærdoms Stykker, fornemmeligen i det Theologiske, Bibelske og Historiske. Biskopens og alle Byens Præsters Bibliothecher stode Os aabne, og Vi indgave adskillige Dubia til den Tronhiemske Geistligheds Omdømme. Et Arbeyde, som vare Os saa saare behageligt og icke mindre nyttigt. Vore Principaler yndede vore Samlinger og lode Os bringe Aftenspise paa vore Kammere. Efter 3 Aars Forløb blev denne fornøielige Forsamling ophævet, da den Eene efter den Anden just i samme Tiid bleve kaldede Hver til sit Stæd.
Jeg kom som Adjunctus og Successor til det ringe og haarde Bjørnørs Kald 1746, hvor jeg forestod det Sognepræstelige Embeede i 20 Aar, men min Indkomme var i de første 9 Aar, meedens min Formand levede, neppe noget Aar 40 rd., thie der var ogsaa Capellan pro Loco i Kaldet. Ved min Ankomst var min Formand Emeritus og befattede sig intet med Embedet. Sidst i Aaret 1747 blev jeg gift med Hands Datter, min endnu værende elskelige Kone Maren Sabina Christophersd. Wessell, med Hænde har jeg avlet 16 Børn, af hvilke endnu 8 leve. Min Kjærlighed til Meenigheden og dennes til mig, loed mig umuelig tænke paa nogen Forflyttelse, endskiønt min store Familie kunde kræve saadant ; ja jeg bad endogsaa Biskop Gunnerus ikke tage mig i Forslag, hvilket Hand nyelig forhen velmeenende mig uafvidende havde giort til Stadsbøjden. Endelig faldt det saa ind 1765, at Biskopen havde giort et misligt Forslag til Nærøen, hvilket blev tilbageviist med Befaling at giøre nyt Forslag. Visse Omstændigheder saa godt som tvang Biskopen til at see ud tre fleere Forflyttelser, siden Hands første Forslag maatte endelig ikke aldeles forbigaaes i det sidste, og ved denne Leilighed blev jeg foreslaaet til Hitteren i Provst Brockkes Sted, som var sadt i Forslaget til Nærøen, Hrr.. Carlson i min Stæd til B jørnør, den personelle Capellan Hrr. Alrum i Hrr. Carlsons Stæd, som Residerende Capellan til Nærøen. Det heele Forslag gik igiennem og alle Konge-Brevene bleve expederede paa 1 Dag. Jeg blev vel i Førstningen herved forskrækket, men da Fiskerierne fra den Tid og længe derefter sloge feyl, erkjændte jeg Guds Forsyn for mig og min talriige Familie. Sidst i Aaret 1765 blev jeg beskikket til Provst udi Fosens Provstie. 1774 blev jeg efter Hrr. Biskop Bangs mig uvitterlige Forslag allernaadigst kallet til Størdahlen.
Jeg har fra først til sidst været fattig og Weneløs, men Guds Forsyn har saa kiændelig ytret sig ved mine Foresattes og øvrigheders uforskyldte Bevaagenheder, som har tænkt paa mig og Mines Velfærd, ofte uden al min Bekymring. Herved er jeg bleven sat i Stand til, skjøndt hverken jeg eller min Hustrue have arvet det mindste eller af Embedets Indkomster, at fremdrage saa stoer og talriig en Familie. Besynderlig har det faldet mig tungt og besværligt at have holdet 8 Sønner ved Kiøbenhavns Academie, af Hvilke jeg Selv har dimitteret 5 til Academiet, nesten allene oplærte af mig Selv, og de øvrige 3de har jeg Selv oplært til at sættes i de øverste Lectier. Disse Omstændigheder under Præste- og Provste Embedets Byrder have lært mig Arbeide meere end De fleste af mine Liigemænd. Den ufortiente Agt og Tillid mine gunstiige Øvrigheder have værdiget mig har og forpligtet mig at gaae Dem til Haande med Oplysninger i Ting, som mine lange Erfaringer og Bekiændtskaber med forskjellige Stæder til Lands og Vands have skaffet mig Kundskab om Erfaringer udi.
Nu da dette skrives, 17 Maji 1791, lever jeg i mit Alders 77de, Præste Embedets fullendte 45de, Provste-Embedets 26de og mit Egteskabs 44de Aar ; da Gud til denne Dag har hørt mine ønsker : at maatte kunde arbejde, saa længe jeg lever ; thi Arbejdet har altid været mig kiærere end Brødet. At skrive har min Tiid saavelsom min Embeders og Familiers Arbejder ikke villet tillade mig, dog har jeg som Corresponderende Medlem af Landhusholdnings Selskabet beskrevet Agerdyrkningen paa Hitteren, hvilken for min Tiid ikke var i Bruug hos de Allerfleeste Indbyggere, hvilket lille Skrift findes trykt blant Selskabets Skrifter. Saa har jeg udarbejdet Planen til Skoele og Fattig-Væsenets bædre Indretning ; hvilket har funclet den Høje Øvrigheds Biefald og ere indførte i de fleeste Herreder i Stiftet ; skiønt nu ved Vedkommendes Efterladenhed eller Bessermacherier ere paa mange Stæder forfaldne.
J. Støren. |
Slektstavle til 
1715 - 1792 (77 år)
Har 4 aner og 1073 etterkommere i Familietreet.
Søsken
Margrethe Olsdatter Steenbroen, f. 1670, Støren, Sør-Trøndelag, Norway 
Karen Margrethe Støren, f. 28 Feb 1751, Bjørnør, Sør-Trøndelag, Norway 
