| Kort Biografi |
Han var født i december 1642 på Wang på Hedemarken, hvor hans far Peder Muus var sorenskriver. Faren døde, mens Nils var ganske ung. Moren giftet sig påny med en bondegut, og da stedfaren vilde benytte Nils til gårdsarbeide, forlod han hjemmet og reiste til Roskilde i Danmark, hvor han på grund af fattigdom måtte ligge ude på kirkegården de 3 første nætter. Men han blev kjendt med en søsterdatter af forstanderinden ved Roskilde kloster, Maria Dünkirken, og hun likte ham og hjalp ham ind på latinskolen sammesteds.
Nu var det skik og brug, at landskirkerne kunde ta sig klokkere (degne) af latinskolens elever, for at disse kunde få lidt udkomme at drive studierne for og øve sig i undervisning. Engang ugentlig skulde nemlig klokkeren undervise ungdommen og barna i katekismen.
Nils blev da en tid klokker ved Glim kirke og blev siden student 1674. Omtrent 1676 fik han magistergraden og var i 2 år kapellan ved Bremerholms menighed i Kjøbenhavn.
I den skånske krig, som førtes fra 1675 til 1679 mellem kong Karl den 11. i Sverige og kong Kristian 5. i Danmark, blev han antaget til skibsprest på flåden. Han var prest på kong Kristians eget skib, og under en forfærdelig storm holdt Nils en brændende bøn, som greb kongen og bragte ham kongens særlige gunst. Til erindring om denne begivenhed er der opbevaret et forgyldt anker på kongens kunstkammer i Kjøbenhavn. Nils Muus var også tilstede på admiral Nils Juls skib i det store slag på Kjøgebugt 1677. Senere var han feltprest baade ved Wismar og ved Lund og Karlskrona.
I 1680 belønnet kongen ham med et kapellani ved Trondhjems domkirke. Sagnet fortæller, at da Muus holdt ovennævnte bøn, stilnet veiret. Kongen lovet at opfylde en begjæring af ham, siden veiret lystret ham. Muus svarte, at han var kjed af sjølivets urolige tilværelse og ønsket sig et roligt prestekald. Kongen svarte: „Da må det bli i Norge", og så kom Muus til Trondhjem. Samme år giftet han sig med nævnte Maria Dünkirken fra Roskilde.
Der blev stor uenighed mellem kapellan Muus og domprovst Borkmann. Kapellanen anklaget Borkmann for hans forhold ved uddelingen af nadveren. Biskop Peder Krog opkasted sig som selvbestaltet dommer i sagen, tog kapellanens parti og dømte Borkmann. Men det viste sig snart, at Muus urettelig havde anklaget provsten og nok ikke havde rent mel i posen selv. Ved høiesterets dom blev biskopen dømt, og Muus mistet sit embede. Borkmann frikjendtes.
Sagnet siger, at han blev uenig med biskopen og i hidsighed lugget denne i skjægget. Så maatte han fra sit embede. Efter afsættelsen slog han sig ned ved Jonsvandet i Trondhjems nærhed og ryddet op en plads, som fik navnet Muusro. Men nogle af de kongelige, som kjendte ham, kom tilfældigvis til Trondhjem og fik høre om sagen. De gik i forbøn for ham. Han blev da benådet med Snåsen sognekald 1695.
Snåsningerne kaldte ham og kalder ham aldrig andet end mester Nils. Denne benævnelse vil bli brugt herefter.
Han var ivrig jordarbeider. Gårdene Parnas var dengang udmark under Gran, som tilhørte kirken. Mester Nils syntes stedet lå vakkert til som selve Apollons hjem. Han ryddet og dyrket stedet og kaldte det Parnasso efter digtergudens hjem. Dette var Østre Parnas. Og der bodde han også meget.
Så er det også han, som har ryddet Hylsætren i Imsdalen og brugt den som avlsgård. Imellem kunde det hænde han sammenkaldte konfirmanderne did, og de sad på stubberne, mens han arbeidet og underviste. — I hans sidste år blev konfirmationen påbudt.
Som ventende var tog arbeidet tankerne mere fangen end sjælesorgen, og dette rygtedes snart til biskopen. Denne kom derfor sent en lørdagskveld til prestegården for at se, hvordan sagerne stod. Og rigtig. Mester Nils var på arbeide i Hyllen. Men om natten sendte hans hustru bud til ham. Budbringeren havde også presteklæderne med. Dagen efter kom biskopen til kirken, men da ingen prest var at se, begyndte han gudstjenesten. I det samme der skulde messes, trådte mester Nils pludselig frem for alteret og begyndte, uden at lade som han så bispen. Derpå gik han på prækestolen og holdt en meget god tale. Under prækenen indflettet han ordene: „Der skal en god kat til at fange en gammel Muus". — En dag bød han biskopen en pris snus af sin sølvsnusdåse. Biskopen ser på dåsen og roser den, og mester Nils, som vidste, at bispen var svært begjærlig efter sølv, siger, at han gjerne skulde ha foræret bispen dåsen, hvis der ikke havde ståt sådan indskrift på indsiden af låget. Bispen så efter. Der stod: „Du skal ikke begjære din næstes snushus, siger Nils Muus".
På mester Nils' tid var Karl 12. konge i Sverige, og den store nordiske krig førtes 1700-1720. Som vi senere skal høre, gjorde svenskerne oftere indfald i Snåsen. Mester Nils satte sig af og til til modværge. Han var også af svenskerne mistænkt for spiontjeneste, ligesom de vidste, at han i sine unge år havde høstet gode erfaringer fra krigen. Derfor blev han i 1718 tagen til fange og ført til Stockholm, 76 år gammel. På reisen led han mangen gang ondt. En soldat slog til gamlingen. Med lynende øine og med tordenrøst vendte han sig til soldaten og sa: „Slår du mig?" Soldaten slap i forfærdelse geværet.
Efter et års ophold i Sverige blev han frigivet, fik 100 riksdaler (--- 100 kroner) i reisepenge og drog til Snåsen igjen og tog fat på sit embede. 1733 lod han sig forestille for Kristian 6te, som under en reise opholdt sig i Trondhjem. Kongen likte oldingen og gav ham for resten af hans embedstid kongetienden på Snåsen.
Mester Nils døde 23de februar 1737 i sit 95de år, efter at ha været prest i 65 år. Hans kiste står i Muusernes gravkapel ved kirkens østre ende. Kapellet bygget han selv 1703. Hans hustru var født 1650, døde på Snåsen 28de december 1707.
Deres børn er:
1. og 2. Tvillingerne Peter, som blev farens eftermand mand paa Snaasen, og Benedicta Anna, gift med løitnant Schauer.
3. Maren Marja.
4. En søn, som døde ung. [1] |
Slektstavle til 
1642 - 1737 (94 år)
Has ingen aner men 1012 etterkommere i Familietreet.
Johanna Maria Muus, f. ca. 1680, Snåsa, Nord-Trøndelag, Norway 
