| Navn |
Johan Fredrik Eckersberg |
| Fødsel |
16 Jun 1822 |
Drammen, Buskerud, Norway  [1] |
| Dåp |
27 Okt 1822 |
Bragernes, Drammen, Buskerud, Norway [1] |
| Kjønn |
Mann |
| Kort Biografi |
Johan Fredrik Eckersberg var eslet til å bli handelsmann som sin far, men ble isteden en markant skikkelse i overgangen fra romantikk til realisme i 1800-tallets norske malerkunst, både som utøvende maler og som lærer ved sin egen kunstskole i Christiania.
Den unge Eckersberg var ikke noe skolelys. Som 16-åring ble han sendt til Nederland for å lære tidens handelsspråk. Ved et besøk i Amsterdam kom han for første gang i kontakt med stor malerkunst og ble sterkt grepet. Han skaffet seg malersaker og begynte på egen hånd å kopiere de gamle mestere. 1841 kalte faren ham hjem til ansettelse i en agenturforretning i Christiania. Eckersberg fortsatte å tegne og male utenom kontortiden og kom 1843 inn på Den kgl. Tegneskole som Johannes Flintoes elev.
Sommeren 1846 fikk Eckersberg følge Hans Gude og August Cappelen på en studiereise til Gudbrandsdalen, hvor de bl.a. besøkte Mysuseter, Vågå og Bøverdalen. Studiereisen kom til å bety meget for norsk landskapsmaleri, bl.a. ble høyfjellsmotivet stadfestet som det store romantiske tema. Samme høst fikk Eckersberg statens stipendium for to år og drog til Düsseldorf, hvor han fikk den gamle stilist J. W. Schirmer som lærer på kunstakademiet. Schirmers innviklede teorier passet ikke den nøkterne Eckersberg, og etter to år forlot han akademiet og reiste hjem. Hans akademiske utdannelse ble derfor kortvarig, og det er Gudes innflytelse som er mest merkbar i Eckersbergs store produksjon, slik det bl.a. fremkommer i Brudeferd på Hardangerfjorden (to varianter, 1865 og 1866).
Fra 1848 var Eckersberg bosatt i Christiania, om sommeren ved Sandvika, bortsett fra to års opphold på Madeira og halvannet år i Düsseldorf. Han giftet seg 1850, samme år som han ble opptatt som medlem i Det Norske Kunstakademi, dvs. Tegneskolens direksjon, som fungerte som landets høyeste kunstautoritet. Han satt også i styret for Nasjonalgalleriet og Tegneskolen 1851–69 og i styret for Christiania Kunstforening fra 1864; en nødvendig støtte for ham opp gjennom årene ble kunstforeningens årlige kjøp av hans bilder til utlodning.
Eckersberg var tidlig plaget av dårlige lunger, og trengte 1852–54 opphold i det varme klimaet på Madeira. For å få litt fortjeneste malte han portretter. Senere utgav han Views in the Islands of Madeira, en serie litografiske gjengivelser, uten at dette skaffet det økonomiske utbytte han hadde håpet.
Under oppholdet i Düsseldorf 1854–56 arbeidet Eckersberg på egen hånd, og familien vendte antakelig hjem på grunn av hans dårlige helse. På tross av dårlig økonomi og sparsom oppmuntring fra et lite utviklet kunstpublikum valgte han derfor å utøve sin kunst i hjemlandet, i motsetning til mange av sine samtidige.
Etter hvert ble det en livsoppgave for ham å knytte de yngre malere til det land og folk de skulle skildre. Man trengte imidlertid en hjemlig kunstskole. Den kgl. Tegneskole strakk ikke til, og selv om Eckersberg allerede var sterkt angrepet av tuberkulose, opprettet han 1859 en malerskole i Lille Grensen i Christiania. Fra 1863 fikk skolen statsstøtte, og i sine siste 11 år ledet Eckersberg selv undervisningen og elevenes friluftsstudier. Et stort antall senere kjente malere var elever ved skolen, og Gerhard Munthe og Christian Skredsvig var blant de siste av Eckersbergs elever. Etter hans død ble skolen fortsatt av Morten Müller og Knud Bergslien.
Eckersbergs samtid var romantikkens høysommer i Norge, og tross sin nøkterne natur klarte han aldri å frigjøre seg helt fra tidens kunstsyn. Bortsett fra noen arbeider fra Düsseldorf og en rekke bilder fra Madeira malte han utelukkende norske motiver. Mens andre av samtidens malere holdt fast ved de effektfulle høyfjellsmotiver, malte Eckersberg også de åpne, storlinjete østnorske landskaper. Hans bilder skildrer alltid en bestemt egn, som oftest med stor troskap mot motivet og uten maleriske effekter. Da han 1852 sendte Nasjonalgalleriet det store maleriet Fra Valle i Setesdal, skrev han: “... i Billedet har jeg tro angivet Stedets Karakter med al den Kunstdygtighed som jeg er i Besiddelse af.”
Han var ingen stor kolorist og var for mye realist til å la seg lede av fantasien. I motsetning til düsseldorfernes romantiske billedoppfatning hadde imidlertid Eckersbergs redelige og stedbundne kunst en positiv virkning på det norske publikum i disse årene. Dette skulle også få betydning for hans elever og yngre samtidige malere under den gryende realismen.
Eckersbergs betydeligste bilder er fra 1860-årene. Han hadde funnet frem til en klar, kjølig farge, bl.a. i flere partier fra Romsdal og i Solnedgang på fjellet og Fra Jotunheimen, med storslåtte utsyn mot vidder og fjerne fjell. Om det sistnevnte skrev Sigurd Willoch: “Så mektig er rommet, så lett og kjølig er luften, så storlinjet og majestetisk er fjellet.” Som høyfjellsskildrer er Eckersberg ganske selvstendig, uavhengig av både Gude og J. C. Dahl.
Som en av kretsen rundt P. Chr. Asbjørnsen ble Eckersberg et naturlig valg som en av våre første eventyrillustratører. 1850–51 leverte han en rekke tegninger til Asbjørnsens samlinger av folke- og barneeventyr. Med sitt gjennomført nøkterne lynne egnet Eckersberg seg egentlig ikke som eventyrtegner. Tegningene hans er befolket med prinsesser i krinoline, sidrumpete husmanns-Askeladder og uhyggelige, halvnakne troll. Mer vellykket var hans bidrag i 1850-årene til Chr. Tønsberg litografiske verker Christiania med Omgivelser, Norge fremstillet i Tegninger og Norske Folkelivsbilleder. Tegningene for Tønsbergs Norske Nationaldragter var imidlertid stort sett basert på tidligere gjengivelser. Han fikk også kritikk for kunstneriske friheter med de enkelte draktdetaljer.
Eckersberg ble utnevnt til ridder av St. Olavs Orden 1870. Noen år tidligere var han i Stockholm, hvor han fikk en gullmedalje for sitt Norsk høyfjell, soloppgang, ble medlem av Konstakademien og utnevnt til ridder av Vasaorden. Han høstet også stor anerkjennelse gjennom bl.a. de nordiske utstillinger.
Johan Fredrik Eckersberg fikk aldri de samme sjanser som de norske kunstnerne i utlandet, med tryggheten i et europeisk marked. Helt til siste sykeleie trengte han hjelp til å dekke sine utgifter. Dette må ha merket ham også som kunstner. Han døde av tuberkulose i Sandvika 1870, bare 48 år gammel.
Verker
Malerier (et utvalg)
- Fra Valle i Setesdal, 1852, NG
- Jesus i Getsemane (altertavle), 1854, Tangen kirke, Drammen
- Brudeferd på Hardangerfjorden, 1865, Nationalmuseum, Stockholm, og 1866, BKM
- Norsk høyfjell, soloppgang, 1865, Nationalmuseum, Stockholm
- Solnedgang på fjellet, 1865, NG
- Fra Jotunheimen, 1866, NG
Illustrasjonsarbeider
- 10 Forlægsbilleder i Landskabstegning, 1849
- Views in the Islands of Madeira. After paintings in oil by J. F. Eckersberg, Düsseldorf 1854–55
- P. Chr. Asbjørnsen: Juletræet for 1850. En Samling af norske Folke- og Børne-Eventyr, 1850
- d.s.: Juletræet for 1851. Norske Eventyr og Folke-Sagn, 1851
- C. Tønsberg: Christiania med Omgivelser, 1850 (2. utg. 1854)
- d.s.: Norske Nationaldragter tegnede af forskjellige norske Kunstnere og ledsagede med oplysende Text, 1852
- d.s.: Norge fremstillet i Tegninger, 1855
d.s.: Norske Folkelivsbilleder, 1858
Etterlatte papirer
- En samling på 75 brev fra Eckersberg finnes i Håndskriftsaml., NBO [2] |
| Død |
13 Jul 1870 |
Sandvika, Bærum, Akershus, Norway [3] |
 |
Johan Fredrik Eckersberg (1822-1870) - Dødsannonse i Morgenbladet, onsdag 27. juli 1870
At min kjære Mand, Landskabsmaler Johan Fredrik Eckersberg, indgik til den evige Hvile Onsdag den 13de Juli, 48 Aav gammel, bekjendtgjøres herved for Slægt og Venner.
De Mange, som i denne Sorgens Tid har vist mig og Mine en kjærlig Deltagelse, takkes hjerteligst.
Christiania, 20de Juli 1870.
Laura Eckersberg,
født Hansen. |
| Minneord / Nekrolog |
17 Jul 1870 |
 |
Johan Fredrik Eckersberg (1822-1870) - Nekrolog i Bergens tidende, søndag 17. juli 1870
Efter nogle Ugers Sygdom er, skriver «Aftenbladet» for 14de dennes, Landskabsmaler Johan Fredrik Eckersberg igaar Eftermiddag afgaaet ved Døden paa sit Landsted bed Sandviken.
Hvad den norske Kunst ved hans Bortgang taber, vil ikke være let at erstatte. Først og fremst maa det erindres, at Eckersberg gjennem sit mangeaarige Ophold i vort Land og gjennem de Studiereiser, han hver Sommer foretog til dets forskjellige Egne, erhvervede et Kjedskab til Eiendommelighederne ved den norske Natur, som neppe nogen anden nulevende Kunstner besidder. Hans Billeder nbære Vidnesbyrd herom. De behandlede Emner fra næsten alle Kanter af Landet, fra Høifjeldene, fra Dalene, fra Lavlandet og fra Kysten, og hvad der altid udmærkede dem var den overordentlige Sandhed og Klarhed, hvormed de gjengav den valgte Egns eiendommelige Karakter, saaledes som denne fremtræder gjennem Landskabets Bygning, Jordsmonnet, Vegetationen og Belysningen. Han yndede særlig at vælge netop saadanne Emner, i hvilke alle disse Momenter kunde træde betegnende frem, det vil sige større Landskabspartier. Visstnok kunde han ogsaa med en overordentlig Finhed og Sandhed male smaa Skovinteriører og lignende – vi huske flere smaa nudelige Smaabilleder fra Sandviken, der repræsentere denne Retning – men baade hans Forkjærlighed og hans Dygtighed var fortrinsvis rettet mod de større Kompositioner, i hvilke han kunde nedlægge sin Opfatning af en hel Egns Hovedkarakter. I mange af disse Billeder fremholder han Sider af den norske Natur, der før ham neppe ere blevne kunstnerisk behandlede; vi ville saaledes nævne den storslagne Skildring af det nordlige Østerdalens Natur, han for nogle Aar siden gav i et i Kinstforeningen udstillet Høifjeldsbillede i Morgenbelysning. Man har et godt Mærke paa den eiendommelige Dygtidhed hos ham netop i den her antydede Retning i den Lethed, hvormed man mindedes hans Billeder. Medens man fra mange andre Landskabsbilleder, trods deres maaske større kunstneriske Fuldendelse, kun bevarede Erindringen om en vis Stemning, om en harmonisk Sammenstillen af Farver og Linjer, fæstede der sig, naar man havde seet et af Eckersbergs større Malerier, alltid i Hukommelsen et i alle Hovedtræk klart Billede af den fremstillede Landsdels særegne Karakter. Forskjellen var, som mellem det Indtryk, man bringer med sin fra Læsningen af et lyrisk Stemningsdigt og af en i store, betegnede Hovedtæk utformet historisk Fortælling. En af Hovedaarsagerne til denne Eiendommelighed hos ham var vel, næst efter hans oprindelige Begavelses særegne Art, den Omstændighed, at hans kunstneriske Udviklingsgang havde holdt ham fjern fra nogen enkelt Skoles Maner. Han var væsentlig Autodidakt; det første, han havde seet af Kunstværker, var Hollændernes stærkt realistiske Billeder; han kom sent til et Akademi og løsgjorde sig her temmelig snart fra de Ældres direkte Paavirkning; han tilbragte dernæst sine bedste Aar under stadig og omhyggelig Beskuelse af den Natur, han gjengav paa Lærredet, og endelig bidrog den Stilling, han indtog som Lærer, maaske ogsaa sit til at holde hans Blik aabent for den Sandhed, at der ikke gives nogen enegyldig kunstnerisk Maner, men at Fremstillingens Art altid for en væsentlig Del bør bestemmes af Emnets Karakter. Alt dette i Forening bidrog til at gjøre ham til en realistisk Kunstner, i dette Ords smukkeste og sandeste Betydning. Derfor vil Eckersbergs rige kunstneriske Efterladenskab altid beholde sit Værd, hvorledes saa Smagsretningerne og Skoletheorierne vexle, fordi dets Betydning beror paa en Sanddruhed i Naturanskuelsen og en Dygtidhed og kunstnerisk Sikkerhed i Gjengivelsen, der stedse vil blive lige paaskjønnet.
Netop disse hans Egenskaber gjorde ham ogsaa til en fortræffelig Lærer for yngre Kunstnere. Han agrede altid ethvert Tegn paa selvstændig Begavelse hos disse og søgte at faa det lokket frem til Klarhed, stræbte aldrig at tvinge dem ind i nogen Skolemethode, men tog sit Hverv paa den rette Maade som den, hvis Opgave det fremfor alt var at anspore og at lede. Som Lærer var han den samme samvittighedsfulde, pligttro, til den yderste Grændse for Kræfterne anstrængte Mand, som i hele sin øvrige Vandel som Kunstner og Menneske. Resultaterne af hans Lærervirksomhed kom, endnu medens han levede, ikke til at træde saa klart frem, som det vil ske, naar de unge Mænd, der have nydt godt af hans Veiledning, have erhvervet sig Navn og Anerkjendelse som selvstændige Kunstnere, men flere af dem havde han dog ogsaa den Glæde at se udvikle til en Dygtighed, der berettigede til de bedste Forhaabninger. I denne Forbindelse maa det ogsaa nævnes og erindres med Taknemmelighed, at han var den første norske Kunstner, der brød med den Overtro, at det ikke gik an at leve herhjemme uden at gaa tilbage i Dygtighed. Flere Kunstnere have senere fulgt hans Exempel, og hverken de eller Almenheden have, saavidt man har kunnet store, befundet sig ilde derved. Men det fortjener som sagt en taknemmelig Hukommelse om, at han var den, som her gik foran.
Eckersberg var ved sin Død kun 48 Aar gammel. Han var født i Drammen den 16de Juli 1822 og var Søn af en Kjøbmand, der ønskede, at Sønnen skulde betræde den samme Bane. Da han var bleven konfirmeret, blev han derfor sendt til Holland for at lære Sproget. Han kom til den lille By Edam, hvor han tilbragte en lykkelig Tid og fra flere Sider nød en saagjæstfri og venlig Behandling, at han stedse mindedes denne Tid med en særegen Glæde. «Tanken om kunstnerisk at fremstille Naturen,» ytrer en tidligere Biograf, der har været i Besiddelse af nogle autobiografiske Optegnelser af Eckersberg, «var imidlertid endnu aldrig opstaaet hos ham, ligesom han i det Hele taget ikke havde nogen Begreb om Kunst, og vel neppe heller havde seet et Kunstværk. Dertil var der da heller ikke nogen Anledning i Edam. Men en af Kjøbmændene i den lille By fik saameget til overs for Eckersberg, at han tilbød ham at ledsage sig paa en Reise til Amsterdal paa en Uges Tid. Den brogede Bevægelse i denne travle By udøvede en livlig og vækkende Indflydelse paa Eckersberg, der hidtil af Byer ikke havde seet stort andet end Drammen og Edam. Men mere end alt andet virkede dog Billederne i Byens Malerisamling paa han Hjerte og hans Fantasi. Da han kom tilbake fra den lille Udflugt, var der foregaaet en Forandring med ham. Endelig kunde han ikke længere modstaa Trangen til at lade Haanden forsøge paa at gjengive, hvad der fremstillede sig for hans ydre og indre Syn. Han havde aldrig modtaget nogen Undervisning i Tegning, og hans Billederb leve da naturligvis derefter. Disse hans første, raa Skisser maa dog vel have røbet Talentet, saa ubehjælpeligt og tilsløret det end kunde være; thi en dygtig Maler, som kom i Huset, hvor han boede, og som tilfældigvis fik se nogle af dem, tilbød sig at give ham gratis Undervisning i Tegning, et Tilbud, som rørte ham ved sin Uegennyttighd, men somhan dog ikke syntes han kunde modtage. Det udfoldede dog hans Tillid til egne Kræfter, og Tanken om en Kjøbmands Virksomhed traadte fra den Tid af stærkt i Baggrunden». I 1841 vendte han tilbage til Norge og blev ansat ved en Agenturforetning, men vedblev ved Siden heraf paa egen Haand at sysle med Malerkunsten, dog fremdeles meget famlende. Endelig indsaa han, at han ikke paa samme Tid kunde dyrke Merkur og Muserne, og opsagde nu sin Kondition. «I Begyndelsen fik han nogen Hjælp af velvillige Slægtninge; men Omstændighederne førte det med sig, at han snart blev nødt til udelukkende at staa paa egne Ben. Han greb nu til at kopiere Oliemalerier, og ved at sælge disse tjente han saa meget, at han kunde slaa sig igjennem og fortsætte sit Studium. Nu først begyndte han at tage nogen Undervisning og kom omsider ind paa Tegneskolen, hvor han især fik Hjælp af Flinto, der tog sig faderlig af Ham. I 1846 søgte og erholdt han Stipendium til en Udenlandsreise. Forinden han forlod Hjemmet gjorde han imidlertid en Studiereise sammen med Gude og Cappelen. «Gude», ytrede Eckersberg selv om denne Reise, «henledede min Opmærksomhed paa det Skjønne i Linierne, hvorved jeg kan sige, at mit Øie for første Gang aabnedes for, hvad der kaldes Form. Jeg lærte at opfatte Naturen, at udfinde det Skjønne i Liniernes Samvirken, som udgjør, hva man kalder Tegningen i et Billede.»
Høsten samme Aar reiste han til Düsseldorf og kom ind i Akademiets Landskabsklasse, hvor han arbeidede under Prof. Schirmers Veiledning, medens han tillige øvede sig flittigt i at tegne efter nøgen, saavelsom efter drapperet Model. Hans Arbeidstid kom saaledes sædvanlig til at strække sig lige til Kl. 10 om Aftenen, men det brød han sig ikke om; det var ham blot om at gjøre at komme frem. Schirmer var fornøiet med ham, og Aaret efter fik han et af de for de dygtigere Elever bestemte egne Ateliers. Da det imidlertid engang hendte, at han ikke kunde gaa ind paa Professorens Fordring, at han skulde gjøre flere Udkast til et Billede, forlod han Akademiet og tog eget Atelier, hvor han nød Veiledning af flere af de dygtigere Malere. Hans Billeder begyndte nu at finde Afsætning.
Imidlertid kom 1848 med dets politiske Storme og drev de norske Malere hjem. Hans Arbeide fandt et godt Marked her i Landet, og han saa sig nu i en saavidt uafhængig Stilling at han kunde gifte sig. Men fra denne Tid begyndte Sygdom – Brystsvaghed at gribe haardt ind i hans Liv og overvældede og svækkede ham tilsidst i den Grad, at Redning kun var at finde i en Reise til det sydligere Klima. Han begav sig da Høsten 1852 til Madeira, hvor han blev, indtil han i 1854 vendte tilbake til Kristiania. Samme Aars Høst flyttede han til Düsseldorf I den Tanke at blive der for bestandig; men da näste Vaar kom, ansaaes hans Helbredstilstand igjen for saa daarlig, at Lägen af al Kraft paaskyndede hans Hjemsreise. Han forlod selv Düsseldorf i den Tanke kun at finde en Grav i Fædrelandet. Saa skulde det dog ikke gaa. Hans Helbred forbedrede sig; hans Kræfter tiltog, og gjennem en Række af Aar udfoldede han nu her i Hjemmet en kunstnerisk Virksomhed, der indbragte ham en rigelig og velfortjent Anerkjendelse. Den blev desværre altfor tidligt afbrudt, men mange, hvis Leveaar hav været flere, have maatet gaa bort uden at kunne se tilbage paa en saa smikt og med saa stor Troskab fuldført Livsgjerning. |
| Begravelse |
19 Jul 1870 |
Trefoldighet menighet, Kristiania, Norway [3] |
 Søsken |
3 brødre og 4 søstre |
| | 1. Anthon Siegvart Eckersberg, f. 5 Okt 1818, Drammen, Buskerud, Norway | | + | 2. Betzy Eckersberg, f. 4 Mar 1820, Drammen, Buskerud, Norway d. 27 Mar 1892, Kristiania, Norway (Alder 72 år)
▻ Paul Andreas Ziener, g. 19 Jun 1841 | | + | 3. Johan Fredrik Eckersberg, f. 16 Jun 1822, Drammen, Buskerud, Norway d. 13 Jul 1870, Sandvika, Bærum, Akershus, Norway (Alder 48 år)
▻ Laura Martine Hansen, g. 2 Okt 1850 |  | 4. Wilhelmine Fredrikke Eckersberg, f. 17 Apr 1824, Drammen, Buskerud, Norway
▻ Niels Olaus Hansen, g. 3 Des 1857 | | | 5. Andrea Helene Eckersberg, f. 22 Okt 1826, Drammen, Buskerud, Norway d. 4 Jun 1858, Sæter, Vestre Toten, Oppland, Norway (Alder 31 år) | | | 6. Caroline Mathilde Eckersberg, f. 31 Aug 1828, Drammen, Buskerud, Norway | | | 7. Knud Eckersberg, f. 12 Apr 1830, Drammen, Buskerud, Norway d. 11 Jan 1866, Kristiania, Norway (Alder 35 år) | | | 8. Carl Fredrik Eckersberg, f. 6 Jan 1834, Drammen, Buskerud, Norway |
|
| Person ID |
I2320 |
Servan Homme |
| Sist endret |
23 Jan 2023 |
Slektstavle til 
1822 - 1870 (48 år)
Har 8 aner og 4 etterkommere i Familietreet.
Maria Cathrine Andreasdatter Rude, dp. 25 Okt 1793, Bragernes, Drammen, Buskerud, Norway 
Maria Anna Eckersberg, f. 13 Sep 1855, Düsseldorf, Nordrhein-Westfalen, Germany 
