| Beskrivelse i Litteratur |
 |
Uhendet i Skaret i 1898 (Bygdebok for Gyland - Kultur og folkeliv, 2008, side 539)
Uhendet i Skaret i 1898
Det var i håbbalen 1898. Andrias Jakobson Skaret var i heia og fletta bork. Han kom heim til dauremål. Så tok han geitene med seg og gjekk på heia att, men kom ikkje heimatt om kvelden.
På Hestmyr, nå Solheim, budde Salve Nilsson Rygg med kona og nokre born. Sonen Lars var i 17-års alderen. Han måtte den kvelden innover heia, der Andrias var og fletta bork, for å henta kyrne, som ikkje var heimkomne. Det var midtsommars og lyse netter, og folk frå grannegardane blei varsla og tok av stad for å leita etter Andrias, og mellom desse var også Lars Salveson. Dei kom der som Andrias hadde fletta, og det var lite han hadde gjort. Sjølv låg han nå død attmed ein større stein, blodut og med eit ope hol i bakhovudet.
Lars fortalte då at han hadde kome forbi med kyrne der i nærleiken, og då blei dei urolege og bura uvanleg. Men han kom ikkje vondt i hug, då han ikkje visste at Andrias var borte.
Liket blei ført heim, og øksa avvaska, før sakkunnige hadde høve til å sjå det over, men Lars Salveson blei mistenkt for at han hadde drepe Andrias, og han blei arrestert. Han hadde vore gjætargut på fleire gardar i bygda og vore litt vilter av seg, og nå fekk han folkedomen over seg. Han sa seg skuldlaus, og alt det dei lokka og truga han, så stod han like støtt på at han var fri.
Forhøyret var i privathus på Nuland, og mange fekk høve til å høyra på, og dei undrast over at ein 17-års gutt kunne vera så god til å forsvara seg, dersom han var skuldig. Skrivaren i Flekkefjord var også politifullmektig den tid, og seinare sakførar Andr. Hanssen var sorenskrivarfullmektig og hadde mykje med den saka å gjera.
Dei sende kleda av Lars Salveson til rettskjemikaren, om han kunne finna blod på dei, men han fann ikkje noko. To doktorar i Flekkefjord påstod at av dei 12-14 småhogg, var det 3 som var dødelege, så når han hadde fått eit av dei, så kunne han ikkje sjølv gjera seg dei andre.
Under lagmannsretten meinte Lars sin forsvarar at det var sjølmord, og at Andrias hadde sett øksehamaren mot steinen og så slege nakken mot eggen av øksa, og halde på med dette til han hadde falle død om. Men professor Harbitz, som var rettsmedisinsk sakkunnig, meinte øksehogga måtte vera gjorde av andre. Domen lydde på frifinning.
Lars Salveson reiste snart etter til Amerika, og saka var komen i gløyme. Men mellom juristene var dette ei sak som hadde vekt interesse, og over 30 år seinare var det ein svensk sakkunnig som tok seg føre å granska saka på ny. Han kom til det at det var sjølmord, og lasta dei som hadde ansvaret for skuldingane. Dette var ei sak som likna mykje på Hetlesaka som Hans Seland hadde teke seg av, og professor Harbitz var sakkunnig i begge desse sakene. Harbitz vedgjekk då at han kanskje hadde feil når det galdt saka frå Gyland. |
 |
Andreas Jakobsen Skaret (1847-1898) - Mordet i Gyland (Fædrelandsvennen, onsdag 29. juni 1898)
Mordet i Gyland.
En Brevskriver til "Vestlandske Tidende" meddeler følgende Enkeltheder:
Den myrdede, Gaardbruger Andreas Jacobsen, der var Familieforsørger og bosat paa Nylandsskaret, var almindelig agtet i sin Bygd og anseet for en selvhjulpen Mand. Hans Kjærlighed hang trofast ved sine kjære i Hjemmet og sin Gaard. Hans lille 9 Aar gamle Datter, Anna, var hans Kjæledæegge og fulgte ham ofte tilskogs; hun var ogsaa den, der sidst af Hjemmets Folk faa ham i levende Live. — Men Andreas havde sine mørke Stunder det skulde være mest indbildte økonomiske Sorger, som tyngede hans Sind, og i saadanne Øieblikke var han tver og gnaven, gav Fanteord til alle Kanter. Under stige Sindstilstande har han flere Gange kjæglet med en 18 Aars Bondegut — Lars Skaret, som igjen havde fattet et uudslukkeligt Had til Andreas.
Naar man betragter denne Gutten, skulde en ved første Øiekast neppe kunne indbilde sig, at han formentlig sidder inde med en Morders Samvittighed. Kjæk og proportionalt udviklet fører han sin Krop som en Løitnant, sæetter op et rent Barneansigt og ser dig lige i Øinene — saadan som Børn kun kan se. — Men taler en med ham, saa erfares, at han ikke er noget Barn! Hvad han med sine Benægtelser siger til Rettens Folk, kan en slutte sig til, men at ogsaa Presten maatte lade sig "slaa" — det havde vist ingen anet. Han er nemlig kundskabsrig og udstyret med et fortrinligt Snakketøi denne Gutten, der har voxet op herinde i Fjeldbygden. Hans Æt roses dog ikke hverken for Omgjængelighed eller Dannelse, tvertimod. — "Er han skyldig?" Ja, se det er Spørgsmaalet, som kan blive et af de vanskeligste, vor Jury hidtil har havt at løse.
Det var Tirsdag Aften den 14de sidstleden, at afdøde Andreas Jacobsen tog Øks og Toug og gik tilskogs for at hente Bark og Ved. Idet han gik, sagde han til sin Hustru, at han vilde tage Gjederne med paa Skogen, og Anna blev med for at drive Dyrene; Anna vendte dog snart hjem. Da det blev sent paa Aftenen, og Andreas ikke kom tilbage, blev hans Hustru bange og gik derfor ud for at se efter ham. Hun saa da Lars Skaret komme drivende med Kjørene fra Skogen, og han sagde, at det vist var galt sat, da Kjørene rautede saa svært, da han fandt dem. Men da hun saa Lars, anede hun Ondt og budsendte en Mand, som sammen med Lars og en anden Mand gik afsted paa Eftersøgning. Komne gjennem Urdalen over Hestelikriken og ind paa et afsidesliggende Sted i Skogen fandt de straks Andreas liggende næsegrus med Fødderne indunder en stor Rullesten og med Hænderne for Ansigtet. Den af Konen budsendte Nabo sagde det, idet han saa ham: "Herregud, der ligger han"; han gik hen og vendte ham
rundt og erfarede da, at Andreas havde et fingerstort, gabende Saar i Baghovedet, saa Hjernen var blottet; Liget var da varmt. Lars stod herunder og saa til, idet han sagde, at Afdøde havde vist hugget sig selv ihjel. Liget blev nu i Nattens Løb bragt i Hus.
Fredag Morgen næstefter ankom Sorenskriver Hanssen fra Flekkefjord, ledsaget af de Sagkyndige, Distriktslæge Hanssen og Doktor Bonnevie, for at optage Forhør, Ligstue og Obduktion samt Aastedsbefaring.
Herrerne arbeidede uafbrudt den ganske Dag til Kl. 11 Aften og under denne Retshandling fremkom saa meget, at førstnævnte Gut Lars Skaret blev sigtet; han transporteredes straks til Distriktsfængslet i Flekkefjord.
Fra Aaftedsbefaringen meddeles : Den nævnte Rullesten, der er 1½ Meter høi, havde Blodflekker og 20 Merker efter Hug, paa Toppen laa Afdødes Hat, og omkring i et Par Meters Omkreds var Lyngen nedtraakket. Afdødes Øxe opgaves at være funden, tilsmurt med Blod baade paa Skaftet og Bladet — 2 Meter foran Liget.
Det foretagne Ligstue og Obduktionen viste, at Afdøde er tildelt en hel Del Oxehug i Baghovedet, hvorved mindst to Hug er trængt gjennem faavel Huden fom Skallebenet og ind i Hjernen, hvorved er fremkommet et 12 Centimeter langt og et 1—2 Ctm. bredt Hul; disse Hug har tillige løsnet den store Blodleder. Desuden mange Hug omkring paa Skallen, faa denne, der toges i Rettens Forvaring, skuffende ligner en — Huggestabbe. Morderen har nemlig ikke nøiet sig med at dræbe sit Offer, men bogstavelig talt holdt Øvelfe paa ham i Skallekløvning.
Nu er det vistnok saa, at Indicierne mod Sigtede ikke er stærke, og at der muligens kunde foreligge Selvmord. De Sagkyndige har imidlertid i sin Erklæring oplyst, at af de paaviselige 13 Hug er flere faldt efter Døshugget.
Sigtedes Klæder er taget i Forvaring og skal indsendes til Statskemikeren.
|
Slektstavle til 
1847 - 1898 (50 år)
Has ingen aner men en etterkommer i Familietreet.
1859 - 
[1] 
Juliane Sigbjørnsdatter, f. 19 Jun 1859, Mygland, Fjotland, Vest-Agder, Norway 
